KID- dialog med etniske forældre

Af Elisabeth Lockert Lange

Rammer for refleksion

Hvordan udvikler man det pædagogiske arbejde? Og hvordan skaber man varige ændringer i det? Ét er sikkert, det starter med at man tør se på sin egen praksis.

Med afsæt i et KID-projekt om at udvikle "daginstitutionernes dialogiske kompetence i forhold til forældre fra etniske minoritetsgrupper" gav to projektkonsulenter fra CVU Stork deres bud på hvordan man udvikler det pædagogiske arbejde, og på hvordan man fastholder den udvikling.

Det gjorde de på en konference om KID-projektet, som syv institutioner dels i Københavns Kommune, dels i Helsingør deltog i, en konference arrangeret af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. De to konsulenter har selv undervejs været aktive konsulenter i KID-projekterne.

En af dem er Vibe Larsen. Hun beskrev en metode til, hvordan man kan arbejde med udvikling, som hun selv har gode erfaringer med. For det er vigtigt at have en metode, og måske særlig vigtigt at have i forbindelse med samarbejdet med etniske forældre, vurderer hun. Først og fremmest fordi dette arbejde er mere konpleks, hvor forældrene kommer med deres forskelligheder.

"Vælg et fokusområde som I vil arbejde med og læg en plan for hvordan. Vælg en vejleder som stiller kritiske spørgsmål. Det kan godt være en fra naboinstitutionen. Og så er det vigtigt at man også samler op på resultaterne og vurderer dem ud fra hvad man kan bruge af det fremover. Eller sagt på en anden måde: man skaber en ramme for refleksionsprocessen. Og den proces er alt – fagligt set!"

"Metoden betyder at man forlader det sikre for at blive klog på det. Man træder ud af sin praksis og kigger på den. Og måske ændrer man på den."

Ansatte handler ud fra institutionens kultur. Og det er vigtigt at man kan det, så man ikke hver gang der sker noget skal overveje hvad man skal gøre, peger hun på.

"I pædagogisk arbejde skal man kunne handle prompte, der sker noget. Men denne kultur og praksishandlen behøver ikke være en tavs viden. Den kan sættes til diskussion netop på denne systematiske måde. Arbejdet kræver fleksibilitet og omstillingsparathed og denne måde at arbejde på sætter gang i tanker om praksis, pædagogik og principper. Man skal kunne forandre den pædagogiske praksis uden at miste fodfæstet samtidig. Forhindringer er min erfaring først og fremmest usikkerhed om hvordan man griber det an, mangel på tid, og endelig ledelsens rolle og deltagelse. Ledelsen er vigtig, den skal give plads til det og fastholde det, ved at engagere sig i det og deltage i det."

To modeller og tre niveauer

Overordnet ser Vibe Larsen to modeller for metoden og refleksionen. Man kan tage fat i det, som ikke er godt nok. Se på hvad der er svært, derefter afprøve noget nyt i en periode og så evaluere det.

Eller man kan tage fat i det gode arbejde. Beskrive det over en periode og lade udviklingsarbejdet bygge på det eksemplariske princip: hvordan bruger vi dette i den almene praksis. Og derefter evaluere det.

"Fordelen ved den sidste metode er, at den tvinger én til først at diskutere, efter hvilke kriterier noget er godt arbejde. En anden fordel er at man får bekræftet at noget ér godt, i et fag hvor alting altid kan gøres bedre. Det synliggør det vi allerede gør og har af erfaringer på stuerne. Dette er en vej til vidensdeling, og vidensdeling er sværere end man tror."

Uanset hvilken model man vælger er pointen at man skal (turde) træde ud af sin egen praksis, se på den og vurdere den.

"Derfor: vælg et fokus. Vælg et område I tør kigge på. Og tænk så i tre niveauer: makro-, meson- og mikroniveauet."

Makroniveauet handler om samspillet mellem institution og samfund. Her medtænker man de politiske intentioner: "hvilken rolle har institutionen i det flerkulturelle samfund?" Et samfund som alle børn skal have kompetencer til uanset etniske baggrund. Man kan vælge at tage afsæt i dette niveaue, men som oftest vil man gøre det når man har arbejdet med de niveauer.

Mesonniveauet sætter institutionens overordenede ramme til diskussion. Fokus er internt i institutionen: "hvad vil det sige at være en flerkulturel institution?"

Mikroniveauet er handleniveauet: "hvordan praktiseres samarbejdet i det daglige?"

"Disse tre niveauer skal hænge sammen, og man skal arbejde med alle tre, hvis man vil sætte sin praksis i spil og sætte sig spor."

Så skal det implementeres. Og man skal tage stilling til hvordan man fastholder ændringerne, bl.a. gennem at evaluere.

Den pædagogiske faglighed

Peter Mikkelsen er projektleder i CVU Stork, og han har også været en aktiv del af KID-projekterne. Hans ærinde på konferencen var først og fremmest den pædagogiske faglighed.

"At udvikle sin pædagogiske faglighed kræver bl.a. viden og brug af metoder til at beskrive, analysere og evaluere pædagogisk arbejde. Og så skal man kunne arbejde ud fra værdier."

Vidensdelen opdeler han i en praktisk, personlig og teoretisk viden.

"Den praktiske viden er handletvangen, og den skaber den pædagogiske praksis. Pædagogisk arbejde kræver et stort arsenal af beredskab til at handle. Hvis man ikke har det, kan man bare ikke begå sig i pædagogisk arbejde. Denne viden er også bundet til hvilken person man er, og den er ofte ikke analyseret."

Den personlige viden tygger han lidt på, for hvad er det for et bered- skab pædagoger trækker på? Han kommer frem til at den stammer fra holdninger, som de har med sig gennem livet, og som ikke er systematisk opbygget.

"I forhold til teoretisk viden kan det undre mig at nogle teoretiske begreber ukritisk glider ind, mens det er svært for andre, uafhængigt af om de er fagligt underbyggede. Men det er godt at tilegne sig sikre underbyggede faglige begreber, og at afklare sig på begreberne. Læreplanerne er fx fyldt med faglige begreber, ja alene læringsbegrebet. Det er en vigtig del af den pædagogiske faglighed at diskutere og afklare begreberne."

Skriftligheden er stor, og det er et krav til den pædagogiske faglighed at man kan formulere sig skriftligt.

Man skal bl.a. kunne beskrive metoder til at undersøge sin egen praksis, hvad man er god til, og hvad man er mindre god til. Han anbefaler evidensbaserede metoder (det vil sige at der er belæg for det man siger). Hvornår er samtalerne med den voksne gode? Kan man lave registrering af det? Er der forskel i forhold til minoritetsbørn?

"Det kan man vælge at undersøge på en systematisk og analyserende måde. Bl.a. er det vigtigt at få børnenes perspektiv med. Den pædagogiske faglighed omfatter også det at kunne evaluere, med andre ord at se på hvad der er værdifuldt og hvad ikke. Ud fra succeskriterier: "hvordan ser det ud når det lykkes".

Peter Mikkelsen anbefaler at man skabe en evalueringskultur: en kultur hvor vi har kriterier for hvad der er bedre end noget andet. Og at man tager stilling til, hvilke værdier man har.

"Der er helt sikkert skabt varige ændringer i den pædagogiske faglighed med KID-projektet. Og det er fortsat vigtigt at udvikle fagligheden netop på det flerkulturelle." Man kan læse mere om KID-projektet på www.buintegration.kk.dk (link ikke længere aktivt, red.)

I KID-projektet "udvikling af daginstitutionernes dialogiske kompetence i forhold til forældre fra etniske minoritetsgrupper" satte mange af de deltagende daginstitutioner fokus på modtagelsen af etniske forældre – det allerførste samarbejde. Ikke så mærkeligt, det er jo i dette allerførste samarbejde at linjen lægges og kontakten skabes.

Røde Møllegård på Amager valgte i projektet at indrette sig i teams i forhold til alle nye forældre. De har erfaring for at det er en god metode fra deres arbejde med de støttekrævende børns forældre. Og de fik bekræftet deres forventninger. Både de positive forventninger om nærhed, ro, bedre videregivelse af oplysninger, klar ansvarsfordeling, ansvarsfuldhed og mere systematik. Og de mindre positive: at det er meget tidskrævende.

Først og fremmest er det deres erfaring at teamdannelsen forpligter den enkelte i samarbejdet. Det bliver mere forankret og mindre tilfældigt. Deres erfaring er også at det er vigtigt at gøre det klart for forældrene at alle er lige ansvarlige for barnet i hverdagen. Det er kun de mere formelle ting teamet står for kontakten omkring. Forældrene må ikke blive for afhængige af teamet.

Forældrene udtrykte stor tilfredshed med at blive modtaget på den måde, og også pædagogerne var glade for den, så Røde Møllegård fortsætter.