Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Nye bøger
Musik som medicin
Af Audun Myskja
Lyde og toner har været tillagt religiøs og helbredende betydning i tusinder år, og nyere forskning har vist, at lyd og musik indvirker på alle levende organismer lige fra potteplanter til fostre. Musikkens natur er, at den påvirker både krop og følelser – det gælder, hvad enten vi lytter til musik eller selv frembringer toner og lyde med stemmen.
Ud fra sin erfaring med patienter og en omfattende indsigt i videnskabeligt arbejde inden for området, viser Audun Myskja os hvilke terapeutiske muligheder, der gemmer sig i lyd og musik. Som læge og musikudøver åbner han for perspektiver i krydsfeltet mellem lægekunst og musikterapi.
En række patienthistorier viser eksempler på musikkens helbredende virkning, både hvad angår psykiske og fysiske lidelser.
Bogen indeholder desuden en diskografi og et udvalg af velegnede musikstykker.
Audun Myskja er overlæge på Ressurssenter for alderspsykologi/ alderdemens i Oslo.
Han underviser på flere uddannelser og har for sit arbejde med musik som terapi modtaget to priser af Den Norske Lægeforening.
Læs mere om Audum Myskjas arbejde på www.livshjelp.no
Borgen 344 sider • Pris 299 kr. ISBN: 87-21-02415-4
Tilsyn og underretning
Af Leif Hermann
Bogen giver et overblik over de regler, der gælder for forskellige faggruppers tilsyn og underretning om børn og unge. Bogen samler de mange spredte tilkendegivelser om underretningspligten, der fremgår af de forskellige udsagn i bl.a. den sociale lovgivning. Baggrunden for bogen er en stigende tendens til at overlade en række socialpædagogiske opgaver til normalområdets sociale og uddannelsesmæssige tilbud.
Der er stor retsusikkerhed på området. Hvornår udløser eksempelvis en bestemt adfærd sanktioner? Er det når puljeordningens medarbejdere går lidt hårdt til værks overfor børnene? Og er det samme overvågning/ tilsyn, der finder sted i Ballerup og Vestjylland?
Bogen er forsynet med stikordsregister og paragrafnøgle, så den kan bruges som opslagsbog for personer, der til dagligt beskæftiger sig med området.
Leif Hermann er uddannet jurist og har siden 1974 været ansat som lærer i sociale fag ved pædagogseminariet i Viborg.
Frydenlund 112 sider • Pris 168 kr. ISBN 87-7887-223-5
Gruppe og samspil Indførelsen i gruppepsykologi
Af Peik Gjørsund og Roar Huseby
Ny og revideret udgave.
Bogen henvender sig til studerende ved lærer- og pædagogseminarierne samt til de sundhedsfaglige uddannelser og har praktisk sigte. Den beskæftiger sig med, hvilke roller vi spiller, hvordan grupper ledes, og hvordan de kan udvikle sig under forskellige forhold.
Målet for studiet af gruppepsykologi er at give den studerende grundlag for kundskab og kompetence i at lede og arbejde i grupper. Teori uden sammenhæng med den hverdag, den studerende skal bruge sin viden i, har imidlertid begrænset værdi. I denne bog vil der derfor blive stillet mange praktiske opgaver, og stoffet er udvalgt og tilrettelagt på en måde, så den studerende skal kunne tilegne sig store dele af det i samarbejde med sine medstuderende. Desuden indeholder bogen fyldige kapitler om kommunikation og ledelse. Forfatterne er begge lektorer i pædagogik og psykologi ved Høgskolen i Telemark.
Hans Reitzels Forlag 236 sider • Pris 270 kr. ISBN 87-412-0226-0
Frække trolde og englehop
- en bog om bevægelse og aktiviteter for børnehavebørn og børn i indskolingen
Af Rosita Borén
Forfatteren til denne bog er uddannet idrætspædagog med rig erfaring på området. Rosita Borén efterlyser nogle ildsjæle, der vil være med til at bringe leg og bevægelse ind i børnenes hverdag. Børn er i dag understimulerede med hensyn til bevægelsesmæssige erfaringer, nogle er så inaktive, at det indebærer en sundhedsrisiko.
Bogen har en vision om, at børn og voksne skal få lyst til at sætte legen i gang, og give ideer til igangsættelse af leg og bevægelse, der beskriver den ekspressive idræts kvaliteter, formidlerens rolle samt legeaktiviteternes mål og forløb.
Der beskrives også konkrete aktiviteter til hjælp som pædagogisk virkemiddel til styrkelse af børnenes grundmotorik. Bogen kan være et værktøj i forbindelse med de vedtagne pædagogiske læreplaner i hhv. børnehaver, hvor "krop og bevægelse", og i børnehaveklasser, hvor "bevægelse og motorik" er et af seks temaer.
Pædagogisk Centrum 80 sider • Pris 228 kr. ISBN: 87-91420-04-0