Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Dagplejen
Af Elisabeth Lockert Lange
Der var engang….
Dagplejedagen i Glostrup var fyldt med eventyr. Og H. C. Andersen selv gik lyslevende rundt blandt børn, dagplejere, forældre og nysgerrige borgere på Glostrup Torv.
Små soldater med tornystre, høj sort hat og sværd ved siden. Havfruer i miniudgave med hale og udsmykning. Gule ællinger med små gule huer med fjer på. Svinedrenge med halm i tøjet og sorte kinder. Og små prinsesser med fine kroner og lyserødt tøj.
Fire legestuegrupper havde hver valgt et eventyr af H. C. Andersen og man må sige at de 28 dagplejere i Glostrup var gået linen ud. Flotte dragter og den flotteste pynt var at se på torvet. Også barnevognene var udsmykket med henholdsvis hunde med øjne så store som tekopper, svaner og æg, grise og halm og søstjerner, fisk og konkylier.
Mange af de voksne havde enten en havfruehale sat på dragten eller gik i fordums dragter med store forklæder og gjorde deres bedste for at ligne hekse.
Selv konen med æggene befandt sig den dag på torvet, hvor hun bar kurven på hovedet eller på armen.
"Dagplejerne har selv stået for hele processen og for hele arrangementet", fortæller dagplejeleder Anne-Marie Zöllner , formummet som en elegant H. C. Andersen med høj tophat, silketørklæde i halsen og eventyrbogen parat.
De sidste par måneder har tiden i legestuerne gået med at sy dragter, lave masker, klippe og male udsmykning. De har taget kontakt til Skoringen, som har bidraget med en masse skoæsker til at lave tornystre af, fundet halm på en rideskole og meget andet.
Og så har de alle bedt til vejrguderne om godt vejr og det fik de, køligt men masser af sol og blå himmel var der til dagplejens 84 børn.
Hver af dagplejens fire legestue havde – ud over hver sit eventyr – også valgt hver sit aktivitetstema. Historieoplæsning var naturligt nok en af aktiviteterne på dagplejedagen. Deruden var der dukketeater med altid populære Kaj og Andrea, sanglege og mulighed for at producere sin egen prinse- eller prinsessekrone.
Vigtig synliggørelse
Dagplejedagen er som bekendt en årligt tilbagevendende begivenhed. Men det gør den ikke mindre vigtig.
"Målet med dagen er først og fremmest at vise hvem vi er. Vi er jo sådan set kommunens største "institution", men det er svært at synliggøre, for den enkelte dagplejer er jo ude i eget hjem. Så det er vigtigt for os at kunne vise os frem og synliggøre vores kvaliteter på denne måde", fortæller Anne-Marie Zöllner.
Dagplejerne imellem betyder dagen også en masse. De samarbejder på tværs af grupperne og oplever et stort fællesskab. Fra starten af processen valgte hver gruppe en kontaktperson, som sammen med de tre andre kontaktpersoner koordinerede forløbet og fastlagde programmet.
Også børnene får en masse ud af både selve dagen og alle aktiviteterne op til dagen. Set i lyset af læreplaner kan man roligt sige at de udvikler en masse kompetencer.
"Ud over alt det kulturelle med H. C. Andersen og hans historiefortælling udvikler børnene sociale kompetencer gennem fællesskabet i dagplejen. Også det kreative får sit, for børnene er med til at lave det hele. Især de lidt større på to år og op har været aktive."
Dagplejer Marianne Bruhn-Andersen er udklædt som havfrue. I hendes legestuegruppe har de valgt eventyret Den lille havfrue, fordi de som ny gruppe i forvejen arbejder med havet som et gennemgående tema.
"Derfor var det så oplagt at vælge det eventyr. Og børnene synes det er sjovt. Pigerne får både havfruehaler og prinsessekroner på, for havfruen var jo også lidt prinsesse. Og drengene, prinserne, har også kroner på og blå kapper."
I forbindelse med deres projekt har børnene mødt de virkelige hav-ting, bl.a. på en tur til Danmarks akvarium. Inden da læste og talte de ombåde fisk og skildpadder og kiggede så på dem på turen. Og bagefter har de selv lavet akvarier med fisk foruden et "eventyrakvarium".
Velfungerende grupper
De små drenge der drøner rundt med deres sorte tornystre og høje sorte hatte er flotte illustrationer af eventyret om fyrtøjet og soldaten. Ham der møder heksen og hundene med de store øjne og får prinsessen og det halve kongerige til sidst. Og [ prinsesser er der mange af med fine silkekroner på hovedet. De ser bestemt ud til at bestemme over hele kongeriget.]
De valgte netop det eventyr, fortæller dagplejer Marianne Meisner , fordi de kunne se mulighederne for udklædning. Og slog til, ikke mindst efter de fik de tomme skoæsker til tornystrene og hattene. Som drengene forunderligt nok beholder på. Det mysterium opklarer hun ved at fortælle at de har holdt nogle generalprøver de sidste par dage, hvor børnene kunne gå rundt i tøjet og vænne sig det. I gruppen har de også læst eventyret for børnene, som trods deres alder fik stort udbytte af historien.
Da børnene bliver sultne bliver de bænket til brød og saftevand ved et langt bord som står på torvet. Bag dem står dagplejerne "vagt" og varter op.
"Sådan foregår det ikke til daglig", forsikrer Anne-Marie Zöllner med en latter. "Dagplejepædagogikken handler netop om det nære, og til daglig sidder de voksne sammen med børnene ved spisebordet."
Hun er tydeligt tilfreds med dagen:
"Alle dagplejerne er med i dag. Det viser noget om hvor velfungerende gruppen af dagplejere er. Rigtig dygtige og igangsættende – de vil gerne en hel masse. Men dagplejen her bliver også regnet på lige fod med institutionerne og tages fx med i arbejdet med læreplaner på samme niveau. Det betyder også meget at vi er synlige på kommunens hjemmeside, så forældrene kan se hvad vi kan."
Dagplejen i Glostrup er da også meget populær og har stor søgning. Der er ingen problemer med at få børn nok. Og det er også et succeskriterium.