”Så længe I stemmer, som I gør, må I bøje nakken og acceptere de ringere vilkår. Så længe I ikke protesterer, demonstrerer og aktionerer, er I medansvarlige for afviklingen af velfærdssamfundet og arbejdstagerrettigheder.”

Leder af Jan Hoby, næstformand i LFS

Abracadabra– Om politisk hokus pokus

Tryllekunstnere kalder det en afledningsmanøvre. Kunsten at aflede tilskuernes opmærksomhed fra det, der sker lige foran dem. En håndbevægelse, et trylleord og et lommetørklæde slører tryllekunstnerens bedrag og efterlader publikum måbende.

Siden finanskrisen i 2008 har danske og europæiske politikere afledt borgernes og vælgernes opmærksomhed fra, hvad der var årsagen til krisen, og hvad der løser den. De har formået at sløre, at det ikke var velfærdsstaten eller de europæiske lønmodtagere, der forårsagede den krise, der kastede millioner af europæere ud i arbejdsløshed, boligmangel og armod.

Alle dem, der har bidraget til fælleskassen har afmægtigt set til, mens både højre- og venstrefløjen har stukket sugerøret ned i fællesskabets kasse, alt imens de skreg: ”Abracadabra!”

Det er lykkedes dem at komme igennem med tryllebudskabet om, at velfærdsstatens overlevelse afhænger af, at alle holder for. Altså alle undtagen dem, der forårsagede finanskrinsen: Kapitalfonde, banker, realkreditinstitutioner og andre ’kriminelle i jakkesæt’.

Budskabet er klart: Pension var noget dine bedsteforældre fik, og Ryanairs arbejdsvilkår er ’The New Normal’. Det eneste vi, som lønmodtagere fremover er fælles om er, at stå alene i kampen for velfærdsstaten.

Men politikerleden er stigende. Efterhånden er det ved at gå op for danskerne, at folketingsvalg ikke er en garanti for demokrati, retfærdighed og lighed. Derfor vælger flere i afmagt sofaen frem for stemmeboksen.

Når 66 pct. af danskerne ønsker mere velfærd, flere offentlige ansatte og højere skat, og 66 pct. ikke stemmer på partier, der vil det, så er der noget galt. Når 89 pct. vil have minimumsnormeringer i daginstitutioner, men der ikke er 89 pct. der stemmer på partier, der vil indføre minimumsnormeringer, så er der også noget galt. Det kunne selvfølgelig sige noget om meningsmålinger, men mon ikke det siger mere om trylleriets effekt?

Men hvor de danske lønmodtagere har i stor stil selv accepteret trylleriet, har store dele af befolkningerne i Spanien og Grækenland fået nok af afledningsmanøvrerne. Derfor har de stemt de helt nye partier Podemos og Syriza til magten. Borgerne vil et andet samfund. De har stemt nej til mere marked, Ryanair-lignende arbejdsvilkår og tyveri af fællesskabets værdier. De har stemt ja til mere velfærd, retfærdighed og lighed.

De har indset, at surmuleretten, klagesangen og sofaen ikke har ført til forandringer.

Næste gang du hører nogen jamre over nedskæringer, forringelser og besparelser på sygehuse, ældreplejen, dagtilbudsområdet, så sig til dem:

”Så længe I stemmer, som I gør, må I bøje nakken og acceptere de ringere vilkår. Så længe I ikke protesterer, demonstrerer og aktionerer, er I medansvarlige for afviklingen af velfærdssamfundet og arbejdstagerrettigheder.”

Hvad, du stemmer, er dit valg. Men er du offentlig ansat og stemmer på partier, der vil have mindre velfærd, færre offentligt ansatte og sænke skatten, så mister du samtidig retten til at klage over dine vilkår. Stemmer du på partier, der ikke vil indføre minimumsnormeringer, så skal du nok skrue ned for brokkeriet over forholdene i landets daginstitutioner.

Budskabet er simpelt. Der er rum til handling. Men det kræver kollektiv handling at lave en kovending væk fra nedskæringspolitikken.

Valget dit og mit – vælg nu det rigtige!