Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
”Sig det med det samme”
Underretninger. Pædagogisk leder i Vuggestuen Filosofvænget, Anja Persson, kan sagtens forstå det dilemma, pædagoger står over for, når de har en bekymring og overvejer at underrette. Hun anbefaler, at man giver udtryk for sin bekymring lige så snart den opstår, i stedet for at lade det eventuelle problem vokse ved at tale for meget om det, inden man handler.
Tekst og foto: Trine Mariager
"Jeg oplever tit, at vi er bange for at blande os. For det er jo en svær samtale at skulle tage, når man skal fortælle forældre, at man bekymrer sig for deres barn. Der er en vis berøringsangst, fordi man er bange for at sige noget, som ikke er rigtigt. Og det kan jeg godt forstå, for det er ikke en sjov samtale at skulle have. Men vi glemmer bare, at vi faktisk er børnenes talerør – og ikke de voksnes. Vi har som pædagoger ét mål, og det er, at børnene trives. Derfor må vi ikke lade os skræmme af den svære samtale,” siger Anja Persson, der er pædagogisk leder i Vuggestuen Filosofvænget.
Smalltalk er vigtig
Anja mener, at det er vigtigt, at vi får snakket om bekymringen, før den vokser sig større:
”Det hele starter jo som en følelse nede i maven – en bekymring – og så begynder vi at tale med vores kollegaer om det, og så eskalerer det. Pludselig er det blevet italesat så meget, at problemet har vokset sig større end det egentlig var, og så bliver det endnu sværere at sige til forældrene. Vi skal bare sige det med det samme. Når vi oplever noget, så siger vi det med det samme. Det er også derfor, at smalltalk i garderoben osv. er så vigtig. Her kan vi harmløst nævne noget vi har observeret. Vi kan spørge naivt og nysgerrigt uden, at det bliver for formelt og højtideligt”.
”Vi skal ikke diagnosticere”
Anja Persson oplever ofte, at pædagoger, der har en bekymring for et barn, spekulerer meget over, hvad årsagen til bekymringen er, og det mener hun ikke er pædagogens job:
”Vi skal slet ikke diagnosticere! Vi skal bare fortælle hvad vi har observeret. Vi skal bare sige, hvis vi har en bekymring. Det er det eneste, vi skal. Så skal vi være dygtige til at sige det på en måde, så vi kan være det bekendt og det kan tåle dagens lys – både hvis bekymringen holder stik og hvis den ikke gør”. Anja Persson mener, at kommunikationen med forældrene er altafgørende for et videre samarbejde efter underretningen:
”Det er så vigtigt at spille med åbne kort. Vi skal fortælle forældrene hvad vi har observeret, og så skal vi være rigtig dygtige til at fortælle dem i lavpraktiske detaljer hvad det egentlig betyder, at man laver en underretning. For det er jo en hjælp til forældrene og barnet – ikke en straf, som mange fejlagtigt tror”.•