Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
LFS' almenbestyrelse delte hjemmebagte boller og pjecer ud til forældre og medarbejdere, da bestyrelsen markerede utilfredsheden med de dårlige lønforhold på den private daginstitution Børnehuset Svanen.
Protest mod privat daginstitution
Som det fremgik af sidste nummer_af LFS Nyt byder den private daginstitution Svanen sine medarbejdere på nogle vilkår, der ligger langt under, hvad overenskomsten byder. For en pædagogmedhjælper drejer det sig om op mod 36.000 kr. mindre om året i løn og pension end medhjælperen ville få i en kommunal daginstitution. Ejeren af Børnehuset Svanen på Østerbro, der også driver Børnehuset Giraffen på Amager, har indtil videre og over et længere forløb afvist at indgå overenskomst for de pædagogmedhjælpere, som institutionerne har ansat.
Derfor valgte LFS’ almenbestyrelse at henlægge sit møde den 13. maj til fortovet overfor den private institution Svanen. Formålet var at informere ansatte og forældre om de markant dårligere lønvilkår, ansatte har uden overenskomst. Almenbestyrelsen havde til lejligheden udarbejdet en folder og flyers med oplysninger om de forhold, som institutionen byder deres ansatte. Dem delte de ud sammen med friskbagte boller til børnene.
”Det gik fint, vi kom i dialog med adskillige ansatte og forældre om de oplysninger, som FOAs jurister har formidlet til os om kontrakter, lønningsniveau og pension,” siger Thomas Enghausen, der ser frem til at Københavns Kommunes fokus på Fair Forhold, bl.a. i Metrobyggeri og lufthavnen, også breder sig til private institutioner, som modtager offentligt tilskud men ikke giver overenskomstmæssig løn.
Kommunerne skal give færre førtidspension
Selv om LFS i hverdagen oplever, at det næsten er umuligt at få tilkendt førtidspension, mener Ankestyrelsen, at kommunerne er for lemfældige, når de tildeler den.
Ankestyrelsen har foretaget en undersøgelse af kommunernes praksis og konkluderer, at tilkendelsen i 33 pct. af de undersøgte sager er sket på for løst og forkert et grundlag.
”Det er for mig helt uforståeligt. Vi oplever i hverdagen, at det praktisk talt er umuligt at få førtidspension og at det som oftest kun sker efter længere tids tovtrækkerier med kommunerne,” siger socialrådgiver i LFS, Susanne Brink Andersen.
Hun frygter nu, at ikke mindst omegnskommunerne vil stramme yderligere op.
”Vi må nok forvente, at det betyder, at en yderligere opstramning i forhold til at bruge ressourceforløb er på vej. I forhold til København kan vi håbe på, at stramningerne ikke bliver til noget, da kommunen allerede har haft strammet meget – måske også mere end omegnskommunerne.”
Danskerne vil have minimumsnormering
89 pct. af danskere mener, ifølge Epinion, at der bør indføres en grænse for, hvor mange børn der maksimalt må være pr. voksen ansat i en daginstitution. Kun 5 pct. er uenige.
Haraldsgårdencskal holde åbent hele døgnet
Som besluttet under sidste års budgetforhandlinger får den døgnåbne daginstitution Vartov i Københavns indre by nu en pendant på Nørrebro. Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsudvalg har nemlig udpeget den selvejende institution Haraldsgården, som den anden institution i byen, der skal have åbent døgnets 24 timer.
At det blev Haraldsgården, der den 1. august ændrer åbningstiderne, skyldes blandt andet dens størrelse og placering i nærheden af de tre store arbejdspladser med skæve arbejdstider; Rigshospitalet, Bispebjerg Hospital og politistationen i Bellahøj.
Haraldsgårdens døgnafdeling får 10 pladser. I budgettet er afsat 4 mio. kr. til drift og 150.000 kr. til indkøb af senge, legetøj og andet udstyr.
Dagplejerne i Lyngby-Taarbæk var mødt frem foran rådhuset for at vise deres utilfredshed med, at lokalpolitikerne gennem en længere periode har haft dagplejen under afvikling i en eller anden grad. Foto: Trine Mariager.
Dagplejere ’prikkede’ til politikerne
Skal Lyngby-Taarbæk have en kommunal dagpleje i fremtiden? Det uafklarede spørgsmål har martret dagplejere og forældre i den nordsjællandske kommune i lang tid. Det fik dem midt i maj til at aflægge kommunens rådhusplads et besøg, mens lokalpolitikerne holdt kommunalbestyrelsesmøde.
”Vi var sammen med forældre og børn mødt frem for at vise politikerne, hvem er vi er og at vi føler, at de har trådt på os. Gennem syv-otte måneder har vi været skåret væk i forskellig grad. Det tærer på kræfterne, at være peget ud i så lang tid og ikke at vide, hvor det ender,” siger tillidsrepræsentant for dagplejerme i Lyngby-Taarbæk Kommune, Anne-Vibeke Søs Feilberg.
Ifølge KL’s aftale med regeringen skal kommunen spare 1 pct. om året, men for at være sikker på ikke at komme til at få underskud budgetterer kommunen med yderligere 1,5 pct.’s besparelser. I efteråret fik kommunen udarbejdet en strukturanalyse, som skulle identificere potentialet på børn- og ungeområdet. Imidlertid var der intet at hente på skoleområdet og på daginstitutionerne, mens man med et pennestrøg kunne spare en stor del ved at lukke dagplejen og begrænse specialundervisningen. Det har så siden været spørgsmålet.
Imidlertid har der været så mange forældreprotester og så stor uenighed om besparelsen, at flere politikere nu har hevet i land. Således vil Venstre, Socialdemokraterne og Enhedslisten bevare dagplejen.
Tilbage ligger to forslag, der dog begge går på en beskæring af dagplejen.
I det ene vil man skære dagplejen ned fra ca. 160 pladser til 60. Her vil man beholde dagplejepædagogerne, men lægge ledelsen ind under daginstitutionerne. Konsekvensen vil være en naturlig afgang og afskedigelse af op mod 25 af 43 dagplejere med to om året. Besparelsen vil først være hentet hjem om 10 år.
I det andet forslag vil man reducere dagplejen til 80 pladser, og man vil beholde en leder og to pædagoger. Også her vil afskedigelserne ske over en længere periode. Besparelsen vil være hentet hjem på fire år.
Anne-Vibeke Søs Feilberg sporer dog en udvikling i spørgsmålet, der netop har overstået høringsfasen.
”Dagplejen er blevet set og hørt. De har fået mere end 50 breve fra forældre, og jeg tror, at det er kommet bag på dem, hvor stor opbakning dagplejen egentlig har. Og så er vi kommet ud af busken med blandt andet denne happening, hvor flere politikere kom ud og tilkendegav deres sympati og snakkede med forældre, dagplejere og med repræsentanterne fra LFS. Desværre sidder der stadig mange, der mener, at vi skal beskæres,” siger hun.
”Men vi er lettede over, at man ikke skal ud at fyre 20 dagplejere her og nu. Til gengæld er det, der står tilbage ikke det store værd, men over tid kommer nye politikere, så kan vi måske få det ændret,” siger hun.
Kommunalbestyrelsen beslutter den 25. juni, hvad der skal ske med dagplejen i Lyngby-Taarbæk.
LFS sympatiserer med 'Luftens Helte', der har taget kampen op mod Ryanair og angrebet på Den danske model.
Ryanair-sag afgøres 15. juni
Arbejdsretten har besluttet at sagen om, hvorvidt Flyvebranchens Personaleunion, FPU, og Serviceforbundet har ret til at strejke mod Ryanair skal behandles endeligt den 15. juni i Arbejdsretten. Sagen er anlagt af LO på vegne af FPU, der er en del af Serviceforbundet, fordi Ryanair ikke vil tegne overenskomst for de medarbejdere, der skal ansættes i Kastrup Lufthavn og ikke vil anerkende, at dansk arbejdsret og strejkeretten gælder for dem. De mener, at sagen skal føres for en irsk domstol og efter irsk arbejdsret, da de er et irsk selskab. Grundlæggende mener de ikke, at lønmodtagersiden skal have nogen midler til at lægge pres på arbejdsgiveren ved forhandlingsbordet, men at arbejdsgiveren skal have ret til at diktere forholdene efter for godt befindende. Arbejdsretten har nu vurderet, at de godt kan behandle sagen.
Får LO medhold, er håbet, at det kan trække Ryanair til forhandlingsbordet og at der så kan indgås overenskomst. Hvis de ikke vil det, kan den øvrige danske LO-fagbevægelse iværksætte sympatikonflikter. Vælger Arbejdsretten, at EU-retten eller irsk ret er gældende, ser det ifølge formand for Almenområdet i LFS, Thomas Enghausen ikke godt ud.
”Så stiller det den danske fagbevægelse og det danske arbejdsmarked overfor en række helt nye udfordringer,” siger han.