Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Helle Thorning lancerede i forbindelse med valgudskrivelsen en børnepakke. Men den er spild af penge, mener Jan Hoby. Foto-collage: Falk&Musen, Scanpix og Jon Arskog.
Tiden er den rette . . .
. . .Til at rette op ?
Børnepakke. Med ordene ”Tiden er den rette,” udskrev Helle Thorning-Schmidt valg til afholdelse torsdag den 18. juni. Op til valgudskrivelsen lagde regeringen op til en valgkamp, der skal stå om den danske velfærd. Først kom børnepakken og så en plan, der også skal kaste penge over andre kernevelfærdsområder. Men på børneområdet er det spild af penge, siger Jan Hoby
Tekst: Jon Arskog
Frem mod 2020 vil regeringen, hvis den altså bliver genvalgt, år for år bruge 3 mia. kr. mere om året på velfærd – sammenlagt 39 mia. kr. mere end i dag.
Pengene skal bruges på at forbedre velfærden på de fire områder: 15 mia. kr. til bedre sundhed og en værdig alderdom, 5 mia. kr. til bedre daginstitutioner, uddannelse og socialmobilitet, 4 mia. kr. til forskning, vækst og grøn omstilling, og 15 mia. kr. til bedre tryghed for borgerne og til socialt udsatte.
Børnepakken er spild af penge
Med den børnepakke som regeringen lancerede knapt en uge før valgudskrivelsen – og som altså skal vedtages i et nyt Folketing, har regeringen afsat 250 mio. kr. i 2016 stigende til 1 mia. kr. i 2019. Derudover foreslår regeringen, at der i samme periode afsættes yderligere sammenlagt 2,5 mia. kr. til et samlet løft af dagtilbudsområdet.
Men eftersom pakken er blottet tiltag, der kan skabe bedre normeringer og eftersom den på flere områder er selvmodsigende, har næstformand i LFS, Jan Hoby ikke meget til overs for pakken.
I en gennemgang af elementerne i udspillet, siger han:
”Alt der ikke handler om flere pædagoger og bedre normeringer i daginstitutionerne er at kaste gode penge efter dårlige penge. Al forskning peger på, at det der er brug for er, at der skal være færre børn pr. voksne. Med de her flere midler til mere pædagogisk personale taler vi reelt om seks pædagoger mere til hver af de 98 kommuner. Det er mere bare ord, end det reelt er noget, der vil kunne mærkes,” siger han.
”Når de vil øge kompetenceudviklingen, så vil jeg bare sige, at man kan kompetenceudvikle herfra og til verdens ende, men hvis der ikke er hænder nok til at tage sig af børnene, så spiller det ingen rolle”.
I forhold til en styrket kvalitet på 0-2 års området med mere faglig sparring i dagplejen, flere indholdsmæssige krav til de private og et styrket tilsyn med de private ordninger, er det svært for ham at være uenig.
”Det er på tide, at dagplejen styrkes og at man vil sætte ind over for de private. Men det kan undre, at man overhovedet har tilladt de private pasningsordninger. Der har længe været begrundet mistanke om, at de flyver under radaren ude i virkeligheden både i forhold til kvaliteten rent fysisk, fagligt og ledelsesmæssigt. Det er totalt Klondyke derude – det er lovløshed og den sociale og pædagogiske dumping, der er sket og sker, er også sket på denne regerings vagt,” siger han og vender tilbage til snakken om bedre normeringer, når talen falder på det, at regeringen med børnepakken vil skabe bedre trivsel for børnene.
Under punktet ’Bedre trivsel’ peger regeringen på, at den vil skabe bedre rammer i dagtilbuddene, så støjen begrænses, arbejdsmiljøet styrkes og sygefraværet blandt medarbejderne nedbringes.
”Det hænger sammen med bedre normeringer. Det er fint at skabe bedre fysiske rammer og tage hånd om støj og indeklima, men en styrkelse af arbejdsmiljøet og en nedbringelse af sygefraværet kræver flere medarbejdere. Det syge arbejdsmiljø kommer af, at medarbejdernee skal løbe fra Herodes til Pilatus på den halve tid. Og så må jeg sige, at de andre punkter med forældrebestyrelsers repræsentation og retten til at blive inddraget i arbejdet med de pædagogiske læreplaner intet har med trivsel for børn at gøre.”
Daginstitutioner som forberedelse til skolen
Under punktet ’Bedre læring og sammenhæng i skolen’ stritter det hele på Jan Hoby. Regeringen foreslår blandt andet sprogvurdering af alle 3-årige i dagtilbud, en styrket sammenhæng mellem dagtilbud og skole, og forskning i dagtilbuds betydning for uddannelse og social mobilitet.
”Nu er sproget blevet det, der skal forløse den sociale ulighed. Man taler antager at der er noget galt med børns sprog og kopierer amerikanske metoder, hvor børns ret til at bestemme deres egen tid og indgå i de fællesskaber, hvor de leger med sproget og hvor sproget har en funktion, der er virksom, fratages dem. Man taler lige ind i alle de strukturalistiske metoder, der er linet op og klar til at blive indført, uagtet at al forskning på området viser, at det ikke virker i det lange løb. Det er uden krop, uden leg. Det er forskole og vil være noget, der kommer til at skabe mere eksklusion end inklusion i samfundet. Børnene tror, at de skal præstere i stedet for at interagere. Det i sig selv vil også være ekskluderende, fordi det vil udstille dem. Det vil igen være de børn, der kommer fra baggrunde, hvor forældrene ikke har evnerne til at sætte sig ned med børnene og læse derhjemme. Det sprogarbejde tager tid fra andre ting, der kunne være mere nyttige.”
”Her ruller man virkelig udviklingen tilbage. I dag er det op til de enkelte ledere at vurdere, hvem der skal have en sprogvurdering. Hvis alle 3-årige skal sprogvurderes vil det blive et kæmpe ressourcespild – en tidsrøver, der fjerner tiden fra dem der har allermest behov for den. Hver test tager en halv time. Prøv lige at gange det op med, hvor mange 3-årige der er i daginstitutionerne. Så vil de seks ekstra pædagoger, der muligvis vil blive ansat i hver enkelt kommune være endnu mere ubetydelige.”
”Man tror, at man kan fikse en række sociale, uddannelsesmæssige og samfundsmæssige problemer, hvis man kan tale dansk og har et bestemt ordforråd, men det er helt andre parametre der skal til, hvis man vil generere lighed. Hvis man vil det, skal der mere tid til det nære, til det kærlige og omsorgsfulde og til børnenes leg med sproget. Det væsentlige i den forbindelse er, at det pædagogiske personale har tid til børnene,” siger han.
Politikerne kryber udenom
Resten betegner han som skolificering af dagtilbuddene og ignorering af al tilgængelig og lødig forskning.
”Alle der har børn under tre år ved, hvor krævende det er at have barn. Derfor skal der maksimalt være tre børn pr voksen i vuggestuerne. Den her børnepakke er hverken for børn eller ansatte. Den er en narresut. Det er ligesom med Folkeskolereformen. Der er intet belæg for, at det virker. Hvis viden var en forudsætning for denne pakke, så havde man overhovedet ikke lavet den, og man havde heller ikke snakket sig uden om det faktum, at den dyreste løsning her og nu, er den billigste på sigt. Hvis man i stedet for at pålægge institutionerne alle de opgaver og lagde pengene i bedre normeringer, så var langt hovedparten af problemerne løst. Der skal 5000 nye pædagoger til. De koster ingenting i forhold til indkøb af kampfly.”•