Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Socialforvaltningen vil ’Tæt på Familien’
Omstilling. Alt for mange udsatte unge har for dårlige chancer for at opnå et selvstændigt og godt voksenliv. Med inspiration fra blandt andet Sverige er Københavns Kommunes Socialforvaltning derfor gået i gang med en omstilling til en mere helhedsorienteret indsats på tværs af faggrupper og med vægt på inddragelse af den unge, dennes familie og netværk.
Tekst: Jon Arskog
Københavns Kommunes Socialforvaltning har kastet sig ud i en omstilling af hele ungeområdet. Det drejer sig ikke kun om sammenlægningen af Børnefamiliecentrene og DU Børn i Borgercenter Børn og Unge. Med inspiration fra blandt andet den svenske kommune Borås og fra Herning Kommune, har Borgercenter Børn og Unge også sat gang i en fuldstændig omstilling af måden, hvorpå der arbejdes med udsatte unge.
Med programmet Tæt på familien, som blev iværksat på ungeområdet den 1. januar 2015 og skal løbe til udgangen af 2017, vil forvaltningen således skubbe til den igangværende udvikling ved i højere grad at inddrage familie og netværk i arbejdet med den situation den unge står i. Tanken er, at de udsatte unge ikke skal være passive modtagere af hjælp over en længere årrække.
I stedet skal socialarbejderne gennem nogle tidligere, kortere veltilrettelagte forløb understøtte de unge i at aktivere sig selv, familien og netværket, så de sammen kan håndtere de problemer, som tynger familien. I sidste ende skal det føre til, at de udsatte unge får samme mulighed for at leve et godt og selvstændigt liv med uddannelse, job, bolig og en tro på fremtiden som andre unge, sådan som resultaterne fra Sverige og også Herning indikerer, forskellene i kommunernes størrelser og kompleksitet til trods.
Fra omsorgsrolle til facilitator
”Tæt på Familien er en måde at sætte turbo på en udviklingsproces, der har været i gang i et par år og som nogle institutioner allerede arbejder med. Det er et paradigmeskifte i tiden på velfærdsområdet, der handler om at udnytte de ressourcer, der findes i alle familier og i deres netværk – også i de familier, der er udsatte. Det handler om at gå fra en omsorgslogik til en facilliterende rolle, hvor vi producerer velfærd sammen med borgerne,” fortæller Hallur Gilstón Thorsteinsson, der er programchef på ’Tæt på Familien’.
Han peger på erfaringerne fra det psykiatriske område, hvor man de sidste mange år har arbejdet med ’empowerment’, hvor de unge og familierne inddrages aktivt som ressource.
”Målet med omstillingen er, at øge de unges sociale mobilitet, som handler om, at alle unge får mulighed for at realisere deres evner. Ens baggrund skal ikke være afgørende for, hvad man selv bliver. Der er nogle rigtig stærke perspektiver i det her. Det giver mening økonomisk, men i høj grad også menneskeligt,” konstaterer han og peger også på erfaringerne fra Sverige, hvor investering i en tidlig, forebyggende indsats, hvor et tæt samarbejde mellem socialrådgivere, sagsbehandlere, pædagogisk personale, den unge og familierne, og hvor størst mulig normalisering af den unges hverdag og en hyppigere opfølgning betyder, at man er kommet på forkant med mange af sagerne.
”Det er også det, der er det grundlæggende i vores omstilling. Men det der er vigtigt i København, hvor vi pga. vores størrelse har nogle andre muligheder end i andre kommuner, er, at vi for første gang har samlet hele paletten af tilbud i én organisation. ’Tæt på Familien’ kommer derfor også til at handle om, hvordan vi udnytter de ressourcer, vi har i den organisation og på bedst mulige vis får sat dem i spil – ikke mindst i forhold til det forebyggende arbejde, og hvordan vi får et tættere samarbejde med familierne,” siger han.
'Tæt på Familien' er ikke en sparemanøvre, men en total omstilling af måden, SOF arbejder med udsatte børn og unge på. Fremover drejer det sig om, at hjælpe den unge, familien og netværket til at hjælpe sig selv, lader programleder Hallur Gilstón Thorsteinsson forstå.
En udfordring for alle
Ifølge Hallur Gilstón Thorsteinsson arbejder flere institutioner allerede efter principperne i ’Tæt på Familien’, men der er en del steder der står overfor en større og udfordrende omstilling i forhold til det hidtidige pædagogiske relationsarbejde. Nu skal arbejdet rettes mod ikke bare den unge, men hele familien og netværket, og det skal gøres på kortere tid.
”Jeg tror, at det, der kommer til at udfordre det pædagogiske personale er, at den her tænkning betyder, at de relationer, som jo opbygges omkring nærvær og tillid, skal opbygges på kortere tid og med overlevering og brobygning for øje,” siger han, men peger også på, at der skal kigges på, hvilke former for kompetenceudvikling, der er behov for, så medarbejderne kan løfte opgaven.
Selvom en del af omstillingen også er, at der skal anbringes mindre på institutioner, afviser han, at man ikke længere må anbringe på døgninstitutionerne.
”En af de største udfordringer for omstillingen har været forskellige opfattelser af, hvad ’Tæt på Familien’ egentlig er. Jeg hørte flere steder, at det handlede om, at man ikke må anbringe længere. Det er overhovedet ikke det, der ligger i det. Det vi skal, er at tænke på, hvordan vi anbringer – og at vi skal sørge for, at når vi anbringer, så tænker vi stadig på at aktivere ressourcer og normalisering i almensamfundet. Der er unge, hvor det ikke er realistisk at anbringe på andre måder. Der ér det den bedste pædagogiske praksis, vi kan tilbyde dem. Når det er sagt, er jeg sikker på, at der er rigtig meget ’plejer’ i det på nogle døgninstitutioner, som der kan arbejdes med,” siger han og afviser også at formålet skulle være at spare penge.
”Jeg tænker ikke ’Tæt på Familien’ som en spareøvelse og det har jeg også fået tydelige tilkendegivelser om. Det her handler ikke om, at vi skal bruge færre penge på de udsatte familier, men at vi skal fokusere indsatsen, så det giver mening og så vi understøtter den positive forandring. Det betyder, at den måde de løser kerneopgaven på i dag, den vil ændre sig i de kommende år. Så vi skal i stedet kigge på, hvordan får vi indrettet nogle mere fleksible tilbud, hvor vi kan sætte hurtigere ind. Og så skal vi have gjort op med den der lidt firkantede ’bestiller og udfører’-logik,” siger han og peger på, at der mangler nogle bud på, hvordan fremtidens institutioner kommer til at se ud.
”Det er nok tid til, at vi generelt kigger på hele paletten af tilbud og ser på, hvordan de fremtidige roller egentlig ser ud. Jeg tror, at vi vil se, at vi har brug for nogle af de specialiserede institutioner, som vi også har i dag – f.eks. vores store center CUKU, Center for udsatte og kriminalitetstruede unge. De er specialister på det område og skal være skarpe på den målgruppe. Men omstillingsarbejdet vil se anderledes ud på sådan et center end på et center, hvor vi har flere almindelige døgninstitutioner eller familieinstitutioner og den slags.”
Medarbejdere inddrages i udviklingen
Han understreger, at programmet, hvis man ser bort fra ansættelsen af 20 ekstra socialrådgivere til en tættere kontakt med den unge, ikke som sådan har en færdig skabelon at trække ned over hovedet på Borgercenter Børn og Unges medarbejdere.
”Vi ved ikke, hvordan det ser ud om tre år. Vi er nødt til sammen at finde ud af, hvordan vi gør det her. Vi har nogle hensigter og nogle mål: ’Tæt på Familien’ skal fire ting. For det første skal vi arbejde mere insisterende med opfølgning mellem sagsbehandlere og de unge, sådan at vi hele tiden er på forkant med udviklingen. For det andet, skal vi arbejde med at fastholde og opbygge støttende relationer mellem de unge, familien og omgangskredsen. For det tredje skal vi sørge for, at de integreres i det almindelige samfund. Og for det fjerde handler det om at blive bedre til at vores tilbud hænger sammen på tværs af organisationen og har den unges behov som omdrejningspunkt. Altså en sammenhængende indsats. Spørgsmålet er hvordan gør vi det,” siger Hallur Gilstón Thorsteinsson og peger på, at løsningerne skal findes i fællesskab.
”Vi ved, at vi har den her kæmpe muskel af erfaringer med indsatser. Vi har derfor valgt at lægge nogle principper ned over omstillingsarbejdet, som har et meget tydelig medarbejderinvolverende fokus. Så jeg tænker, at det er vores lokale ledere og medarbejdere i de enkelte tilbud, som forhåbentlig med inddragelse af de unge og deres familier kommer med nogle bud på hvordan,” siger han og konstaterer, at den proces sådan set allerede er i fuld gang.
Året 2015 var nemlig ikke mange uger gammelt, da de første workshops med ledere og medarbejdere blev gennemført. I foråret er en projektrunde blevet indledt med forslag til projekter, der skal implementere et ’Tæt på Familien’-mindset lokalt. På den baggrund er 14 projekter iværksat og de fremlægges og evalueres ved et såkaldt UdviklingsLab for ledere og medarbejdere Borgercenter Børn og Unge den 18. juni.
Når teståret 2015 er overstået udvælges indsatser, der skal eskaleres i 2016, mens 2017 skal byde på videreudvikling og kvalificering af tilbud, og tilpasning af organisation og tilbud. Det hele i samarbejde med en referencegruppe, hvor organisationerne, herunder LFS, sidder med.
”Vi er der, hvor de ideer vi fik på workshops’ne i foråret er blevet omsat og tænkt ind i den struktur, vi har lagt for året. Vi er i gang med de 14 projekter og er i gang med at planlægge endnu en projektrunde i efteråret for at få kvalificeret nogle flere projekter. Vi har også sat gang i nogle erfaringsgrupper på tværs af de seks myndighedsenheder, hvor de skal omstille hele sagsbehandlingen og sagsbehandlerrollen. Som det sidste lige nu, er vi i gang med at lægge en kompetenceudviklingsplan med fokus på vores foranstaltningspersonale. Så jeg tror, at vi her i løbet af det første år får nogle projekter, som giver et bud på, hvordan vi kan løse opgaverne. Men hvad der også bare er vigtigt er, at vi får sat nogle mennesker sammen på tværs, som ellers ikke ville sidde sammen. Det er rigtig vigtigt for løsningen af opgaverne i fremtiden.”•