Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Chancelighed. Det handler om mere end den sociale arv. LFS Nyt sætter i de kommende numre fokus på begrebet chancelighed. Vi har bedt en række repræsentanter fra forskellige fagområder at skrive om chancelighed ud fra deres perspektiv. Denne gang er det Sytter Kristensen, der er formand for LEV.
Tradition ekskluderer udviklingshæmmede
Tekst: Sytter Kristensen, landsformand i LEV.
De fleste forbinder nok chanceulighed med konsekvenser af forskelle i de sociale opvækst- og livsbetingelser. Forskelle som handler om forældrenes uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet eller psykosociale problemer, misbrug eller lignende i det miljø, som den enkelte vokser op i. Denne chanceulighed er efterhånden velbeskrevet – og har også fået en del politisk opmærksomhed de senere år – eksempelvis når det gælder sundhedsrelateret chanceulighed. Og det er jo godt.
Men chanceulighed er ikke alene et spørgsmål om denne slags sociale opvækst- og livsbetingelser. Mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, herunder ikke mindst mennesker med udviklingshæmning, er også berøvet chancer, som andre uden handicap har. Og min påstand er, at en væsentlig del af denne chanceulighed kan tilskrives traditioner og fordomme i den måde, vi behandler udviklingshæmmede på - snarere end selve deres funktionsnedsættelse.
Gennem mit mangeårige virke i arbejdet med og omkring udviklingshæmmede har jeg haft god lejlighed til at se, hvilken påvirkning det omgivende samfunds holdninger har på en hel gruppe af mennesker, hvis særkende er, at de i et eller andet omfang – og typisk hele livet igennem – har brug for andre menneskers støtte.
Et gennemgående træk i samfundssynet på udviklingshæmmede er, at de så at sige bliver ét med deres handicap. Det enkelte menneskes sociale baggrund eller andre individuelle træk, udviskes og negligeres et helt liv igennem alene, fordi man tilhører en bestemt diagnosegruppe.
Vi har omkring mennesker med udviklingshæmning opbygget et socialt liv, som stadig bygger på meget stærke institutionstraditioner. Vi antager med den største selvfølgelighed, at udviklingshæmmede har bedst af at bo sammen med andre udviklingshæmmede. Og i de her år, hvor kommunerne er ved at genopfinde fortidens megainstitutioner , er logikken tilsyneladende, at jo flere – jo bedre.
Det giver chanceulighed – vel at mærke en ulighed, som er mere forbundet med det institutionsliv, som traditionen påtvinger udviklingshæmmede end med deres funktionsnedsættelse. Chancerne for at blive inkluderet – eller minimere risikoen for stigmatisering – i lokalområdet, forringes. Mest af alt på grund af den institutionaliserede boform.
Set med LEV briller vil chancelighed for udviklingshæmmede forudsætte, at stat og kommuner tog værdierne i handicapkonventionen alvorligt. Ikke mindst artikel 19, der pålægger staten at understøtte mennesker med handicaps ret til et selvstændigt liv og muligheden for at være inkluderet i samfundet.
Egentlig meget enkelt og dog så uoverskueligt, når man ser på den virkelighed, som kendetegner dagens Danmark. – Store boligbyggerier forbeholdt en bestemt gruppe mennesker. Personalebesparelser, som gør det vanskeligt at komme udenfor boligen – f.eks. for at besøge sin kæreste.
Jeg tror ikke på de store revolutioner oppefra, så skal der ændres på livsbetingelserne for mennesker med udviklingshæmning, skal det ske i det arbejde, der sker ude i miljøerne.•
