Bakkehuset

Af Elisabeth Lockert Lange

Skræddersyede sange

Et musikprojekt i fritidshjemmet Bakkehuset er afsluttet med en cd, en plakat og en musik- og dansefestival i Købelev. Helt bortset fra det rent musikalske udbytte, har børnene fået en masse selvtillid og øvelse i samarbejdets kunst med på vejen.

"Vi er dem der kører med klatten." Synger nogle af børnene fra fritidshjemmet Bakkehuset og idrætsklubben Alhambra. Og det tror man på, når man har overværet smagsprøver på deres musik- og dansefestival. En festival som børn og voksne bagefter tog med sig på koloni til Købelev. Der optrådte de både for indbyggere der og for deres egne forældre som blev kørt dertil i bus.

Det er mildt sagt ikke første gang at fritidshjemmet med leder Henrik Pedersen i spidsen har lavet et ambitiøst og vellykket projekt. Tidligere projekter har omfattet et cirkus som de efter en dansk premiere rejste til Italien og optrådte med der, de har lavet cowboyfestival i Købelev, og de har lavet idrætsturneringer med kendte sportsfolk – for bare at nævne nogle af de større projekter, som institutionen har sat i søen i de otte år, den har eksisteret.

Som en del af projektet har børnene indspillet deres i alt 13 sange på en cd. Alle sangene er skrevet og sunget af børnene med god støtte og sparring fra de voksne, ikke mindst af projektets primus motor, musiker og pædagog Anders Riis.

Cd’en er lavet hen over hele året, hvor børnene løbende i hold har arbejdet med at komponere og skrive sange. Når hver enkelt sang var færdig indspillede de den, børnene sang, mens instrumentaldelen er leveret af de voksne. Som til sammen stort set udgør et husorkester, som Anders Riis fortæller.

Selvom cd’en var færdig et stykke tid før forpremieren i fritidshjemmet, valgte de først at frigive den lige op til, så nyhedens interesse var levende på selve dagen. Og det var den. Børnene sang for et meget lydhørt publikum af mange begejstrede kammerater, bedsteforældre og en del forældre.

"Børnene har været med i hele processen, og det har været dem der bestemte. Jeg oplever det er vigtigt at fange dem der hvor de er, og jeg talte fra starten med hver gruppe om, hvad de gerne ville. Det har været deres udgangspunkt, der har været udgangspunktet. Sangene er skræddersyet til dem, vi har blot bidraget med vores kompetence", understreger Anders Riis.

Alle aldersgrupper med

Idéen blev født i en båd for 1 1/2 år siden. Det var kort efter at Anders Riis var blevet ansat at de sad nogle stykker i en båd og sang og spillede. Og så slog det dem: de ville lave en musikfestival med det hele. Og det har de gjort. Gratis har det naturligvis ikke været at indspille cd, lave cover, plakat og id-kort, og fået det hele trykt og mangfoldiggjort.

"Vi har brugt mange penge på det, fordi vi har valgt at prioritere det højt. Det har været det vi gerne ville. Som også vores tidligere aktiviteter og projekter viser, kan vi i det hele taget lide at gøre noget ekstra ud af tingene. Og selvfølgelig har det kostet i både personaleressourcer og samarbejde, for man skal jo ikke glemme alle dem, som også har ydet noget ekstra, uden at de har været med i selve musikprojektet. Når nogle voksne har lavet musik med en mindre gruppe børn, har andre voksne jo haft flere børn at tage sig af. Alle har ydet deres", vurderer Henrik Pedersen og tilføjer:

"Og vi kan se den store udvikling med en voksende selvtillid og stigende interesse for musikken, som børnene er gået igennem." Netop forløbet har været det primære, selvom børnene lige nu oplever deres optræden og selve produktet som stort.

"Alle aldersgrupper har været med fra de små seksårige til de store på 14 år. Det har betydet at jeg har skullet være meget bevidst om tilgangen til projektet. Den skulle være forskellig afhængig af hvilken aldersgruppe jeg arbejdede med. Med de helt små har vi nærmest leget det frem. Mens de store selv havde en klar idé om hvor de ville hen. Så for mig har arbejdet med grupperne gået fra lege med ordrim til nærmest at være konsulent og tovholder", fortæller Anders Riis.

Institutionen lagde ud med at åbne for fri tilmelding til projektet, og stort set alle børnene ville være med.

"Og det er da også vores opgave som voksne at gøre dem interesserede. Hvis de ikke gider så er det fordi vi ikke har inspireret dem nok. Når vi gør det godt nok, så får vi dem også med. Vi har også skullet gøre meget for at fastholde deres interesse over så relativt lang tid som et år, det har været et langt forløb." Henrik Pedersen indskyder:

"Ja det er altafgørende at kunne inspirere og motivere folk, så de brænder for noget og vil det. Også for de voksne som har været med. Det kendetegner i det hele taget huset her og det vi står for: intet er umuligt for den der bærer viljen i hjertet. Selv kan jeg kun synge "Se den lille kattekilling", men jeg er stolt af at vi kan lave sådan et projekt, at vi lægger alle forbeholdene til side og kaster os ud i det. Og måske er det fordi vi hele tiden får nye idéer at vi ikke brænder ud."

Identitetsskabende

Rent musikalsk oplever Anders Riis at han måtte sætte sin egen musiske professionalisme til side og tage udgangspunkt i børnene. Det har været deres dagsorden.

"Udgangspunktet er forskelligt afhængig af hvem jeg arbejde med. Med pigerne på 14 år er det vigtigt at de har noget at identificere sig med. Undervejs lærer de at lytte til hinanden, de får en god forståelse for hinanden, og for at de ikke alle sammen kan spille første violin hele tiden. I forhold til de små opdagede jeg at arbejdet med musikken skulle leges. Jeg synes i øvrigt det er fint at lave noget, som på denne måde spænder over hele aldersgruppen fra 6 til 14 år. Jeg oplevede at de mindre lyttede uden for døren, hvor de store øvede. Derfor blev de selv inspireret bl.a. til at lave sange på engelsk, så de små synger en engelsk sang med stærk dansk accent. Det er fint at de inspirerer hinanden på den måde", fortæller han og fortsætter:

"Jeg har altid holdt utrolig meget af musik, og i et projekt som dette er der kød på de ting, vi tilbyder dem. Dette er et håndgribeligt projekt fra de har skrevet sangene, til de indspiller cd’en og står på scenen. Det har ikke været stjerne for en aften-ræs."

Anders Riis fremhæver at noget meget vigtigt ved et projekt som Stjerne-ekspressen er at børnene finder ud af noget, de er rigtig gode til.

"Det er identitetsskabende. Nogle finder en "kasse" hvor de er dygtige, fordi vi giver dem mulighed for at finde nicher, hvor de kan have det godt. De fik stor frihed og lov til at lave rimene, som de ville lave dem, projektet har ikke været særlig tynget af ret meget pædagogisk korrekthed. Jeg har lagt min egen musiske og professionelle forfængelig og æstetik væk og lyttet til dem. Jeg har guidet dem og har flere gang oplevet at blive underkendt", siger han og tilføjer:

"I projektet har vi tydeligt oplevet at børnene er et hold, at projektet har skabt et fællesskab og en samhørighed."

Kompromisets kunst

Freia Østergaard, Nanna Honoré, Maria Drengsgaard og Line Jensen er alle 14 år. De har alle fire gået til korsang og de kan alle fire både synge og læse noder. Straks efter sommerferien da tilbudet dukkede op om musikprojektet, meldte de sig til med det samme.

De havde ofte talt om at lave deres egen musik og de ville rigtig gerne prøve. Projektet så de som en chance for at føre nogle idéer ud i livet. Og at det har været gennemført fedt, er de alle fire helt enige om. "Vi har kunnet gøre en masse. Vi har kunnet komme herover og lukke idéer ud, lave noget selv, bruge alle vores idéer, det har været noget af det fedeste. Det har også været fedt at stå foran publikum og synge. Og at det er ens eget. Og det har været sjovt at indspille", fortæller de mere eller mindre i munden på hinanden.

Tre sange har de lavet. To timer om ugen brugte de. Først lavede de selve melodien, derefter satte de tekst til. Og så indspillede de den. En sang af gangen med deadline på. Og deadlines er frustrerende, det er de også enige om.

"Vi finder først melodien ved at vi sidder og nynner, og Anders spiller lidt. Han er god til at fortsætte vores melodi. Og vi siger det direkte, når vi ikke kan lide det han laver. Han sagde undervejs at vi er nogle hårde bananer. Det var os der bestemte hele tiden."

De fire piger er også enige om at rose Anders Riis "fordi han er god til at kunne få idéer, og han har hjulpet meget med det engelske sprog, som var en udfordring for os." Alt har dog bestemt ikke været problemfrit.

"På et tidspunkt var vi helt blanke og oplevede at vi bare ikke kunne komme videre. Vi var gået i stå og måtte opgive det vi var i gang med, og starte forfra med noget andet. I det hele taget har noget af det sværeste været at sætte tekst på efter vi har lavet melodien. Også at starte på en ny sang og melodi, når vi er færdige med den forrige."

Men de fire piger har bestemt ikke været enige om alt. Faktisk er netop uenigheden i gruppen noget af det, de vurderer de har lært mest af.

"Vi har været uenige mange gange, men det blev godt til sidst. Vores uenighed har vi løst ved enten at droppe det vi ikke kunne blive enige om eller ved at den uenige, for den var oftest én, gav sig. Men det var nødvendigt for os at alle skulle være glade for resultatet, for alle sangene, så det har ikke været flertallet der bestemte. Vi har i høj grad lært at gå på kompromis. Vi har lært rigtig meget om samarbejde. Og vi har hver især lært at bøje os." Konkret har de også lært en masse både praktisk og teoretisk bl.a. om at indspille sange, og alle fire vil rigtig gerne fortsætte med musik.