Paulo Freires socialistiske idéer for et andet uddannelsessystem

Af Jan Hoby, medlem af forretningsudvalget i LFS

Genskab utopien i pædagogikken!

Der var fuld fart på pædagogikken i 1970’erne. Utopierne blomstrede, og de store visioner prægede den pædagogiske debat. I dag lever vi i en tid, hvor der er sket en afpolitisering af det politiske rum. Det er en tid, hvor det er svært at rejse store perspektiver, visioner og klare politiske standpunkter i den samfundspolitiske og pædagogiske debat. Pædagogikken er blevet mainstream – præget af konsensussøgende synspunkter og snæver kvalifikations- og kompentencetankegang.

Ønsket om at fremme kritiske individer er forsvundet fra institutionernes sprogbrug og pædagogernes formuleringer. Den nyliberale vision har belejret det pædagogiske rum. Jan Hoby argumenterer i sin artikel for at der ikke findes noget bedre udgangspunkt for at genskabe utopien og udvikle visionen for et andet uddannelsessystem end den brasilianske socialist, lærer og pædagog Paulo Freires ideer og teorier.

Den nyliberalistiske dagsorden

Uddannelse spiller en central rolle for alle mennesker. Det giver viden og kvalifikationer, som er nødvendige for at fungere i en kompliceret og foranderlig verden og ikke mindst for at få et arbejde. Men uddannelsessystemet er internationalt under et voldsomt angreb. Store internationale institutioner som OECD og WTO forsøger gennem lovgivning og aftaler som fx GATS at standardisere og tilpasse uddannelsessystemer overalt i verden til den nyliberalistiske dagsorden. Pædagogiske læreplaner er et direkte resultat af dette!

Også Foghs regering, samfundets elite og ikke mindst erhvervslivet i Danmark har sat dagsorden for reformer af hele uddannelsessystemet i nyliberalistisk form, hvor tilpasningen til markedet er det eneste bagvedliggende dogme!

Enhver diskussion om uddannelse og pædagogik må og skal forholde sig til den internationale elites og de multinationales projekt om at gøre hele uddannelsessystemet, fra vuggestue til universitetet, til en stor købmandsforretning.

Det er ikke nok at kritisere det nyliberalistiske projekt. Venstrefløjen, de pædagogiske fagforeninger, elev og studenterbevægelsen må i offensiven og komme med modsvar til nyliberalismen og de neokonservative. Venstrefløjen må formulere en offensiv vision for et andet uddannelsessystem. Venstrefløjen må udvikle en vision for et uddannelsessystem der reflekterer den demokratiske natur af vores vision for et socialistiske samfund.

Paulo Freire 1921-1997

Før vi fokuserer på hans idéer om uddannelse, er det vigtigt at se lidt på Paulo Freires liv. Han blev født i Recife i det nordøstlige Brasilien i 1921. Blev uddannet på Universitet i Recife hvor han studerede jura, filosofi og psykologi. På universitet begyndte han at studere Karl Marx, hvis idéer blev hjørnestenene i hans revolutionære pædagogik. Da Freire forlod universitet, droppede han juraen og blev ansat som socialarbejder i staten Pernambuco. Det var hér, han for første gang begyndte arbejdet med undervisning af de fattige byboere. I den efterfølgende tid arbejdede Freire over hele Brasilien med at udvikle læseprogrammer mod analfabetisme med fattige landarbejdere og bønder som målgruppe. For Freire var "analfabetisme" ikke et spørgsmål om sløvhed fra de fattiges side, men et resultat af den eksisterende sociale, økonomiske og politiske ulighed. Udviklingen af evnen til at læse, specielt evnen til at "læse og benævne verden" skulle også suppleres med ønsket om at forandre den verden og de sociale relationer, som var årsagen til analfabetisme. Hans uddannelsesarbejde blev tæt forbundet med kampen mod kapitalismen.

Freires arbejde udfoldede sig i en tid, hvor Brasilien oplevede store forandringer og social turbulens. Det reformvenlige Goulartstyre i de tidlige 60’ere havde mange fjender i den brasilianske herskende klasse. Freires arbejde, hvis mål var at politisere bønderne, gjorde ham til en trussel for de magtfulde godsejere, som frygtede enhver form for landreformer. I 1964 blev Goularts styre væltet ved et militærkup, og efterfølgende blev Freire fængslet. Efter en kort tid i fængsel kom han i politisk eksil.

Under sin eksilperiode arbejdede han i Chile. Her begyndte han at skrive om sin uddannelsesfilosofi. Freire rejste til USA, hvor han holdt foredrag på Harvard Universitetet og koncentrerede sig intenst om sit teoretiske arbejde. I USA blev han kraftig inspireret af protesterne mod Vietnamkrigen og borgerretsbevægelsen. Det var i denne periode at Freires mest kendte bog "De undertryktes pædagogik" blev udgivet. Den kom til at influere pædagoger, lærere og politiske aktivister i hele verden. Freire skrev meget i hele sit liv og rejste i store dele af verden, før han fik lov til at vende tilbage til Brasilien. Han døde af et hjertestop 76 år gammel i 1997.

Uddannelse for Socialisme!

Paulo Freires arbejde afslører uddannelsessystemets politiske natur og den uddannelsesmæssige natur af politik. Hvis vi starter med det førstnævnte, så argumenterer Freire, at der ikke findes noget som hedder "et neutralt uddannelsessystem". For Freire spiller uddannelsessystemet en central rolle i reproduktionen af de sociale relationer i det kapitalistiske samfund. Han påpeger de dehumaniserende processer, der finder sted i de kapitalistiske samfund.

Uddannelse fungerer enten som et instrument, som bruges til at lette integrationen af generationers accept af logikken i det eksisterende system, og dermed tilvejebringe den nødvendige sociale og politiske konformitet til det eksisterende. Eller uddannelse kan blive "praktisk frihed" – som betyder at kvinder og mænd forholder sig kritisk til virkeligheden og opdager, hvordan de selv kan forandre deres egen verden.

For at forstå Freire, er det vigtigt at forstå hans arbejde inden for rammerne af Karl Marx’ idé om "overbygningen". "Overbygningen" består af institutioner såsom medierne, staten, religion, uddannelsessystemet etc, hvis fornemmeste opgave er at promovere og forsvare socialt undertrykkende relationer. Med hensyn til "overbygningen" spiller uddannelse en central rolle. Selvom der altid er rum for modstand, er den centrale opgave og rolle for al uddannelse at reproducere ulighed og fastholde den økonomiske og sociale arbejdsdeling. Arbejdsdelingen kræver en deling af viden. Oftest diskuteres det, hvorfor arbejderklassen og dets børn falder igennem uddannelsessystemet. Men det rigtige spørgsmål er i stedet, hvorfor uddannelsessystemet svigter så mange fra arbejderklassen, gennem børnehaven, folkeskolen og de videregående uddannelser.

Uddannelse som tæmning eller uddannelse som frigørelse!

Freire beskrev den uddannelse, som er funderet på en reproduktion af de eksisterende politiske og økonomiske forhold som uddannelse som tæmning: Den lærende bringes ind i strukturer som baserer sig på undertrykkende relationer af dominans og underkastelse.

For eksempel: Lærere er dominerende over for eleverne, nogle elever får gennem konkurrence dominans over alle andre elever enten akademisk eller en anerkendelse, som giver dem legitimitet til at dominere. Allerede eksisterende viden dominerer ikke kun, men ekskluderer også muligheden for at skabe ny viden og teori.

Uddannelse, som har tæmning som mål, nægter folk deres ret til at "navngive verden". Freire refererer til denne proces som "Sparekasse- princippet for undervisning" og som et middel til undertrykkelse. Han beskriver det på følgende måde: Undervisning bliver således opmagasinering, hvor eleverne er magasiner og læreren lagerforvalter. I stedet for at kommunikere laver lærerne kommunikéer og gør "indskud" i eleverne, som tålmodigt tager imod, memorerer og gentager. Dette er begrebet sparekasseundervisning "The banking concept of education", hvor de handlemuligheder der tillades eleverne kun udstrækkes til at modtage, sortere og opmagasinere indskuddene.

Sparekasseundervisningen betyder i praksis at "viden er en gave, skænket af dem der betragter sig selv som vidende, til dem de betragter som uvidende". Dette er et typisk karaktertræk for et klassedelt samfund, hvor vi er delt op i arbejder/arbejdsgiver, slave/slaveejer, elev/lærer etc. Konsekvensen af "sparekasseprincippet" er at mange mennesker fra arbejderklassen har en indre modstand mod uddannelse, som bygger på autoritet og overlegen viden fra læreren.

Freire mener at "sparekasseundervisningen" skaber en tilslutning til logikken omkring den herskende orden. Derfor er myter også med til at hjælpe og underbygge den herskendes klasses magt. Hvor mange gange har vi ikke hørt at "det private initiativ skaber velfærd", at de kapitalistiske nationers "magt ligger hos folket". Sparekasseprincippet hjælper til at cementere allerede eksisterende viden, som igen fabrikerer accept af det kapitalistiske system.

Uddannelse for frigørelse starter med den præmis, at formåle med uddannelse er at nære det Freire kalder vores "ontologiske kald", det at være et mere helt menneske (ontologi: læren om tilværelsens inderligste væsen). For Freire er menneskets fulde potentiale urealiseret. Dette har sit afsæt i det faktum at kapitalistiske samfund er blevet struktureret på basis af at sætte interesserne af en lille magtfuld og meget rig gruppe af mennesker først. For resten af os skabe det en "fremmedgørelse fra vores menneskelige potentiale" (Allman, 1987). Udgangspunktet for uddannelse for frigørelse er dialog, modsat den "oppefra og ned" hierarkiske sparekasseundervisning.

Dialog starter med elevernes erfaringer. Vores erfaringer påvirker måden vi erkender og forstår verden på. Det er derfor, de fleste feminister er kvinder! Erfaringer er det centrale udgangspunkt for uddannelse for socialisme. Erfaringsbaseret og problemformuleret undervisning betyder at vi undersøger vores tænkning og spørger refleksivt, hvorfor vi tænker som vi gør. Dette leder før eller siden til afkodning af de herskende ideologier og en begyndende forståelse af vores relationer inden for rammerne af de sociale strukturer. Dialog forudsætter et ligeværdigt og jævnbyrdigt forhold mellem læreren og eleven, hvor viden ikke er en vare, som bliver overleveret fra læreren til eleven, men som noget der skal undersøges sammen; sand undervisning gennemføres ikke af A for B eller af A om B, men snarere af A sammen med B med verden som bindeled, en verden som præger og udfordrer begge parter og derved giver synspunkter og meninger om den.

Dialog er ikke blot en smart undervisningsmetode. Centralt for den dialogbaserede undervisning er transformationen af hele lærer-elev forholdet, og måden vi tænker tilegnelse af viden på. Hvor "sparekasseundervisningen" positionerer eleven som et tomt hylster der skal fyldes med viden, undersøger dialogbaseret undervisning måden, hvorpå viden er socialt konstrueret.

Freires marxisme

Der er en hel række af filosofiske diskurser i Freires arbejde (humanisme, radikal frigørelsesteori, teologi og eksistentialisme) men i hjertet af hans pædagogik er de basale principper i marxismen. Det er kun gennem Marx, at vi får den virkelige og hele mening af Freires pædagogik. Fx kan Freires tanker om viden (måden den er varegjort på, og måden den er adskilt fra de bredere sociale relationer) kun give mening inden for rammerne af Marx’ dialektiske forståelse af bevidstheden. I det kapitalistiske samfund er viden en vare ligesom alt andet. Vi relaterer til viden, som noget vi har og noget vi kan akkumulere, i stedet for at se viden som noget vi kan bruge, teste, stille spørgsmål ved og producere. Når vi eksaminerer videns oprindelse, får vi en forståelse af, at den er et produkt af sociale forhold og relaterer sig til det Marx kalder "basis og overbygning". Det er her vi kan få en forståelse af virkeligheden i sin totalitet, som kræver at vi opfatter verden dialektisk.

Freires pædagogik genskaber den menneskelige dimension i hjertet af den socialistiske vision. Paulo Freire idéer om et alternativt uddannelsessystem fra vuggestuen til universitetet passer som fod i hose til visionen om socialisme i det 21.århundrede. Paulo Freire kan, sammen med den russiske revolutionære psykolog Lev Vygotskijs teorier, give det os de nødvendige redskaber til at forandre vores verden.

Som Paulo Freire skriver: Frihed opnås som en erobring, ikke som en gave. Den må forfølges, konstant og ansvarligt. Frihed er ikke et ideal der findes uden for mennesket og heller ikke en idé, der bliver myte. Det er snarere en absolut nødvendig betingelse for søgen efter menneskelig fuldkommengørelse.