Børnepolitisk valgmøde/høring:

Af Elisabeth Lockert Lange

Wonderful Copenhagen – den delte by

København er en dejlig by, ingen tvivl om det. Men er ambitionerne for børnene i byen og deres ve og vel lidt for små fra de politisk ansvarlige? Vejer andre prioriteringer for tungt? En børnepolitisk høring gav ansatte i Københavns dag- og døgninstitutioner stof til overvejelse, før de i november skal sætte deres kryds og vælge ny overborgmester og ny borgerrepræsentation

”Ordentlig integration – Ja tak” står der på en plakat af byens silhuet. Nedenunder står der Klaus Bondam. Den hænger på panelbordet foran ham i Kulturhuset på Dortheavej. Ja tak til ”ambitiøse skoler” står der på en anden plakat næsten magen til også med hans navn. Den hænger ned fra 1.salens gelænder. Den hænger ikke alene, ved siden af den radikale overborgmesterkandidats plakat hænger ansigterne af to af de andre overborgmesterkandidater, Bo Asmus Kjeldgaard fra SF og Mogens Lønborg fra Konservativt folkeparti. Overborgmesterkandidaten fra Venstre, Søren Pind, klarer sig uden plakat, og det samme gør Socialdemokraterne, hvis kandidat til posten som overborgmester, Ritt Bjerregaard, på grund af sygdom i familien har sendt Jakob Hougaard til at udfylde sin plads. Enhedslisten er mødt med deres kandidat tiloverborgmesterposten, Mikkel Warming.

Som man kan forstå, er overborgmester- og børnepolitik på denne aften repræsenteret af udelukkende mænd. Dertil kommer startoplægsholderen og formand for Børnerådet, Klaus Wilmann, og ordstyreren Georg Metz.

Det mandlige panel bliver afbalanceret af den fyldte sal i Kulturhuset, hvor langt den overvejende del af de ca. 170 tilhørere er kvinder. Sådan som det er i det pædagogiske fag. To pædagoger har også fundet vej til panelet som repræsentanter for virkeligheden i kommunens institutioner, lederne Brita Fabricius og Vibeke Due.

Der blev markeret mange forskelle i politisk ideologi. En underholdende aften med latter og klappen, men uden kontante håndslag på hvad man efter valget vil gøre ved de mange presserende problemer, som aftenen bragte frem. Bl.a. administrationsbyrden i daginstitutionerne, problemerne med tomme pladser i adskillige bydele, budgetmodellen på døgninstitutionerne, opdelingen af byen i institutioner med udsatte børn og med velbjærgede børn og bydele uden medfølgende ressourcer til de tunge opgaver for bare at nævne nogle af de mange problemstilllinger, der blev nævnt.

Alt er jo et spørgsmål om prioritering som det blev sagt.

Kort opsummeret stod Mikkel Warming og Søren Pind for de klareste tilkendegivelser af holdninger og ideologier. Jakob Hougaard fik eller tog ordet for lidt til at det stod særlig klart, hvad Socialdemokratiet konkret vil med området – andet end status quo på det meste. På samme måde virkede Bo Asmus Kjeldgaard noget klemt og der var direkte relevante spørgsmål, han undlod at svare på. Mogens Lønborg var mere optaget af forældrerollen end af udsatte børn, og Klaus Bondam var bare tydeligvis uden for sit område.

Politikernes taleiver om alt fra tryghed på gaden til salg af almennyttige boliger betød desværre at de mange deltagere i salen ikke kom til orde i nær den grad, de gerne ville. Kun ganske få af de mange oprakte arme fik mulighed for at følge op med ord.

Rockwoollagene

Det hele starter med et engageret oplæg fra Klaus Wilmann. Han opridser fem udfordringer for byens kommende politikere. I dem alle ligger der en polarisering af byens bydele og lurer. De udsatte børn og unge, som er en gruppe som omfatter både de mange fattige børn, de anbragte børn, unge uden ungdomsuddannelse og unge dømt for kriminalitet. Den skæve sociale fordeling, som bl.a. understøttes af frit valg ordninger. De mange børn med anden etnisk baggrund som ikke bruger byens fritidstilbud inklusiv daginstitutionerne, men i stedet lever et liv på kanten af samfundet. Usundheden og mistrivslen hos mange unge københavnere. De mange gode børneinstitutioner og skoler, som er i fare for at sættes over styr gennem ”rockwoollag af forvaltningsstyring af institutionerne”, (decentraliseringen er en ansvarsforflygtigelse konstaterer Klaus Wilmann til klapsalver). Og som den femte udfordring at vælge børneperspektivet i alle sager gennem at etablere en børneombudsmand, lave børnekonsekvensanalyser og styrke børnedemokratiet. ”Og der er stemmer i det her!”, forsikrer han.

Jakob Hougaard griber fordelingspolitikken og problemerne med den delte by, som han er bekymret over: ”Vores politik skal være at give børn lige muligheder, og vi skal have en fordelingspolitik ud fra sociale kriterier.” (Mon det betyder det at S vil sørge for at daginstitutioner i bydele med mange udsatte børn får ressourcer efter opgaven, altså flere ressourcer?)

De radikale er et af ”de ansvarlige partier bag budgetforliget, også prioriteringerne”, påpeger Klaus Bondam men han vil gerne lytte til ”de professionelle ude i institutionerne”. Han åbner et af aftenens emner: boligpolitik, og opfordrer københavnerne til at acceptere almennyttige boliger i ejerboligkvarterer og en skattestigning. Skat på værdistigninger af ejerboliger?: ”Joh, det er måske ikke så tosset at kigge på det.”

Mogens Lønborgs kongstanke er tid til børnene, ikke i daginstitutionen men med forældrene. Han insisterer på at det ikke er optimalt at børn er så længe i institutionerne. En gratis halvdagsplads er løsningen, mens børneplanen er den optimale mulighed for at komme af med sit barn.

Bureaukratiet

I at nå målet om større lighed spiller gode daginstitutioner en vigtig rolle for integration af både tosprogede og handicappede børn, mener familie- og arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. ”Den inkluderende pædagogik skal ikke indføres af bagdøren men af fordøren”, siger han – i noget som godt kan forstås som et løfte om at daginstitutionerne ikke uden opmærksomhed fra forvaltningen skal bære de ekstra opgaver med de forskellige slags integration. Han kritiserer den dræbende årlige 2 pct. besparelse på området i form af omstillingsbidrag ”Man kan ikke spare på omsorg”, og forsikrer at der skal findes ”en anden model”. Denne model får i løbet af aftenen et navn: prioriteringsrummet. Hvordan det reelt adskiller sig fra omstillingspuljen forbliver uklart.

Klart afstand tager Bo Asmus Kjeldgaard derimod fra både tilkøbsydelser og privatiseringer.

”Hvorfor sker der ikke noget med alle de bureaukratiske foranstaltninger, evalueringstyranniet og mistænkeliggørelsen af det offentlige?” spørger Georg Metz borgmesteren. Som væver lidt i at han nok kan bebrejdes at han ikke er gået hårdt nok til sin forvaltning, men indkøbsordningen skal der laves en undersøgelse af, lover han. Igen. En sådan undersøgelse lovede han i parentes bemærket for meget mere end et år siden i dette blad.

Søren Pind er fuld af ros. En fantastisk oplevelse kalder han det at aflevere sit barn i vuggestuen. Han sætter fokus på børns tryghed i forhold til overfald, tyveri etc. Den er ikke hvad den har været, det har en undersøgelse fra to bydele vist. En undersøgelse af hele byen er nu på trapperne. Ghettoerne ligger ham også på sinde, hans løsningsforslag til det sidste går ud på at sælge almennyttige lejligheder som ejerboliger.

Den tråd tager Mikkel Warming op. Hans løsning på de opdelte boligforhold i København er at opkøbe lejligheder i ejerkvarterer og tilbyde dem til beboere i bl.a. Mjølnerparken. København bør desuden sikre sig en procentdel af nybyggede boliger. Han lægger desuden op til den senere diskussion af tomme pladser: brug dem til at skabe kvalitet, er hans bud.

Tomme pladser – hvad kan de bruges til?

De to ledere i panelet konstaterer – sikkert med fuld rygdækning fra salens mange deltagere – at politikerne lever i en anden verden end de selv gør. Vuggestueleder Vibeke Due lægger tre opfordringer frem: lad forvaltningen tage den administrative opgave og lad institutionerne tage sig af det pædagogiske. Giv ressourcer til forebyggelse (som institutionerne ikke får i dag). Børneplanen er god service, og den slags koster, men lad ikke institutionerne betale prisen.

Brita Fabricius uddyber fra Indre Nørrebro, hvor tosprogede børn i stor grad ikke kommer i daginstitutionerne. ”Men fra de er ca. 11 år lever de meget på gaden – og så får politikerne øje på dem og vågner op! Så skal de i ind i klubberne, men da er de ikke vant til livet der.”

Hun stiller to helt konkrete spørgsmål til politikerne: Vil I bruge alle de tomme pladser til en positiv særbehandling af disse børn? Når socialcentrene svigter deres ansvar, hvad mener I så er jeres ansvar for at det kommer til at fungere?

Bo Asmus Kjeldgaard svarer med at ville ”tilpasse de tomme pladser i bydelene” (hvad det end betyder i praksis). Han blev nedstemt i budgetforhandlingerne på forbedringer på syv mill.kr. og præciserer at han ikke har fået alt det han ville. For socialcentrene har han taget ansvar; der er lavet en genopretningsplan. De store problemer skyldes bl.a. mange store ekstra opgaver fra regeringen uden medfølgende ressourcer….(det lyder bekendt – hvis regering udskiftes med forvaltning og kommune med institution).

Endelig er det salens tur. Og der er rigtig mange der gerne vil til.

En vred lokalcentermedarbejder rejser sig, han er træt af at blive hængt ud som berøringsangst over for etniske minoriteter. Han ønsker og får en afkræftelse fra sin borgmester.

En engageret leder af en døgninstitution vil have svar på hvilken udvikling politikerne reelt ønsker for døgninstitutionerne. Gennem årene er der nedlagt mange pladser, og døgninstitutionerne er presset på deres eksistensberettigelse. Med den nye budgetmodel står institutionerne i den klemme at de får penge efter antallet af børn og unge på institutionen, men de kan ikke styre hvor mange de får. De kan kun sælge pladser til lokalcentrene, som ikke behøver købe hos dem. En anden deltager kalder det ren markedsgørelse.

Svaret kommer fra Mogens Lønborg, som er tilhænger af filoso- fien om at pengene følger brugeren. Bo Asmus Kjeldgaard ”bakker ikke op om markedsgørelse”, og han lover en undersøgelse af budgetmodellens virkninger.

En daginstitutionsleder fra Indre Nørrebro (som er glad for de mange tosprogede børn, men bare gerne vil have flere ressourcer til opgaven) spørger kontant: Hvad skal der til for at I vil udnytte den mulighed for mere plads og flere pædagoger, som er opstået med de mange tomme pladser.

Bo Asmus Kjeldgaard svarer ligeså kontant: Der var ikke flertal for det. Mikkel Warming forsikrer at Enhedslisten stiller forslag om netop det til budgettet i oktober.

Jakob Hougaard har tydeligvis tænkt videre: indtil nu har socialdemokraterne anset normeringen for tilfredstillende i betragtning af andre prioriteringer i kommunen, fortæller han. Men Klaus Wilmanns oplæg viste ham at fordelingen af ressourcer bør ske efter samme princip i daginstitutionerne som det sker i skolerne (skoler med udsatte børn og tosprogede børn får ekstra). Fx i forbindelse med den nye børneforvaltning.

Der er brug for flere støttepædagogtimer, lyder det fra en deltager. Hvad med målrettet at bruge nogle af de ressourcer, institutioner med tomme pladser trækkes for, til de børn som har det dårligt? Før der bliver svaret på dette tredje forslag til hvad de tomme pladser kan bruges til, kommer Mogens Lønborg ind over med en massiv kritik af børneplanen. Som Bo Asmus Kjeldgaard reagerer på. Om støttepædagoger får han blot sagt at de bør samles i én forvaltning.

En samlet forvaltning kan måske også gøre noget ved det, som Klaus Bondam til salens indforståede latter kalder Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens attitudeproblem.

Til afslutning er der pudsigt nok flere af politikerne som fremhæver sig selv som ”ansvarlige økonomer”, ”nidkære i brugen af skattekroner” og ”politik er også at sige fra”. Er de bange for at de har lovet for meget?