Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Bagsiden
Danskerne er stressede - synes de selv
Teknologirådets rapport Balancen mellem arbejdsliv og andet liv viser at vi danskere føler os stressede. Alligevel er vi (stadig) sammenlignet med tyskere, polakker og englændere de gladeste for at gå på arbejde. De færreste af os mener at familielivet lider under to fuldtidsarbejdende voksne, og i modsætning til de tre andre nationaliteter mener vi heller ikke at det er hjemmelivet der giver stress. Stress koster det danske samfund ca. 10 mia.kr. om året, og rapporten vurderer at stress opstår i tomrummet mellem arbejdsliv og andet liv – når arbejdet i stadig højere grad betragtes som identitetsskabende, og hjemmet er tømt for indhold og mest består af rutineopgaver.
Samme rapport sætter fokus på kravet fra moderne virksomheder med selv- og værdibaseret ledelse og Ny løn om at medarbejderne skal yde af deres inderste. Ja ligefrem tage virksomheden eller organisationen på sig. Det vil sige ikke (kun) hvad de yder men graden af deres engagement. Den form for ledelse er ofte uden regler, så den enkelte skal selv regne ud, hvad organisationen har brug for, og det medfører ofte stress.
En videreudvikling af tendensen afspejler sig i en Gallup-undersøgelse for A4 blandt 1.002 lønmodtagere. Den viser at 11 pct. af danskerne har oplevet at chefen på en ubehagelig måde har interesseret sig for deres privatliv. Det er bl.a. den nye ledelsestrend, ’life coaching’, hvor ledelsen systematisk involverer sig i de ansattes personlige og private forhold der øger risikoen for at chefen træder for nær. 49 pct. synes, at det er en god idé, hvis ledelsen tilbyder personlig rådgivning om private forhold, mens knap hver 3. er direkte imod. Det er den yngste aldersgruppe som synes det er okay at drøfte private problemer med ledelsen. Ole Fogh Kirkeby, professor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Handelshøjskolen i København siger til Ugebrevet A4 at tallene viser forskellen mellem en generation udstyret med en faglig identitet og fællesskab og en generation med en individuel tilgang til karriere og arbejdsliv.