Kommentarer:

Af Annette Brorsen, cand.jur og mor til Asger 3 år, bestyrelsesmedlem i FOLA

Ikke kun i København, men over det ganske land oplever vi at børns vilkår i daginstitutionen forringes. Der skæres på personalet, som oven i reelle nedskæringer pålægges ekstra arbejde i form af øget administration, arbejde med læreplaner, virksomhedsplaner, handleplaner mv.

”Dårlige vilkår, men ikke dårlige pædagoger” som Marttin Christensen citeres for er baggrunden for en igangværende landsdækkende kampagne om børns rettigheder - et lovforslag med ti bud om børns rettigheder. Forældreorganisationen FOLA står bag initiativet.

Blandt de ti bud er budet om et minimum af ansatte i forhold til antallet af børn i daginstitution samt et minimum af kvadratmeter pr. barn, samt en miljølovgivning, der tager hensyn til børns særlige sårbarhed.

I et gennemreguleret samfund som det danske, hvor vi har pladsregler for burhøns og tremmekalve, regler for transport af slagtesvin samt regulativer for krumningen på agurken er det ganske forunderligt, at der ikke findes lovgivning for hvor mange børn en ansat i daginstitution skal kunne drage om sorg for, så det stadigt er ansvarligt, og hvor meget plads hvert barn skal have.

Det tenderer et angreb på vores børns velfærd, når udviklingen i årevis har været færre ansatte til flere børn. Derfor mener vi, at det er på høje tid vi får en med konkret og håndgribelig lovgivning på området, der kan medvirke til at sikre det enkelte barns trivsel i barndommen. Et minimum af ansatte giver os ikke garanti for kvalitet, men et minimum af ansatte er grundforudsætningen for at vi overhovedet kan skabe kvalitet i vores børns hverdag. Kvalitet fordrer tid, engagement, nærvær, opmærksomhed og omsorg. Og det er ganske enkelt ikke menneskeligt muligt at levere under de eksisterende forhold, som mange børn og ansatte oplever i deres hverdag ude i daginstitutionerne.

Det er et forældreønske at ”Christiansborg” træder i karakter og fastsætter en minimums- personalenormeringen i vores daginstitutioner. Den virkelige verden vidner om, at det lokale selvstyre ikke magter opgaven. På trods af valgkampens mange løfter om at forbedre børnenes og børnefamiliernes vilkår, så bebuder et alarmerende højt antal kommuner – incl. København - fremtidige besparelser netop på daginstitutionsområdet.

Som jeg ser det, så mangler der absolut sammenhæng. Pædagogiske læreplaner, virksomhedsplaner og handleplaner formår ikke alene at styrke børns udvikling endsige bryde den negative sociale arv, kun flere omsorgsfulde hænder kan løfte den opgave.

Vi skylder vores børn, at tage vare på deres helbred og udvikling og det gøres kun med minimumslovgivning. Barndommen genudsendes ikke, så det er nu og her der skal skabes gode udviklingsrammer, hvis vores børn skal vokse op som helstøbte og sunde vokse en dag.

I et større perspektiv skal vi alle huske på, at de vilkår vi lader vores børn vokse op under, vil forme vores fremtidige samfund og dermed vores alles liv.

BØRN I TILFREDSHEDSUNDERSØGELSER

Af Per Bregengaard, uddannelses- og ungdomsborgmester (Enhedslisten)

Børnene, de unge og personalet skal indgå tilfredshedsundersøgelser. Det forslag har Enhedslisten stillet i Borgerrepræsentationen.

Københavns Kommune lægger vægt på mål- og resultatstyring. Det fordrer målinger, hvis relevans ofte er omdiskuterede set i forhold til det, man vil. En hyppigt benyttet måling - af og til i mangel af bedre - er tilfredshedsundersøgelser af en defineret brugergruppe.

Inden for børne- og ungeområdet er det ofte ikke den egentlige brugergruppes tilfredshed, man søger at måle, men udelukkende dens stedfortræder i form af forældrene. I andre sammenhænge er det en amputeret brugergruppe: de voksne man går til. Et eksempel er tilfredshedsmålingerne af bibliotekerne, hvor det er aldersgruppen fra 15 år, som er undersøgt.

Dette forhold er utilfredsstillende. Uddannelses- og Ungdomsudvalget har gennemført en tilfredshedsundersøgelse blandt børnene i kommunens fritidsinstitutioner. Resultaterne er netop offentliggjort i rapporten: »Set fra børnenes synsvinkel«. Børnetilfredshedsundersøgelser på fritidsinstitutionerne bliver nu en fast procedure og vil blive inddraget i fastlæggelsen af såvel den enkelte institutions handleplaner som i forvaltningens og udvalgets overordnede prioriteringer.

Intention med vores forslag er, at dette bliver fast praksis i alle forvaltninger inden for alle relevante områder.

I undersøgelsen udtrykker børnene generelt tilfredshed med deres institution, og der er overvejende positive meldinger. Men det fremgår også, at mange børn er generet af støj og larm, og en del børn udtrykker behov for rum til at kunne være sig selv, hvilket indebærer, at de fysiske rammer ikke kan anses som tilfredsstillende. Børnene lægger stor vægt på de voksnes tilstedeværelse, at de er tilgængelige, deltager i aktiviteter, griber ind over for konflikter og viser omsorg.

Sammenlignet med en forældreundersøgelse foretaget i 2003 synes børnene generelt mere tilfredse med fritidsinstitutionen end forældrene, og de synes, at de voksne på institutionen har bedre tid til det enkelte barn end forældre. Derimod er børnene langt mere kritiske end deres forældre over for de fysiske rammer indendørs - det med larmen. Hvad legepladsen angår, er vurderingerne ensartede.

Børnenes input er ikke ligegyldige, og de er ikke nødvendigvis identiske med deres forældres. Personalet er ikke en brugergruppe, og undersøgelser af personalets tilfredshed indgår i det personalepolitiske regnskab. Alligevel bør personalets tilfredshedstilkendegivelser indgå i brugerundersøgelser, både fordi personalets vurderinger har en professionel basis, og fordi deres tilfredshed inden for en række områder har stor betydning for deres engagement og signaler til brugere og omverden.

KVOTER = DISKRIMINATION!

Af Jan Hoby, medlem af LFS’ forretningsudvalg

Hvor er det forstemmende, at pædagoger i en tid med krav om dokumentation og evidensbaseret forskningsstatus, vælger en commonsense position i spørgsmålet om tosprogede børn og kvoter!

Børnehaveleder Helena Johannessen (HJ) viser i et læserbrev i Børn og Unge nr.28 (som reaktion på min leder i LFS Nyt nr.10/26.08.05), hvor let det er at erstatte det pædagogiske argument med tidens dominerende politiske tanker.

Der er ikke hverken videnskabeligt eller fagligt pædagogisk grundlag for at foretage en spredning af etniske minoritetsbørn. En tvangskvotering vil indebære alvorlige ligestillingsproblemer i henhold til internationale menneskeretskonventioner.

Tosprogede børn lever i deres opvækst med to sprog, hvor deres modersmål i mange tilfælde dominerer den hjemlige livsverden – og dansk er det sprog de møder uden for hjemmet. Derfor vil de tosprogede børn tilegne sig, opleve, fortolke og emotionelt forankre store dele af deres oplevelser og deres omverden på og via deres modersmål, mens mange andre dele af deres erfaringer i den danske offentlighed vil blive erfaret og oplevet på dansk, efterhånden som dette sprog udvikler sig i stigende kontakt med danskere i formelle og uformelle samværssituationer. Intensiteten og omfanget af samspillet mellem kulturer og sprog vil naturligvis variere med barnets alder, de livssituationer og den sociale klasse det indgår i. Dette er et grundvilkår, der ikke kan ændres på, uanset hvor tidligt de tosprogede børn møder dansk i daginstitutioner og gennem sprogstimuleringstilbud.

Den mest almindelige misforståelse vedrørende andetsprogstilegnelse består i at tro, at man kan udstyre de tosprogede børn med et færdigt og alderssvarende sprog før skolestart og dernæst forvente, at de uden videre kan følge et normalt skoleforløb, eventuelt med forskellige former for støtteundervisning.

Når man taler om sproget som et læringsredskab med henblik på en bred faglig kompetencetilegnelse, viser andetsprogsforskningen, at sprogtilegnelse i relation til læring er en livslang proces, der skal være en del af almenpædagogikken i alle læringssituationer med børn, der har et andet modersmål end majoriteten. Eller som Bruce Springsteen så præcist udtrykker det om værdien af uddannelse i en sang fra 1984: »We learned more from a threeminute record, baby, than we ever learned in school”

Når kvantificering og spredning af tosprogede børn i sig selv bliver dagsordensættende sker det på bekostning af fagligheden – uden at det siges tydeligt!

Med regeringen i spidsen og flankeret af forskellige ”pædagogiske eksperter” ser vi commonsense betragtningerne dominere mediebilledet, lovforslag o.s.v: Spredning af børnene som et evident ’pædagogisk’ argument, overbetoning af betydningen af det sprog, der tilegnes gennem leg og socialt samvær, på bekostning af en forståelse af sprogtilegnelse som læringsredskab. Der er således ingen lødig faglig og pædagogisk argumentation for forslag om kvoter, spredning.

Den såkaldte bekymring om helt ”hvide” og helt ”sorte” institutioner og skoler er en søgt bekymring. Der er ingen bekymring fra de ”pædagogiske eksperter” om den stigende klassemæssige ghettodannelse i landets institutioner. Der er en total social skævdeling af arbejderklassens, middelklassens og overklassens børn.

At nogle pædagoger støtter politikernes spredning af tosprogede børn afspejler den afmagt, som præger dele af den pædagogiske verden i disse år. Når vi ikke kan vinde kampen for bedre normeringer og mindre gruppestørrelser, så må vi gå på kompromis med vores faglige viden. Og accepterer det mindst ringe!

Århus og Københavns kommune har nu med bred politiske opbakning vedtaget ”Busing”! Busing som det kaldes at fragte grupper af skolebørn rundt, kendes bl.a. fra USA, hvor det opretholdes der hvor der er meget tyndt befolket og langt mellem skole og småsamfund. Busing som løsning på etniske eller sociale problemer er derimod opgivet i USA, da det ingen effekt har haft indlæringsmæssigt. Erfaringerne med spredning af børn i kommunerne i Københavns Amt, vender også fingeren nedad! At være tosproget er ingen sygdom, men ”Busing”-modellen er kun egnet til at skabe yderligere marginalisering.

Der er et modsætningsforhold mellem viden og commonsense. Det kan skyldes forskernes manglende evne til at kommunikere! Men hovedproblemet er primært, at politikere udtaler sig og lovgiver uden kendskab til, hvilken viden der er på området.

Den pædagogiske verden må afvise kvoter og spredning af børn uanset deres køn, race eller klasse. I stedet skal vi kæmpe for meget mindre gruppestørrelser og bedre normeringer. Der er råd til at føre krig, der er råd til at gøre de rige rigere – men ikke penge til et godt børneliv! Det er commonsense, men ikke goodsense!