Den nye sygedagpengelov

Af Elisabeth Lockert Lange

Delvis rask – delvis syg?

På den ene side kan den nye sygedagpengelov betyde en styrket tilknytning til arbejdsmarkedet for sygemeldte, i og med at kommunerne har fået en skærpet pligt til løbende at følge op i forhold til borgere på sygedagpenge. På den anden side indeholder lovændringen adskillige bekymrende elementer.

De ændringer i sygedagpengeloven, som trådte i kraft den 1. juli, indebærer en risiko for en række negative konsekvenser for både den sygemeldte og for arbejdspladserne. Bekymringer udtalt af andre faglige organisationer deles af LFS.

Det overordenede formål med lovændringen er positiv, det er der ingen tvivl om, nemlig at nedbringe sygefraværet og dermed styrke borgernes tilknytning til arbejdsmarkedet. Alle undersøgelser viser at folk efter et par måneders sygemelding har øget risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Redskabet er først og fremmest delvis raskmeldinger. Desuden indebærer lovændringen krav om mere opfølgning i forhold til den sygemeldte, refusionsregler som flytter en større del af den økonomiske byrde over på kommunerne og ikke mindst ændringer i lægeerklæringerne. Det vender vi tilbage til.

Delvis raskmeldinger betyder at man kun er sygemeldt i det antal timer, der er nødvendigt. Man kan fx være fuldtidssygemeldt og så starte langsomt op. Eller man kan i princippet være tilbage på arbejde på fuld tid men være sygemeldt i de timer man bruger på fx behandlinger.

Ved delvis-raskmelding får arbejdspladsen refusion for antallet af sygetimer. Det har man både i teorien og i praksis altid kunnet, og mange arbejdspladser har gennem årene brugt det positivt sådan at den syge medarbejder har kunnet bevare tilknytningen til arbejdspladsen.

Med lovændringen er fokus skærpet. Sygedagpengekontoret medarbejdere skal løbende vurdere om folk på sygemelding kan og skal delvis-raskmeldes. Det kan fx være et brækket ben, hvor kontoret på baggrund af lægeerklæringen vurderer at vedkommende kan arbejde nogle timer eller dage om ugen, og derfor skal delvis raskmeldes. Kommunen er med lovændringen blevet pålagt at bruge dette redskab intensivt, med andre ord: de som kan delvis raskmeldes skal delvis raskmeldes. Sygedagpengekontorets socialrådgiver laver denne vurdering om en eventuel delvis raskmelding ud fra hvilke funktioner, den sygemeldte kan udføre.

Her melder det første problem sig. Kan socialrådgiverne på sygedagpengekontoret leve op til den kompetence at lave delvis raskmeldinger, som er givet til dem? Ved de nok om arbejdsmarkedet? Ved de nok specifikt om fx daginstitutionerne, døgninstitutioner og dagplejen?

Risiko for flere fyringer

Næste problem er at denne delvis raskvurdering skal laves ”i enighed mellem kommunen, virksomheden og den sygemeldte”. Den enighed når man ikke nødvendigvis.

LFS har set eksempler på at ledere af fx en daginstitution har afvist at tage en delvis syg medarbejder tilbage, med det krav at hun først skal være helt rask. Det kan være begrundet i bekymring for at medarbejderen kan få forværret sin tilstand. Det kan også skyldes problemer i forhold til arbejdstilrettelæggelsen i institutionen med vikardækning. Vikardækning er ulige lettere at få til at fungere, hvis der er en hel stilling til en vikar og ikke blot udvalgte funktioner eller timer, mener nogle ledere.

LFS har mange gode erfaringer med positive eksempler på arbejdspladser, hvor sådanne delvis-raskmeldinger lykkes. Lederen ser på funktionerne i huset og overvejer, hvad hun kan tilbyde medarbejderen, når hun skal friholdes for bestemte funktioner. I de tilfælde bevarer den sygemeldte tilknytningen til arbejdspladsen, og fraværet begrænses.

Hvis arbejdspladsen siger nej til at tage den sygemeldte delvist tilbage, betyder det at sygedagpengeretten vil blive beskåret med det antal timer, som sygedagpengekontoret vurderer at den sygemeldte kunne have været tilbage i arbejde.

Det vil med andre ord ramme arbejdspladsen, hvis lederen ikke ønsker at acceptere delvis raskmelding. En negativ konsekvens kan blive flere fyringer, som falder hurtigere end før. Risikoen er der, uanset at lovændringen ikke har haft flere fyringer som intention. LFS håber som faglig organisation på stor åbenhed og positiv lyst til at bruge redskabet.

Sygedage koster i institutionerne, de koster både penge og slid på medarbejdere, det er LFS helt klar over. Fagforeningens holdning er at dette problem bør løses ved en kollektiv finansiering af langtidssygemeldinger, så det ikke er den enkelte lille institution der rammes.

Krav om opfølgning

Sygemeldte på LFS’ område får fuld løn. Men det betyder ikke at sygemeldte ikke er underlagt sygedagpengelovens regler. Bl.a. regler for opfølgning med det mål at få hende tilbage i arbejde så hurtigt som muligt.

Netop reglerne for opfølgning er ændret med lovændringen. Arbejdsgiveren skal fortsat dække de første 14 dages sygdom uden dagpengerefusion, og arbejdsgiveren skal senest fire uger efter sygemeldingen indberette sygdommen til sygedagpengekontoret. Ganske som nu. Det nye med lovændringen er at den sygemeldte, efter at arbejdsgiverens indberetning er sendt til sygedagpengekontoret, vil modtage et skema fra dem. Dette skema skal udfyldes og returneres inden otte dage med oplysninger om sygdommen. Det er på baggrund af dette skema at sygedagpengekontorets ansatte vurderer, hvor meget opfølgning den sygemeldte har behov for. Konkret placerer kontoret de sygemeldte i en af tre grupper, ud fra en vurdering af sygdom og behov, det vil sige folks risiko for at miste tilknytningen til arbejdspladsen. Opfølgningsindsatsen svarer dertil, fra meget kontakt til den sygemeldte til mindre kontakt.

Her dukker endnu en udfordring op. For det betyder at det er den person som skal lave opfølgningsarbejdet, som også vurderer, hvor meget der er brug for. Det vil måske kunne opleves som mindre betryggende og noget vilkårligt, for i hvor høj grad kommer det til at afspejle i hvilken gruppe, den syge placeres? Spørgsmålet er også om den ansatte på sygedagpengekontoret overhovedet er den rette person til at vurdere præcist, hvilken risiko den sygemeldte har for at miste kontakten til arbejdsmarkedet, og hvilken indsats der er den rigtige.

Lovændringen lægger på alle måder op til et intensiveret samarbejde mellem socialforvaltning og borger med læge, arbejdsgiver og faglige organisationer koblet på. Hvornår der skal samarbejdes er også op til sygedagpengekontorets socialrådgiver at vurderere, det vil sige efter kontorets vurdering af behovet.

Tilbage til det skema, som den sygemeldte har modtaget fra sygedagpengekontoret. Det skal som sagt returneres i udfyldt stand inden otte dage. Hvis den sygemeldte ikke gør det, så mister hun retten til sygedagpenge for hele sygeperioden. For LFS’ grupper vil det primært være arbejdsstedet, der vil miste sygedagpengene.

Refusionsreglerne mellem stat og kommune ændres også med den nye lovgivning. Hvor staten tidligere gav 65 pct. refusion frem til 52.uge og derefter 35 pct., er tidspunktet for ændringen af fordelingen nu rykket frem til den 26. uge. Kommunen får altså kun 35 pct. refusion fra uge 27.

Også her kan en faglig organisation sagtens få øje på en risiko: det kan blive så dyrt for kommunerne efter de 26 ugers sygdom at de i værste fald lægger pres på sygemeldte for at raskmelde sig uden at de er klar til det.

Endnu værre bliver det, hvis kommunen ikke lever op til kravet om opfølgning. Så mister kommunen nemlig statstilskuddet fuldstændig. Og i betragtning af hvordan det går med opfølgningen i København lige nu, kan det blive rigtig dyrt. LFS har i øjeblikket en sag liggende på bordet, hvor den sygemeldte ikke er blevet kontaktet i et helt år.

Nye lægeerklæringer

Lovændringen har betydet at to helt nye lægeerklæringer har set dagens lys.

Den ene ”Lægeerklæring om uarbejdsdygtighed” skal arbejdsgiveren have fra den sygemeldtes læge efter de samme regler som nu. Dog bliver den ikke længere sendt til arbejdsgiveren, den sygemeldte skal have den i hånden og selv overbringe den til arbejdsgiveren.

På denne lægeerklæring skal lægen fortælle, hvilke funktioner patienten skal undgå, men må på den anden side ikke udtale sig om konkrete arbejdsopgaver. En ikke helt let opgave, hvad man da også kan se på visse af de lægeerklæringer, der indtil nu er lavet.

Risikoen ved denne lægeerklæring er at den meget hurtigt kan overskride den sygemeldtes grænser, og den er da også af en professor i menneskerettigheder ved Århus Universitet blevet angrebet for at være et indgreb i privatlivets fred.

Dette fokus på funktioner drejer sig selvfølgelig om et øget brug af delvis-raskmeldinger. Men hvem siger at lægen eller den syge selv for den sags skyld helt kan overskue konsekvenserne. Og hvem siger at arbejdsgiveren, lederen, vil være med til at fordele arbejdet på netop denne måde.

Den anden lægeerklæring skal sygedagpengekontoret indhente hos lægen. Den er en ”Attest om mulighed for at varetage et arbejde”, og det er på baggrund af den at sygedagpengekontorets ansatte skal vurderere opfølgningsarbejdet, og om personen skal delvis raskmeldes.

For eksempel: en pædagog har en depression, og det vurderes at vedkommende kan genoptage arbejdet 20 timer om ugen. Det vil sige nedsat tid parallelt med fx behandling. Relativt uproblematisk hvis lederen accepterer det.

Et andet eksempel (ikke grebet ud af luften): en pædagog har en depression. I lægeerklæringen står der ”på grund af vedkommendes psykiske tilstand”. Den er ikke morsom at aflevere til arbejdsgiveren og heller ikke lovlig. Det er vigtigt at huske at begrænsningerne i forhold til diagnoser, og hvad arbejdsgiveren skal informeres om, er helt de samme som nu. Den lægeerklæring som den sygemeldte får i hånden, skal både den sygemeldte og lægen nikke genkendende til. Men spørgsmålet er hvor klart den sygemeldte rent faktisk ved, hvor grænserne for hendes ”privatlivets fred” går?