Personalepolitisk regnskab 2005

Af Elisabeth Lockert Lange

Dejligt….der er bare for meget af det

Dette er den korte version af hvad medarbejderne i Københavns Kommunes forvaltninger siger belaster dem: For meget arbejde, for højt arbejdstempo og manglende muligheder for at gøre arbejdet tilfredstillende. Især er de ansatte på daginstitutioner hårdt ramt. På den anden side er pædagoger, medhjælpere og dagplejere glade for deres arbejdsplads og ikke mindst deres arbejde som de oplever som meningsfuldt.

De ser glade ud. Ja ikke kun ser de glade og smilende ud, de ser også rolige ud. Faktisk ikke spor fortravlede. Og som sådan passer billederne i Personalepolitisk Regnskab 2005 fra Københavns Kommune måske ikke ganske til de ord og tal, som siderne og tabellerne er fyldt med. (Måske er billederne først og fremmest valgt som modvægt til ordene snarere end som illustration af dem?)

”Et øjebliksbillede af hvordan medarbejdere og ledere oplever kommunen som arbejdsplads.”

Sådan beskiver kommunen selv regnskabet, hvor medarbejdere og ledere for femte gang fortæller om hvor travlt de har, hvilke muligheder de har for kompetenceudvikling, hvordan samarbejdet er og hvad de synes om lederen og de fysiske forhold.

Det der springer i øjnene i øjebliksbilledet er det store arbejdspres både i forhold til arbejdsmængde og arbejdstempo.

63 pct. af de ansatte i U&U er i høj eller nogen grad psykisk belastet af arbejdsmængden, 54 pct. er belastet af arbejdstempo, 48 pct. af manglende muligheder for at gøre arbejdet tilfredsstillende, 32 pct. føler sig usikre på deres arbejdsmæssige fremtid og er belastet af det, 29 pct. er belastet af samarbejdet med ledelsen og 27 pct. føler sig belastet af risikoen for et dårligt helbred.

Af de 8.835 ansatte på U&U er de 2.177 ansat på fritidshjem og klubber, resten har med undervisning at gøre, primært i folkeskolen. Kigger man nærmere på tallene viser de at det er både lærere og pædagoger, som føler sig psykisk belastet.

Også i F&A opleves belastningen stor, 54 pct. er belastet af arbejdsmængden, 45 pct. af arbejdstempoet og 42 pct. af de manglende muligheder for gøre arbejdet tilfredsstillende.

Undersøger man tallene falder det i øjnene at det er arbejdet blandt det pædagogiske personale i daginstitutionerne, som giver de ”røde” tal på bundlinjen (og her går det selvfølgelig på tværs af de to forvaltninger). Såle- des oplever 60 pct. af pædagogerne og medhjælperne i daginstitutionerne sig psykisk belastet af arbejdstempoet, mens det ”kun” er 41 pct. af døgnpædagogerne. Også arbejdsmængden ser uoverkommeligt stor ud på daginstitutionerne, 65 pct. oplever at den er psykisk belastende – en stigning i forhold til sidste regnskab på 12 pct. Og dengang var det slemt nok. Så i stedet for at gøre noget ved problemet med det store arbejdspres har kommunen gjort det endnu værre i de sidste to år.

Tilfredse syv ud af ti

Egentlig kan man ikke sige at folk generelt er utilfredse med at være ansat i Københavns Kommune. På den anden side kan det vel diskuteres, om et gennemsnit hvor 7 ud af 10 medarbejdere er tilfredse eller meget tilfredse, er rigtig godt. Og ligesom der er forvaltninger der ligger over gennemsnittet, ligger både F&A med 6,8 tilfredse ansatte og især U&U med 6,4 tilfredse ansatte ud af 10 under gennemsnittet og ret lavt, ja rent ud sagt ligger de i bunden sammen med Sundhedsforvaltningen. Nærlæser man svartallene for F&A, er det først og fremmest pædagoger og medhjælpere i døgninstitutioner, som er utilfredse med at være ansat i kommunen. I U&U ses utilfredsheden hos både lærere og pædagogisk personale. Ganske vist er tilfredsheden blandt de ansatte i U&U steget sammenlignet med regnskabet i 2001 (og 2003), men niveauet var også da på under halvdelen af de ansatte.

Man kan heller ikke sige at folk er utilfredse med at arbejde netop der hvor de arbejder. Slet ikke. Både medarbejdere på dagområdet og på døgnområdet er i høj grad tilfredse med netop deres arbejdsplads. For begge grupper er det 8 ud af 10 ansatte der svarer tilfredse eller meget tilfredse. Det gælder også for de ansatte i U&U. Det billede svarer da også til den ret store arbejdsglæde, som pædagoger og medhjælpere i både daginstitutioner og døgninstitutioner giver udtryk for.

Bedt om at sige i hvor høj grad stemningen hos dem er præget af arbejdsglæde, er det faktisk påfaldende så højt på skalaen det pædagogiske personale ligger. Ingen har større og kun få lige så stor arbejdsglæde som dem. Men steget er den nu ikke på de to år, tværtimod er der sket et lille fald. Det er nok værd at holde øje med, så de ikke om to år ligger i bunden (der hvor – måske ikke så overraskende – de sociale sagsbehandlere på lokalcentrene ligger nu).

Lederen af en arbejdsplads er som bekendt en vigtig person. Derfor bør man som arbejdsgiver nok lige bide mærke i at antallet af medarbejdere som oplever deres nærmeste leder som god eller særdeles god ”til at skabe et miljø, hvor man tale sammen om mål og krav” falder. Og endda meget på dagområdet, fra 76 pct. i 2003 til 67 pct. i år. Noget lignende gør sig gældende for døgnområdet, dog lidt mere beskedent fra 70 pct. til 63 pct. – niveauet var med andre ord lavere fra start. Billedet bekræftes af at færre pædagoger og medhjælpere i daginstitutioner i år end for to år siden oplever en leder, som sikrer at samarbejdsproblemer bliver løst på en god måde. Også kun et lille fald men dog et fald. Måske har lederne i de sidste par år fået væsentlig dårligere vilkår for at være gode ledere?

Kompetencer og samarbejde Arbejde består af andet end det daglige arbejde. Også kompetenceudviklingen skal passes. Det meste af den faglige udvikling og læring foregår gennem selve jobbet, altså læring på arbejde og i langt mindre grad gennem input udefra, det vil sige efter- og videreuddannelse. Det kan skyldes at der generelt ikke er ret gode muligheder for at få efteruddannelse. Kun halvdelen af pædagogerne på dag- og døgninstitutioner oplever gode muligheder, så det må siges at være endnu et oplagt område for kommunens politikere og embedsmænd at sætte ind på.

Heldigvis for byens borgere er der alligevel relativt mange af det pædagogiske personale som alligevel mener de har udviklet sig både fagligt, personligt og socialt. 73 pct. for døgnområdets vedkommende (et fald i forhold til 2003 på 6 pct.) og hele 85 pct. for dagområdet (en stigning på 6 pct.). Som sagt sker denne udvikling gennem selve jobbet, og det tilfredsstiller da heller ikke behovet for faglig udvikling hos mere end 62 pct. af døgnområdets pædagoger og 70 pct. af dagområdets pædagoger og medhjælpere.

Desværre er det lidt svært for de ansatte at forbedre ting i forbindelse med arbejdet. Alle, og det vil sige alle faggrupper, oplever det som sværere i år sammenlignet med for to år siden at få tingene ændret, når de gør opmærksom på at noget kan gøres bedre. Det giver stof til eftertanke. Noget, nogen, må være blevet stivere, fjernere, mindre lydhør.

På trods af denne manglende lydhørhed føler kommunens ansatte at de yder en vigtig arbejdsindsats når de passer deres arbejde i daginstitutioner, døgninstitutioner, på lokalcentre, på plejehjem, skoler og alle de andre steder.

Og så har de det godt sammen ude på de pædagogiske arbejdspladser. Kun 19 pct. af daginstitutionspersonalet og 22 pct. af døgnpædagogerne føler sig psykiske belastet af samarbejdet med kollegerne. Helt så rosenrødt ser det ikke ud med samarbejdet med lederne. 27 pct. af personalet på daginstitutioner og 31 pct. af pædagogerne på døgnområdet føler sig psykisk belastet af samarbejdet med ledelsen.

Det fysiske arbejdsmiljø kunne være bedre. Især daginstitutionsansatte oplever i høj eller nogen grad arbejdsstillinger fx løft og vrid som uhensigtsmæssige og belastende (57 pct.) og deres pladsforhold som belastende (49 pct.), og det er blevet værre gennem årene. Indeklimaproblemer er derimod størst på døgninstitutionerne (59 pct. oplever dem som belastende).

Støj topper ikke overraskende listen over belastende fysiske arbejdsmiljøproblemer på daginstitutionerne, 76 pct. af de ansatte er fysisk belastede af støj, en hårrejsende høj procentdel. Netop støjen må der dog være gjort et initiativ for at nedsætte, i hvert fald er antallet af fysisk belastede faldet både i forhold til 2001 og 2003.

Dagplejerne har det godt, men er fysisk belastede

Faggruppen af dagplejere optræder ikke som en gruppe i papirudgaven af rapporten. Man skal dykke ned i selve tallene for at se, hvordan de som gruppe har det med arbejdet. Og helt overordnet har de det rigtig godt!

De er den gruppe, hvor der er flest som er tilfredse og meget tilfredse med at være ansat i kommunen. De føler sig ikke belastede af hverken arbejdstempo eller arbejdsmængde, eller af samarbejdet med hverken ledelse eller kolleger. De føler de har gode muligheder for at udføre deres arbejde godt, de føler sig værdsatte af deres nærmeste leder, som de vurderer som god til at skabe et miljø hvor de taler mål og krav, og de oplever i det hele taget at arbejdspladsen er god til at forbedre opgaveløsningen.

De føler sig dog noget belastede af risikoen for dårligt helbred, faktisk svarer 40 pct. i høj og nogen grad. Det hænger måske sammen med de 65 pct. som føler sig fysisk belastede af løft, vrid osv.

Og så er der – relativt – mange af dagplejerne, der oplever at kontakten med brugerne, kunderne belaster dem psykisk, hele 21 pct. svarer i høj eller nogen grad. For de ansatte i daginstitutionerne er tallet 11 pct. og for døgnpædagoger er det 20 pct. Derimod oplever de sig ikke truede af brugerne, det gør derimod de døgnansatte (30 pct. svarer i høj eller nogen grad).

Lidt over halvdelen af alle ansatte i Københavns Kommune har deltaget i en medarbejderudviklingssamtale inden for det sidste år. Men åbenbart ”bruger” dagplejerne ikke den slags, kun 14 pct. svarer ja. Men den faglige, sociale og personlige udvikling mangler ikke af den grund (81 pct. har i høj eller nogen grad udviklet sig fagligt og 95 pct. socialt eller personligt).

Mange af dem har oplevet input via efteruddannelse, kurser eller konferencer (75 pct. – et højt tal sammenlignet med daginstitutionernes 57 pct.). Ret mange synes da også at de får dækket deres behov for faglig udvikling (76 pct.) og social/personlig udvikling (81 pct.). Derimod oplever kun 53 pct. at de har udviklet sig gennem læring på jobbet.

I Københavns Kommune er der 42.083 fuldtidsstillinger.

71 pct. af deansatte er kvinder, 29 pct. er mænd.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er den største forvaltning med 18.150 ansatte, de 8.673 inden for det almindelige børneområde, ca. 2.300 inden for administration og det lovbundne område, og resten inden for områder for borgere med særlige behov, stofafhængige, handicappede etc. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har 8.935 ansatte, de 2.177 i fritidshjem og klubber, resten inden for undervisning.

Sundhedsforvaltningen er på 9.112 ansatte, langt den overvejende del beskæftiget med byens ældre. De små forvaltninger er Bygge- og Teknik på 2.609, Kultur og Fritid med 1.223 ansatte, Økonomiforvaltningen med 1.081 ansatte, og Miljø og Forsyning på 1.023 mennesker. Derudover Revisionen på 44 og Borgerrådgivningen med 7 ansatte. Men som bekendt truer en ny strukturændring i kommunen allerede fra næste år – så vi får se hvordan det hele kommer til at se ud.

Sygefraværet blandt de ansatte er i det personalepolitiske regnskab i gennemsnit sat til 15,8 dage i 2003 (det nyeste tal i rapporten), nogenlunde det samme som året før. Dog hvis man kigger i 6by fraværsstatistikken, hvor seks byer sammenlignes, dukker der noget højere tal op. I den rapport opgøres sygedage pr. ansat i 2003 til 19,0 og i 2004 til 18,8.

I 2005 er 14,6 pct. af befolkningen i Københavns Kommune fra de såkaldte tredjelande (alle andre lande end EU-landene, Norge, Island, Liechtenstein, Schweiz og Nordamerika), mens 9,9 pct. af arbejdsstyrken i Københavns Kommune er fra tredjelande. I kommunen er 8,2 pct. af de ansatte fra tredjelande.