Fotoudstilling

Af Elisabeth Lockert Lange

ØJET DER SER

Når man vender linsen mod andre fortæller man meget om sig selv; alt afhænger jo af øjnene der ser. ”Billeder og beretninger fra københavnernes dagligliv – set med pædagogiske øjne” er derfor i ligeså høj grad en beretning om en profession og dens faglighed.

En flok børn løber fra foto til foto, peger og viser de andre særlige detaljer i billederne. Begejstret lyder det ”det er jo Lille-Karstens fod” og ”se! det er min hånd”. Børnene kan genkende både sig selv, vennerne, situationerne og hverdagen, og de viser spontant deres engagement i det de ser.

De mange fotos udgør de pædagogiske organisationers fotoudstilling ”Billeder og beretninger fra københavnernes dagligliv – set med pædagogiske øjne”. Ud over børnene med ”deres” pædagoger er der i det store lyse lokale i kulturhuset på Islands Brygge også en del voksne brugere hånd i hånd og arm i arm med pædagoger. Desuden er der folk fra organisationerne, nogle kandidater til Borgerrepræsentationen, en enkelt politiker (uddannelses- og ungdomsborgmester Per Bregengaard) foruden alle de andre som har fundet vej til udstillingen denne dag (27.10.)

Ikke at udstillingen er bestormet med besøgende på ferniseringsdagen, men der er dog en skiftende strøm af mennesker, som kommer og går, kigger på billeder, snakker med kendte og ukendte og tager sig en sukkerært.

En video kører diskret i baggrunden med – til tider – kendte ansigter. Det er nogle af fotograferne, det pædagogiske personale, som fortæller om deres arbejde, og om hvorfor det er så vigtigt.

Drejer man hovedet ser man havnefronten og vandet. Et appetitligt sted at vise de mange fotos, hvor det store rum er opdelt af vægskærme med billeder i passende grupper. Nogle af dem er hverdagsbilleder med motivet i fokus og uden de store footgrafiske finesser. Andre har lagt fototeknisk viden for dagen, og har fx gjor billederne meget grafiske i deres udtryk, i så høj grad at personerne næsten fremstår anonyme og dermed universelle. De fleste billeder er i farver, nogle få i sort/hvid. Nogle har tænkt motivet som børnene og brugerne, som får den kærlige linse for fuld skrue. Andre sætter fokus på deres eget arbejde, som faktisk er både rengøring og foran pc’en. De fleste af billederne viser en glad hverdag, som man også bliver glad af at se på, de viser en humor og en styrke, der opløfter tilskueren. Så er der de intense, som fanger et øjeblik af totalt nærvær. I leg, sammen med naturen, et dyr, et andet barn eller en voksen. Alle billederne er taget med stor omhu, engagement og kærlighed til det linsen fangede. Og det er åbenbart engagementen i det positive der fylder snarere end det problematiske, når man som pædagog står med apparatet og vælger motiv.

Professionssyn

Nu igen, kan man måske tænke. Vi skrev jo om billlederne i sidste nummer af LFS Nyt i forhold til kommunalvalget, som jo også var anledningen til at de mange gode billeder blev taget. Og det valg er overstået, når dette læses.

Men ja, nu igen. For de mange billeder er jo ikke kun aktuelle op til et valg, hvor de i bedste fald kan påvirke Københavns politiske kandidater. De er også illustrationer af en professions syn på sit arbejdsfelt og sit eget arbejde. Også med de briller på er billederne både tankevækkende og bemærkelsesværdige. Den pædagogiske profession er jo bl.a. karakteriseret ved at arbejdet altid har et andet menneskes udvikling og velfærd i centrum, uanset om det er et stort eller et lille menneske. Det er også en profession som bruger sig selv som sit eget værktøj i et arbejde som kræver mere end nogensinde. De mødes med krav både ude- og oppefra, og inde- og nedefra, fra politikerne, forældre, brugere og kolleger. I den profession kræves der både viden, handling, etik, nærvær, analyse og refleksion. Og ser man på billederne gennem den linse, så er de spændende på en ny måde. Tilbage til ferniseringen.

Per Bregengaard er en af de besøgende til åbningen. Han har været borgmester for børn i otte år, som han udtrykker det, så han ”interesserer sig for børneliv”.

”Jeg kommer for at se det udtryk som fotograferne har valgt, og for at møde dem og andre jeg har samarbejdet med gennem årene. Og billederne afspejler på glimrende vis det liv og den indsats og de vilkår, som arbejdet sker under. For man skal jo også læse bemærkningerne på billederne, om vilkårene, og om hvad man kan og ikke kan.”

Vigtigt budskab

Københavns overborgmester Lars Engberg skulle have åbnet udstillingen og holdt åbningstalen, men blev forhindret. Talen har han dog nået at skrive, og den får Ulla Baggesgaard derfor tjansen med at læse op. Men først byder hun velkommen – og med stolthed. Stolthed over projektet som mange i fællesskab og samarbejde har sat i søen med opfordring om at indfange det vigtige i børnenes og brugernes dagligdag.

”Det kom der mange billeder ud af. Og det er tydeligt at der gemmer sig en masse refleksion, overvejelse og pædagogisk tænkning bag hvert eneste billede”, siger hun for egen regning.

Lars Engbergs hilsen viser at han grundlæggende er ret begejstret for billederne:

”I har formået at fortælle en masse vigtige historier fra det liv, som københavnerne lever hver eneste dag, et vigtigt emne som I har valgt et stærkt udtryksmiddel til at fortælle om.”

Han ser lyse, glade fortællinger om børn i naturen, livsbekræftende billeder fra en flok unge hørehæmmede, fulde af gå-på-mod, optimisme og livslyst. Og one-lineren ”Tale er sølv, men tegnsprog er guld” understreger ”den stolthed og bevidsthed om eget værd, som lyser ud af disse billeder. Det er billeder som glæder og varmer tilskueren”, var hans ord ud af Ulla Baggesgaards mund.

”Billederne minder os om at det politiske arbejde omhandler nogle meget håndgribelige ting. Billederne og ordene minder os om at vi alle – politikere, borgere og medarbejdere – har et meget konkret ansvar. Det er et meget vigtigt budskab at sende.” Ulla Baggesgaards egen opfordring lyder: ”Nyd synet af københavnere, som har det rigtig godt. Nyd pædagogisk personales faglige stolthed og glæde for deres arbejde. Nyd mangfoldigheden og varmen i billederne. Der er meget godt, der skal holdes fast i, og der er meget der kan blive endnu bedre.”