Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Narkodiskussioner på Vesterbro
Af Elisabeth Lockert Lange
Narkoplan Vesterbro
Bemandede fixerum, forsøg med lægeordineret heroin, lokale konfliktråd, kanylebokse i baggårdene, afkriminalisering af hash og kvalitetssikring af behandlingen. Det er nogle af elementerne i et ambitiøst narkoudspil.
Narkodiskussioner på Vesterbro handler ofte om de pæne vesterbroborgeres vrede over de kanyler, som narkomanerne efterlader på fortovene.
Da en enig venstrefløj for nylig lancerede deres samlede forslag til løsning af misbrugsproblemerne på Vesterbro, handlede det mest om misbrugerne selv og deres krav på en værdig tilværelse. Krav om fixerum optrådte (en gammel kending) side om side med bl.a. en udbygget forebyggelse og en nedkriminalisering af illegale stoffer til eget forbrug.
Det samlede narkoudspil kom fra Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten og er ment som et valgoplæg og et modsvar til de borgerliges narkopolitik. Men når dette læses er kommunalvalget som bekendt overstået, og det betyder at synsvinklen er ændret til hvad de tre partier reelt gør efterfølgende for at gennemføre deres udspil.
Tre unge kvinder, Ninna Thomsen SF, Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokraterne og Rikke Lauritzen fra Enhedslisten mødtes på Halmtorvet til et pressemøde med et ikke særlig talstærkt medieopbud. Desuden deltog i panelet SFs Jens Johansen, som ud over at være sognepræst ved Mariakirken også er kandidat til Borgerrepræsentationen.
Fællesskabet er valgt, fordi de tre som partier og som lokale kandidater har en fælles holdning til, hvordan problemerne med misbruget skal løses; et fælles politisk og etisk ståsted når det gælder løsningen af misbrugsproblemerne og en række andre svære sociale problemer i byen, mener Ninna Thomsen.
Sophie Hæstorp Andersen er både folketingskandidat og kandidat til regionsvalget. Hun peger på at misbrugerne ikke har brug for kontrol og tvangsafvænning. Misbrugerne skal have et værdigt liv og støtte til at komme ud af misbruget.
”Og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at beboerne på Vesterbro kan leve med stofmisbrugerne. Det er udgangspunktet.” Rikke Lauritzen, som stiller op til Borgerrepræsentationen for Enhedslisten, konkretiserer: ”I Narkoplan Vesterbro stiller vi forslag om bemandede fixerum, forsøg med lægeordineret heroin, lokale konfliktråd, kanylebokse i alle berørte bag- gårde, afkriminalisering af hash, kvalitetssikring af behandlingen og meget andet.”
Så er banen kridtet op: narkomanerne skal behandles humant, der skal tages hensyn til beboerne, og der skal sættes en række konkrete tiltag i gang.
Lad os så se hvad der ”holder” efter valget, i hvert fald fik de fine ord en af deltagerne på pressemødet til at præcisere at både Socialdemokraterne og SF faktisk i tidligere budgetforhandlinger har stemt sådan at tilbud til narkomaner i København er blevet forringet.
Humanisme
Narkoplanen tager udgangspunkt i Vesterbro, smertensbarnet rent misbrugsmæssigt. Bydelen har store problemer med stofmisbrugere, kanyler og stofhandel, problemer som for alvor er kommet i centrum efter de fleste af de gamle beboere mere eller mindre frivilligt er rykket ud i Sydhavnen, og nye mere trendy unge beboere er flyttet ind.
Grundlaget for Narkoplan Vesterbro er et humanistisk og solidarisk menneskesyn. Skriver de tre partier i det fælles udspil. Uddybet handler det om frihed til at træffe sine egne valg, lige muligheder for at udnytte sine evner uanset forudsætninger, ansvarlighed for og solidaritet med de svageste i samfundet og mulighed for at virkeliggøre sine drømme om et godt liv.
At der ingen lette løsninger er, har de helt styr på. Som Danmarks hovedstad anser de det for urealistisk at komme alle misbrugsproblemer til livs. Men de erklærer sig villige til at ”gøre alt, hvad der står i vores magt for at give stofmisbrugerne et værdigt liv og få dem ud af misbruget. På samme måde som vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at beboerne på Vesterbro kan leve med stofmisbrugerne.” Det er et pænt stort brød at slå op.
For at gøre bydelen til at leve i vil de mere konkret bl.a. intensivere indsamlingen af kanyler i alle Istedgades sidegader. Der er allerede truffet beslutning om en særlig renholdelsestask force, pengene er afsat med en halv million kroner allerede fra i år samt en million kroner i både 2006 og 2007. Indsatsen kombineres med et aktiveringsfleksjobprojekt for stofmisbrugere. Og samtidig skal der opsættes kanylebokse i alle berørte baggårde på Indre Vesterbro.
Et lokalt konfliktråd skal nedsættes med lokale beboere, socialarbejdere, brugere og politifolk. Rådet skal have fokus på at løse beboerkonflikter og konflikter stofmisbrugere imellem. Der skal udleveres ”sikre” kanyler til stofmisbrugerne, det vil sige engangssprøjter, som man ikke kan stikke sig på efter brug. Forslaget forhandles i øjeblikket politisk.
Oplægget foreslår også en ansvarliggørelse af stofmisbrugerne fx via informationsmateriale. Og så er der selvfølgelig et ønske om bemandede fixerum på Indre Vesterbro. Åbne døgnet rundt med tilknyttet sundhedspersonale og socialarbejdere. Det tjener to formål: misbrugernes sundhed og en mulighed for kontakt med dem.
Værdigt liv
Hvordan får man mindsket andelen af stofmisbrugere? Da et misbrug ofte er socialt betinget foreslår de tre politiske partier ”en ordentlig socialpolitik” for at komme problemerne til livs. Den forebyggende indsats over for bl.a. unge mennesker skal styrkes, ligeså det opsøgende sociale arbejde. Ligesom politiets indsats i højere grad skal målrettes bagmændene.
Konkrete her og nu tiltag omfatter bl.a. ”en mere konsekvent politik omkring tvangsfjernelse af truede børn fra misbrugsmiljøer” – hvad der så end præcist ligger i ordet konsekvent. Men målet er klart nok at bryde den negative sociale arv. Hash skal afkriminaliseres, dels så politiet ikke bruger så mange ressourcer på det, dels så hashrygere ikke skal købe hash samme sted, som der handles hårde stoffer. Stofmisbrugerne skal skånes og bagmændene knaldes. Et lokalt narkotikaråd skal nedsættes bestående af beboere, politifolk, brugere og socialarbejdere. Rådet skal komme med lokale løsningsforslag. Og så skal der mere viden og oplysning til, især i forhold til unge.
Livet som misbruger skal være et værdigt liv. I modsætning til nu hvor narkomanerne lever en næsten umenneskelig tilværelse, med en evig kamp for at skaffe penge til næste fix, mener de tre partier.
”Den kamp er intet menneske værdigt. Samfundets indsats over for stofmisbrugerne bygger på en opfattelse af det fortsatte misbrug som et frit valg. Vi ser det som en sygdom eller en lidelse”, skriver de i deres plan.
Forslaget går derfor på en ”nedkriminalisering af illegale rusmidler til eget forbrug.” Det vil sige gøre det lovligt at besidde stoffer til eget forbrug, så stofmisbrugerne kan tage deres stoffer med hjem i stedet for at fixe på åben gade. Pusherloven skal afskaffes og der bør laves forsøg med lægeordineret heroin til de hårdest ramte misbrugere. Der er også brug for flere steder, hvor misbrugerne kan få sprøjter udleveret fx via en ”kanylebus”, som man tidligere har haft.
Planen opererer som skrevet også med bemandede fixerum på Indre Vesterbro, åbent døgnet rundt med tilknyttet sundhedspersonale og socialarbejdere. Foruden efteruddannelse af det lokale politi og flere væresteder.
Ud af misbruget
”Det, vi allerhelst vil, er at få stofmisbrugeren ud af misbruget”, skriver de tre partier i deres oplæg.
Blandt de konkrete forslag er en kvalitetssikring af behandlingen, en behandlingsgaranti for dobbeltdiagnosticerede misbrugere det vil sige psykisk syge og misbrugere (på linje med den almindelige behandlingsgaranti), lettere adgang til akut skadestuehjælp, kvalitetssikring af misbrugsbehandlingen i fængslerne, opkvalificering af behandlerne og i det hele taget en bredere tilbudsvifte og frit behandlingsvalg.
Også etablering af lav-tærskeltilbud, forstået som tilbud, hvor der ikke stilles krav om forandring for at man kan indgå, og hvor man ikke kan blive bortvist, er visionen, ligeså en udbyggelse af botilbuddene til hjemløse stofmisbrugere og øjeblikkelig behandling til unge og mennesker, der ikke tidligere har været i kontakt med behandlersystemet. De skal af sted med det samme.
Efterfølgende har familie- og arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) udtrykt sin tilfredshed over at ”Sundhedsministeren Lars Løkke er set på Vesterbro med løfter om penge til narkoproblemer”.
I en pressemeddelelse harcellerer han over at det skulle tage utallige måneders tavshed og rykkere fra beboere på Vesterbro og Københavns Kommune, før ministeren dukkede op med løfter om penge fra satspuljen til indsatsen mod den meget åbne stofscene.
Bo Asmus Kjeldgaard lykønsker beboere og andre med, at et sejt og vedholdende pres på regeringen nu omsider har båret frugt. Tilsagnet er på ekstra ti millioner kroner til Vesterbro.