Den gyldne pegepind

Af Elisabeth Lockert Lange

LANGELINIERUMMET

”Den gyldne pegepind” fra Københavns Lærerforening er for første gang givet til institutionsverdenen, nemlig til ”Langelinierummet”, et samtænkningsprojekt mellem to fritidshjem og en skole, hvor dannelsesprocessen og det internationale står i centrum.

Det siger stadig ”kling”, når man træder ind af døren på første sal i Livjægerhuset på Østerbro. Netop dette lokale har nemlig været tandlægepraksis indtil for ikke så længe siden, men er nu ved at blive en længe eftertragtet udvidelse af fritidshjemmet. En udvidelse som skal bruges til kontor og voksenrum som en kærkommen afløser for det åbne køkken, hvor de voksne ellers normalt har været nødt til mødes, da alle rum i huset ellers går til børneaktiviteter for fritidshjemmets 110 børn. Historien fortæller lidt om fritidshjemmets prioritering af børnene og deres hverdag.

Det samme udgangspunkt går igen i samtænkningen mellem Livjægerhuset, Lomholts Villa og Langelinieskolen – i det de kalder Langelinjerummet. Og det er for dette samtænkningssamarbejde, de alle tre har fået prisen, Den gyldne pegepind (lad dig dog ikke forlede til at tro det er en lang gylden pind, den er ”kun” ca. 25 cm.). Et samtænkningsprojekt som med lærerformanden Jan Trojaborgs ord ”har evnet at forene det bedste fra lærerkulturen og pædagogverdenen med udgangspunkt i de pædagogiske grundbegreber, ved bevidst valg af pædagogiske teorier og modeller og ved at give disse klare praktiske udtryk.”

Han roser dem for at tage globaliseringsudfordringen alvorligt ved at give børnene indsigt i egen og andres kulturer, ”se ligheder og forskelle og få lyst til at passe på verden og ændre den til det bedre”. De tre institutioner har taget ”handsken op fra så store udfordringer som internationaliseringen, dannelse, den kreativemusiske dimension, spændingsfeltet mellem teori og praksis og skabelsen af en evalueringskultur.”

Et flot skudsmål må man sige! Og hvad er det så de tre institutioner gør helt konkret?

Vi skruer først tiden tilbage til 1999, hvor de tre institutioner nedsatte en styregruppe for arbejdet sammen med en konsulent fra Danmarks Pædagogiske Universitet. De var stærkt inspireret af en metode udviklet af Idana Pescioli til arbejde med det interkulturelle felt og til tværprofessionelt samarbejde.

I styregruppen lagde de ud med at arbejde med fagforskellene for pædagoger og lærere og søgte derefter et faglig fællesskab, nemlig omkring dannelse. Og med tanke på den stadig mere globaliserede verden valgte de fokusområde i samtænkningen: Interkulturel dannelse gennem arbejde i kulturværksteder. Med dette overordnede emne satte de et nyt fag på dagsordenen.

Den omvendte metode

”Det er totalt berigende.” ”Vi er vilde med samtænkning.” Siger Livjægerhusets leder Lene Gonzalez Hansen og souschef Helle Starris. Og de uddyber hvad deres prisværdige metode består af.

I deres koncept, ”At tænke sammen”, er intentionerne at give børnene solid indsigt i og viden om egen kultur, at synliggøre ligheder og forskelle i egen og andres kultur, at gå på opdagelse i kulturer, og blive bevidst om kulturel mangfoldighed, at udvikle opmærksomhed mod fordomme og racisme og ikke mindst at få lyst til at passe på verden og ændre den til det bedste for alle. Undervejs tager de de store emner op, samtalen som dialog, sprog, viljen til at gøre sig forstået, liv og død, poltik, respekt, eget ansvar for sig selv og samfundet etc.

Metoden de arbejder efter med børnene har de lært gennem rejser til både Firenze og Berlin.

”Det er et slags problemorienteret projektarbejde, hvor vi tager udgangspunkt i et fælles billede, et digt eller en sang. I praksis har vi brugt sange i de fem år, de har arbejdet på denne måde. Vi har i samtænkningen alle det samme udgangspunkt og den samme sang vi går ud fra, men der er selvfølgelig store forskelle på hvilke dilemmaer og fokuspunkter, grupperne, børnene, vælger at arbejde med”, fortæller Helle Starris.

I år er temaet børnerettigheder, og den fælles sang er ”Alle børn har ret”. Arbejdet foregår ved at de først hører sangen sammen, og så taler de med børnene om den bagefter.

”Vi spørger børnene hvad de oplever sangen handler om, hvad de synes der i den. Alle bliver spurgt, og alle får deres udsagn skrevet ned. Derefter taler vi om, hvad kan vi gøre ved det, hvordan vi kan gøre ting bedre. I den snak kommer der en masse fokuspunkter frem, og hver dag evaluerer vi på, hvad der optager børnene mest. I processen undersøger de en masse ting, og det er vigtigt at det er dem der gør det, de finder selv svarene på, hvad de gerne vil vide om emnet.”

Lene Gonzalez Hansen supplerer: ”Man kan sige at vores er den omvendte metode. Vi stiller de stimulerende spørgsmål, og det er børnene, som undersøger og finder svarene. Det er vores overbevisning at børn lærere meget mere af denne metode end af den traditionelle, hvor en voksen fortæller dem en masse.”

Både pædagoger, lærere og børn er begejstrede for metoden, fortæller de begge. Den betyder også at de to faggrupper er på lige fod i arbejdet. De tager det bedste fra hver kultur og samarbejder om det, uden at de ved hvor det ender, det afhænger jo af hvor børnene bevæger sig hen, understreger de. Projektarbejdet skal dog ende med at børnene gør en forskel, når de slutter.

”Det er næste punkt: hvad kan børnene selv gøre ved problemstillingen. Hvordan kan de ændre verden til det bedre. Den dimension, handlekompetencen, skal også med. Det kan være ved at give et bidrag til noget, hvis de har tjent nogle penge i løbet af projektet. Det kan være gennem et samarbejde, eller det kan være ved at møde nogen på en særlig måde, fx en handicappet. At gøre en forskel betyder at de handler på hvad de har lært. De får med andre ord en kompetence, en større indsigt og refleksion, så de klarer sig bedre”, fortæller de to pædagoger.

Det tredje rum

Konkret arbejder de med samtænkningen i tidsblokke. Og det er ikke noget med at traske over på skolen og give en hånd med. Pædagoger og lærere i Langelinierummet er for længst i det tredje rum. Det vil sige de er både på skolen, i fritidshjemmet og ude omkring i naturen og lokalmiljøet.

De ved godt at de er priviligerede ved at der kun er to fritidshjem til skolen, og at hvert fritidshjem arbejder med ét spor fra børnehaveklasse til 3. klasse med. At arbejde klassevis er da også noget de kan anbefale.

Processen starter med det fælles arbejdsgrundlag, hvor alle, fritidshjem, skole og konsulent, mødes efter skoleferien i en i en fælles uddannelsesweekend for at inspirere hinanden og planlægge årets samtænkning.

”Styregruppen med begge ledelser, lærere og pædagoger, har fungeret fra starten, og det har været vigtigt. Desuden deltager konsulenten også i styregruppemøderne. Styregruppen har været på flere studierejser til Firenze og Berlin for at lære metoden, som vi nu er ved at fordanske”, fortæller Lene Gonzalez Hansen og Helle Starris.

”Vi arbejder meget med integration, fordomme og forfordomme. For børnene møder jo fordommene på et tidspunkt, og det er vigtigt at gøre børnene parate til det, så de allerede har respekten for andre kulturer.”

De søger at gøre problemstillingerne konkrete for børnene. Som eksempel fortæller de om en mor, som har været flygtning, og hvis ressourcer og erfaringer de har trukket på.

”Hun fortalte om krigen, og om hvordan det er at være flygtning. Og om savnet af hjemlandet og menneskene. Vi tror på at når tingene bliver personlige og følelsesmæssige, så får det en dimension for børnene, som betyder at de får kendskab til, viden om og respekt for hinandens forskelligheder.”

Når hele forløbet er slut, holder de i maj måned en samlet messe i gymnastiksalen. Her fremviser børnene på stande, i teater og drama, i sange, i dans, i mad, i malerier, tegninger og fotos, hvad de har lavet og hvad de er kommet frem til af ny fælles viden og indsigt. Alle viser hvad de har fået ud af projektet og på en måde så de andre synes det er interessant at se, høre, smage osv.

”Børn lærer jo på forskellige måder, så det er vigtigt at børnene får mulighed for at være aktive kulturskabere inden for alle de mange forskellige læringsaktiviteter. De udtrykker hvad de føler i billeder, sang, teater, leg osv. De vænner sig til at lytte til hinanden og til at tale. Alle kommer på banen, og det betyder faktisk at svage børn er mere med, og de har mange og til tider overraskende ting at byde ind med”, vurderer Helle Starris.

Indbefattet i metoden er en udstrakt grad af dokumentation og evaluering. Italienerne er meget systematiske i deres tilgang med diagrammer, plancher og fotos, som udtrykker forløbet, og de dokumenterer alt.

”Italienerne forsker i deres eget arbejde. Spørger sig selv og hinanden, hvor udviklingen i samfundet bevæger sig hen, hvordan de kan inddrage teknologier og alternative medier osv.”, uddyber Helle Starris.

Også i Langelinierummet dokumenterer de alt, og det vil sige hele arbejdsprocessen, hvad der er sagt og gjort og børnenes produkter.

”Det har stor betydning for at vi også kan diskutere og forske i vores egen praksis. Det er også vigtigt for evalueringen sammen med børnene. De kan lide at genkalde sig processen, og de får mulighed for nuanceret at reflektere over, hvad de har lært, og hvordan det var.

Den Gyldne Pegepind er Københavns Lærerforenings årlige pris til en enkeltperson eller organisation som har gjort en bemærkelsesværdig indsats, som fortjener anerkendelse og kan tjene som inspiration for andre.

Den uddeles hvert år på lærerforeningens generalforsamling i oktober, i år var det tolvte gang prisen blev givet for ”at styrke initiativer og belønne ildsjæle”. Prisen er på 10.000 kr., men da prisen i år blev delt mellem to vindere, får Langelinierummet ”kun” 5.000 kr., som til gengæld er skattefri.

”Det er jo ikke pengene det handler om, men det at få prisen i sig selv. Det er fint at få en anerkendelse af at vi har gjort en forskel. Vi kan så let være kritiske sammen, og alt kan jo også gøres endnu bedre, men det varmer med anerkendelse. Og så er det fint at vi er nået så langt og så ligeværdigt mellem fritidshjem og skole. Vi har et fantastisk samarbejde i Langelinierummet. Alt sammen på lige fod, hvor vi skaber en helhed som forældrene fornemmer og børnene profiterer af”, siger Lene Gonzalez Hansen.