Den sociale arv

Af Tine Sejbæk

Se barnets ressourcer!

Hvis daginstitutioner skal gøre en forskel for udsatte børn, skal de fokusere mindre på børnenes fejl og mangler – og mere på deres styrkesider. Det mener Bente Jensen, der netop har lavet den første, landsdækkende undersøgelse om daginstitutioners mulighed for at bryde den sociale arv.

Kan daginstitutioner gøre en forskel for udsatte børn?

Det spørgsmål stillede lektor på DPU, Bente Jensen, sig selv, da hun i 2001 gik i gang med den første, landsdækkende undersøgelse om daginstitutioners mulighed for at bryde den sociale arv. Og svaret er: ja – muligheden er der! Især hvis pædagoger og medhjælpere griber opgaven innovativt an, det vil sige fokuserer på børnenes styrker og ressourcer. Og bevidst arbejder på at skabe positive forventninger til de udsatte børn.

Men det er ikke nemt. De fleste pædagoger tror nemlig ikke selv på,at deres indsats har nogen effekt på lang sigt. De opfatter mere daginstitutionen som barnets pusterum fra et svært hjemmeliv. Og pædagoger oplever også i høj grad, at de mangler bl.a. tid og personale til at påtage sig at være det forebyggende tiltag, som de – ifølge Serviceloven rent faktisk skal være.

Det er nogle af konklusionerne på undersøgelsen, hvor Bente Jensen,lektor Ph.d. fra Institut for Pædagogisk Sociologi, via spørgeskemaer har spurgt 1000 institutioner om, hvordan de oplever deres rolle i forhold
til udsatte børn. I alt 2722 ledere, pædagoger og medhjælpere svarede. Desuden har hun lavet observationer og interview i fire daginstitutioner, der hver især vurderer at have 20-50 pct. udsatte børn. Undersøgelsen indgår i Forskningsprogrammet om Social Arv (et samarbejde mellem blandt andre SFI og DPU).

I undersøgelsen iagttog Bente Jensen to tilgange til udsatte børn, nemlig den kompenserende, som stadig er den mest fremherskende, hvor man kigger efter barnets fejl og mangler og overvejer hvilken støtte, man kan sætte i værk for at “udbedre” manglerne. Og så en mere innovativ tilgang, der er ved at vinde frem, hvor man på anerkendende vis fokuserer på barnets styrkesider.

“Vi har en tendens til, når vi kigger på udsatte børn, at se efter vanskeligheder og særlige behov. Det er naturligt nok, det ligger i Serviceloven. Og hvis man f.eks. skal have hjælp fra PPR, laver man jo også en indstilling, der fokuserer på problemer. Men deri ligger allerede et mangelsyn, for så leder vi efter, at barnet f.eks. mangler sprog, har socio-emotionelle problemer, eller at dets sociale adfærd ikke fungerer. Og ved at rette blikket og forventningerne mod vanskelighederne, er der ikke langt til at sætte noget kompenserende i værk. På den måde lægger de fleste institutioner sig tæt op af den tankegang, man i skolen kalder “tankpasseren”, man vil gerne fylde noget på de huller, barnet har”.

“Det jeg hævder er, at hvis man retter blikket mod barnets kompetenceudvikling, når man meget længere. Ved at styrke ressourcerne er der større chance for, at børnenes potentiale kommer frem. Kigger man på mangler, har man negative forventninger fra starten. I innovation ligger der derimod en forståelse af betydningen af forventninger, det er en stærk forskel.”

En anden væsentlig forskel er ifølge Bente Jensen, at den kompenserende holdning ofte er udtryk for en tanke om, at “barnet ikke er i stand til at tage imoddaginstitutionens tilbud”.

“Deri ligger at daginstitutionen har nogle faste tilbud, som barnet skal passes ind i. Og hvis barnet ikke passer ind, mangler barnet noget. I den innovative tilgang leder pædagogerne efter muligheder, så de kan sørge for, at institutionen passer til børnene, det er to vidt forskellige tilgange til pædagogikken”, siger Bente Jensen.

Skift forventninger og kontekst

I den mere traditionelle pædagogik er især relationerne og legen i fokus. Det handler om at give børnene omsorg og f.eks. komme ud at gå en tur, uden at man nødvendigvis har tænkt over formålet med turen. Bente Jensen har observeret, at man i de institutioner, hvor man arbejder innovativt med udsatte børn, meget målrettet overvejer, hvad børn skal lære.

“De innovativt tænkende skelner ikke mellem leg og læring og overvejer, hvad de gerne vil have, at alle børn lærer inden for f.eks. kultur, kunst og natur. Dvs at de målrettet styrker børns kompetencer”.

“De udsatte børn kommer som andre børn rigtig tidligt i daginstitution, og derfor er det muligt at stimulere dem tidligt.

Udsatte børn bliver måske ikke stimuleret meget hjemme, men de har jo samme intellektuelle beredskab som andre. Og deres nysgerrighed kan stimuleres meget hurtigt. Så det er bare med at komme i gang med at styrke deres ressourcer og anerkende dem fra en tidlig alder!”

Når Bente Jensen mener, at det fungerer bedst at være innovativ, bygger hun det på en kombination af det, hun har observeret, samt international forskning og teorier om børns udvikling.

“Jeg var f.eks. ude og observere i en institution, hvor man meget målrettet tog i naturen med børnene. Den mandlige pædagog var helt obs på, hvilke børn der havde brug for hvad. Og når de f.eks. gik gennem trafikken, stimulerede han dem helt målrettet ved hjælp af en underholdende leg, hvor bilerne var farlige hajer osv. Det var innovativt i stedet for den kompenserende, irettesættende måde, hvor man hele tiden siger“Pas nu på”.

Noget af det, der bremser udsatte børn, er ifølge Bente Jensen pædagogers negative forventninger til dem. Men hvordan ændrer man sine forventninger til bestemte børn?

“I første omgang ved at starte på at gøre det! Ved bevidst at se andre sider hos lille Oscar, for det sker ikke automatisk. Men når den voksne skifter forventninger, er hun med til, at de andre børn også gør det.”

“Jeg ser dig, jeg hører dig, jeg tror på dig”. Hvis de forventninger ligger derudtalt og uudtalt, bliver barnets selvopfattelse stimuleret. Skæld ud og negative forventninger virker modsat. Men man kan vende den onde cirkel ret hurtigt, hvis man bevidst arbejder med det. Man kan også øve sig i det pædagogerindbyrdes. Hvad kan lille Oscar, som vi ikke har opdaget, fordi vi er så optagede af, at han slår de andre børn? Forventninger har det med at smitte pædagoger imellem. Jo mere, man arbejder med forventinger, jo mere er man på vej til at skifte synsvinkel mod en positiv proces”.

Udover at skifte forventninger kan det også være en fordel at skifte kontekst.

“Roller og relationer knytter sig til konteksten. Hvis man hele tiden er på legepladsen, sker der måske det samme med de samme børn. Men hvis man f.eks. tager i skoven, får børnene mulighed for at vise nye sider af sig selv. Så er der større chance for at få alle børn med”.

Mange ydre hindringer

Mange institutioner bruger metoder som tests mv til at synliggøre udsattebørns vanskeligheder.

“Hvis man har positive forventninger og anerkendelse for øje, er det godt. Men hvis metoderne bliver brugt til at fastsætte barnets mangler, kan de i sig selv risikere at cementere problemet. Som regel har man fokus på det enkelte barn, når man vil synliggøre et problem. Men man kunne lige så vel rette blikket mod den praksis, man bruger, og sætte pædagogikken i fokus. Hvordan tager den imod barnet? Det fokus, man vælger, får betydning for, hvordan den konkrete pædagogik udfolder sig”, siger Bente Jensen.

Hun konstaterer i sin undersøgelse, at selv om det måske nok er muligt, er der mange hindringer for, at daginstitutioner kan gøre en forskel for udsatte børn. Nogle af dem er fokus på fejl og mangler og negative forventninger. Men – ifølge pædagogerne selv – i høj grad også, at pædagoger mangler viden og har brug for at udvikle deres kompetencer. At de mangler tid, og at normeringerne ikke rækker. At der er kommet flere udsatte børn. Og at samarbejdet mellem institution og forvaltning ofte er utilfredsstillende.

“Det er pædagogernes egne subjektive oplevelser. Pædagogerne synes selv, at de har brug for mere viden for at kunne lave den optimale indsats. Og de har brug for mere tid både til det enkelte barn og til at blive mere bevidst om pædagogikken. F.eks. om, hvad det vil sige at være innovativ. Hvis det danske samfund skal gøre det optimale for udsatte børn, skal der en gennemgribende indsats til - det kræver en investering og satsning. Det er ærgerligt, at man ikke prøver alle muligheder for at gøre det optimalt. Særligt i vores samfund, hvor så mange børn er i daginstitution – så er det ærgerligt, at det stadig er de samme børn, man hægter af”.

“Internationale undersøgelser viser, at pædagoger, der virkelig får udviklet arbejdet med udsatte børn, er uddannede, får supervision samt den optimale tid til det enkelte barn. Men selvfølgelig kan det også batte at gøre noget selv trods manglende ressourcer – hvis man f.eks. tager i naturen med otte børn, får man mere ud af det end at sidde med 12 børn på en lille stue”.

Dét, Bente Jensen især oplever som vigtigt og overraskende ved sin undersøgelse, er pædagogers lave forventninger til daginstitutionernes betydning.

“Forventningen til betydningen her og nu er høj. Man forventer, at selvfølgelig er institutionen et godt sted at være. Men når man spørger til langtidseffekten af det pædagogiske arbejde for de udsatte børn, er der en opsigtsvækkende andel af pædagoger, der ikke tror på effekten” (se boksen, red.). Når pædagoger er så pessimistiske, mener Bente Jensen, det først og fremmest skyldes, at social arv-problematikken er så tung.

“Holdningen kan være, at det er svært at gøre noget. At det handler om store og svære samfundsskabte problemer, man ikke mener, at man som pædagog kan/skal gøre noget ved. Men det skal man jo ifølge Serviceloven! En anden mulighed er, at pædagoger ikke føler, at de ved nok til at gøre noget. Den tredje ting er, at der mangler ressourcer. Hvis man virkelig skal gøre en forskel, skal man ofte være en til en, for at det kan nytte”, siger Bente Jensen.

Hun går nu i gang med et tre-årigt projekt med overskriften “Handlekompetencer i pædagogisk arbejde med børn og unge”, hvor de ting, hun har konkluderet, f.eks. med hensyn til at fokusere på læring og kompetenceudvikling hos de udsatte børn, vil blive afprøvet i praksis.

Pædagoger tror ikke på egen indsats

Bente Jensens undersøgelse viser, at pædagoger vurderer, at daginstitutioner har en “her og nu” betydning for udsatte børn. Daginstitutionen bliver nemlig opfattet som et frirum fra en vanskelig hverdag i familien. 64 pct. af lederne vurderer, at indsatsen har en meget stor eller stor effekt på kort sigt. Men tallene falder til under det halve, når der bliver spurgt til langsigtede effekter, der rækker ind i skolelivet fra 6-15-årsalderen. Kun 31 pct. af lederne tror, at institutionens indsats har en effekt, der også støtter barnet i skolealderen. Og når man spørger til effekter, der rækker ind i voksenalderen, falder andelen af optimister til 24 pct.. 73 pct. af lederne vurderer det som svært eller overvejende svært at sætte ind med den ideelle indsats. Hvis arbejdet skal have en effekt på lagt sigt, vurderer lederne følgende forhold som “meget vigtige”:

• At personaleressourcerne modsvarer institutionens behov.
• At have meget mere fokus på socialt udsatte børn og løbende sætte deres særlige behov på dagsordenen.
• At fokusere på familien som helhed og ikke kun på barnet.

Og at arbejde meget mere på at skabe tætte sociale relationer
mellem pædagog og barn.
Kilde: “Kan daginstitutioner gøre en forskel?” af Bente Jensen.
Kan købes hos Socialforskningsinstituttet.

Hvem er de udsatte?

Når man taler om “udsatte børn” menes der - i undersøgelsen
“Kan daginstitutioner gøre en forskel?”- de børn, som ifølge
Serviceloven bliver betegnet som “truede børn”. Det vil sige børn med vanskeligheder og særlige behov som følge af belastende opvækstvilkår. F.eks. børn fra familier med langvarig arbejdsløshed, misbrug og fattigdom. De udsatte børn er ujævnt fordelt i forhold til antallet af daginstitutioner.

• 14 pct vurderer, at de ingen udsatte børn har
• 49 pct. har under 10 pct.
• 24,5 pct. af institutionerne mener, at de har 10-19 pct. udsatte børn
• 11 pct. vurderer, at de har 20-50 pct. udsatte, og
• 1,5 pct. mener, at de har over 50 pct. udsatte børn.

Kilde: “Kan daginstitutioner gøre en forskel?”