Hvad kan vi lære af OK18?

AfJan Hoby, næstformand i LFS

OK18 kom til at handle om meget mere end blot procentuelle lønstigninger, arbejdstidsaftaler og betalte spisepauser. Forløbet op til overenskomstforhandlingerne har vækket fagbevægelsens sovende kæmpe, og overenskomstkampen har udviklet sig til en landsdækkende bevægelse, hvor nye aktivister fødes, og hvor offentligt ansatte genopdager arbejdskampens værdi.

OK18 blev også en reaktion på årtiers velfærdsnedskæringer, skattelettelser og øget ulighed. Bag sloganet ’Nok Er Nok’ gemte sig et gryende opgør med nødvendighedens politik.

Fagbevægelsen har med solidaritetspagten genfundet ideen om, at vi sammen er stærkest. Det betyder i et større perspektiv, at de fælles lønarbejderinteresser er større end de mulige isolerede gevinster for enkelte faggrupper. De politiske arbejdsgivere i både staten, regionerne og kommunerne opdagede nemlig til deres store skræk, at deres kamikaze-strategi over for 750.000 offentligt ansatte skabte en bevægelse, de troede var historie. Sammenhold blev moderne igen.

Læren af solidaritetspagten kan opsummeres

• Solidaritetspagten mellem alle fagforbund og 750.000 offentlige ansatte pressede regeringen og vores arbejdsgivere helt i bund: De trak (næsten) alle deres forringelser tilbage. De gav sig på (næsten) alle vores krav.
• Solidaritetspagten holdt hele vejen og blev stærkere og stærkere dag for dag, uge for uge, fordi der var resonans blandt de offentlige ansatte og flertallet af befolkningen. Nok var blevet nok.
• Solidaritetspagten viste, at ingen kan vinde alene. Kun sammen kan vi vende udviklingen.
• Solidaritetspagten har skabt nye og utraditionelle alliancer. Nye generationer er blevet introduceret til arbejdskamp.
• Solidaritetspagten gjorde, at de gamle magtpartier (primært Venstre og Socialdemokratiet) frygtede storkonflikten mere end vi, fordi de ved, at strejker, lockouter og fællesskabets styrke mere end alt andet flytter holdninger, værdier og politik.

Der var altså intet alternativ til solidaritetspagten. Uden solidaritetspagten var OK18 blevet til begyndelsen på enden for fagbevægelsens politiske og faglige indflydelse. Uden solidaritetspagten ville den danske fagbevægelse og velfærdsstat opleve deres udgave af den britiske minearbejderstrejke i 1984-85, som var det strå, der knækkede den britiske fagbevægelse og velfærdsstats ryg.

Men spørgsmålet er, om erfaringerne fra solidaritetspagten bliver varige? Vil læren af solidaritetspagten blive til nye fælles erkendelser?

Solidaritetspagten vil kunne forandre dansk arbejdsmarkeds- og velfærdspolitik i mange år frem. Men kun hvis erfaringerne generaliseres, udvikles, understøttes og vedligeholdes. Gør de ikke det hurtigt, så vil storebededagsforliget gå over i historien som en parentes. LFS er fast besluttet på, at solidaritetspagten kun er begyndelsen til en ny tid, hvor vi står skulder ved skulder, til vi har fået genskabt et solidarisk velfærdssamfund for de mange. Men først skal vi have sikret en høj stemmedeltagelse til OK18 og et stort JA som en flot markering af, at solidaritetspagten sikrer løsninger for alle.