Seksualiteten ligger lige under overfladen
Kan man tillade sig at sige fra, hvis en borger på det bosted, hvor man arbejder, tager et mobilfoto af ens kavalergang? Ja, det kan man, siger Henrik Larsen, som er socialpædagog og seksualvejleder i Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
”Medarbejdere, der arbejder med borgere med handicap som fx udviklingshæmmede, kan være tilbøjelige til at acceptere grænseoverskridende opførsel, fordi man kender borgerens kognitive udfordringer. Derfor mener Henrik Larsen, at man skal huske at bruge sin faglighed og sunde fornuft:
”Tænk på, hvordan du ville opleve det, hvis en person, du ikke har en intim relation til, sneg sig til at tage et foto af dine bryster. Det ville du reagere på. Og det må du også gerne, hvis en borger på bostedet/beskæftigelsestilbuddet gør det samme,” siger Henrik Larsen.
Henrik Larsen erkender, at det kan være svært at formidle til borgerne, hvorfor en bestemt adfærd kan opleves grænseoverskridende for nogen og ikke for andre.
”Men man bør markere de samme grænser, man ville have sat over for alle andre. Man skal naturligvis bare arbejde på at formidle det på en måde, så borgeren med kognitivt handicap kan forstå, hvorfor man reagerer. Her har vi som pædagoger og seksualvejledere en stor opgave.”
På godt og ondt
Henrik Larsen arbejder til dagligt på bostedet Vinklen i CSBB. Vinklen har til huse på flere adresser på Østerbro og Sydhavnen, hvor der bor borgere med kognitive handicap i alderen 20 til 55 år.
”Borgerne i hele CSBB har som alle andre i samfundet en seksualitet som er en naturlig del af livet. Det er vi som professionelle nødt til at forholde os aktivt til,” siger Henrik Larsen, som derfor har uddannet sig til seksualvejleder.
”Hvis en borger udlever sin seksualitet på en grænseløs måde, kan det være uhensigtsmæssigt for både vedkommende selv og for andre – fx i form af grænseoverskridende adfærd over for andre borgere og medarbejdere eller i form af utilsigtede overgreb borgerne imellem,” siger Henrik Larsen.
Vi skal sætte ord på
Medarbejdergrupperne på Vinklen har tradition for, at seksuel opmærksomhed fra borgerne er noget, man kan drøfte åbent i medarbejdergruppen.
”Jeg tror, det er enormt vigtigt, at vi tør sætte ord på vores faglighed – også når det kommer til seksualitet hos de borgere, vi arbejder for og med. Vi tager også fat i nyuddannede og vikarer og gør dem opmærksomme på, at de skal huske at mærke efter, og at de skal sige fra, hvis der er noget, der ikke er OK. Det kan godt være, at man som person sagtens kan tåle seksuelle hentydninger, men det kan sandelig også være, at man ikke kan – og så er det vigtigt, at man får sat sine grænser, uanset om man er borger eller ansat i CSBB,”siger Henrik Larsen.
Pædagogisk opgave
Henrik Larsen har mødt borgere, der på forskellig vis har udvist seksuel frustration.
”Seksualiteten er jo en del af livet, og nogle udviklingshæmmede har brug for vejledning. Ellers risiker man, at de seksuelle frustrationer kan blive skadelige for borgeren selv eller for andre,” siger Henrik Larsen, der derfor har arrangeret mandegrupper, hvor han har vist seksuelle hjælpemidler frem til de mandlige borgere, og den kvindelige seksualvejler i CSBB har givet det samme tilbud til de kvindelige borgere.
Henrik Larsen afholder desuden individuelle samtaler med borgere, og han holder oplæg for medarbejdere på andre bosteder med råd og vejledning om temaet.
”I de første år var det en opgave, jeg løste sideløbende med mine øvrige opgaver. Men det holdt ikke i længden, og i takt med et stigende fokus på området er behovet for seksualvejledning blevet ved med at stige,” fortæller Henrik Larsen.
Det har resulteret i, at CSBB har valgt at have både en mandlig og kvindelig seksualvejleder, som begge har én dag til rådighed hver anden uge udelukkende til at arbejdet som seksualvejledere.
Gode råd:
Henrik Larsen har en række gode råd til arbejdet med temaet seksualitet:
1. Første råd er, at man skal vænne sig til at tale om seksualitet i medarbejdergruppen, så medarbejderne bliver skarpe på egne grænser og udvikler fagligheden på området.
2. Det er ikke sikkert, at det er alle medarbejdere, der skal kunne/kan tale med borgeren om sex og seksualitet. Find forcerne i medarbejdergruppen, og gør det, som I hver især er gode til.
3. Vurder relationen. Det er ikke sikkert, at det er dig, der skal tage en snak med netop dén borger om sex og seksualitet. Måske skal det være en af et andet køn, måske skal det være en seksualvejleder eller en, som ikke er en del af medarbejdergruppen?
4. Hjælper du med ting, som vedrører seksualitet som fx at købe seksuelle hjælpemidler, så sørg for at dokumentere undervejs. Det er altid vigtigt at seksualvejlederen eller medarbejderen har en velbeskrevet handleplan med tydelig beskrivelse af det pædagogiske formål samt dokumentation af arbejdet. Dette er blandt andet vigtigt for at undgå misforståelser i samarbejdet med borgeren. Det er fx ikke alle pårørende, der er parate til at erkende, at deres pårørende er voksen, at han eller hun har en aktiv seksualitet og har brug for hjælp til at udleve den. Derfor skal der være gode samarbejdsaftaler med borgeren, som blandt andet kan handle om, hvorvidt borgeren ønsker pårørende involveret og i så fald hvordan. Medarbejderen har tavshedspligt og støtter som udgangspunkt borgeren ud fra princippet om ret til selv- og medbestemmelse.
5. Hvis noget er for komplekst, så involver specialisthjælp. Fx en læge, seksualvejleder eller VISO, som er en national Videns- og Specialrådgivningsorganisation på det sociale område og på specialundervisningsområdet.