Bogomtaler
Spiseforstyrrelsens labyrint
Af Maria Guala, Dorthe Nissen, Eva Wittenborn og Helene Nielsen
Når man lider af en spiseforstyrrelse, kan det føles, som om man er fanget i en labyrint. Man farer vild, vandrer i de samme spor igen og igen, og det kan virke helt umuligt at finde en vej ud.
Bogen er tænkt som et arbejdsredskab, der kan hjælpe mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse på vej mod helbredelse. Hvert kapitel indeholder både teori og opgaver. Bogen kan bruges af den enkelte, men også læses sammen med en pårørende, kontaktperson eller terapeut.
Dansk Psykologisk Forlag
184 sider. Kr. 269,-
Barnets udvikling gennem tilknytning og leg
Af Deborah MacNamara
Bogen gør os opmærksomme på grundlaget for al trivsel og udvikling. Nemlig gode relationer
og tilknytning til andre mennesker. Børns sult efter at være i gode, nærende relationer er
ligesom fysisk sult og skal mættes mange gange dagligt.
Bogen understreger desuden, at vi skal værne om legen. Leg giver barnet mulighed for at udfolde sin fantasi frit, og det er en absolut nødvendighed for det lille barn. Det er en investering i barnets videre læring, evnen til at bevare sin nysgerrighed og glæde ved livet, udvikle sociale kompetencer for at kunne interagere med andre mennesker, samt at kunne mærke både egne og andres grænser. Når børn leger, udvikles deres hjerner.
Bogen er en vejledning til, hvad vi kan gøre, for at et barn kan udvikle sig til et helt menneske. Den viser, hvad voksne skal arbejde på, for at børn kan finde hvile gennem tilknytning, så de får overskud til leg og udvikling.
”Barnets udvikling gennem tilknytning og leg” er en dansk oversættelse af Deborah MacNamaras bog ”Rest, Play, Grow”, som er baseret på den canadiske psykolog, Dr. Gordon Neufelds tilknytnings-og udviklingsteori.
Blue Pearl
271 sider. Kr. 330,-