E-sport er mere end drab per stedfortræder
Det er svært at forestille sig, hvordan massedrab på terrorister både kan være socialt inkluderende og få en flok drenge i 10 til 13 års alderen til at opføre sig som englebørn. Men det er erfaringerne fra E-sport tilbuddet i Fritidscenter Østerbro Nord.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
”Tobias, den gider ikke!”
”Tobias, nu opdaterer den igen!”
”Tobias, hvad er det nu, kodeordet er?”
Tobias Hjorth udviser knusende ro, selv om ti drenge rykker i ham fra alle sider. De skal logges ind på hver deres store gamingcomputer, og headsettet skal virke, og så skal der også lige forhandles om, hvilken bane i Counter-Strike, der skal spilles i dagens dyst.
Motivation gør artig
Støjniveauet er højt i kælderrummet under Kennedygården, der er blevet omdannet til E-sportrum. Men larmen forsvinder på kommando, idet Tobias Hjorth klapper i hænderne og beder drengene tage headsettet af og gengive reglerne, som de nærmest messer i kor: Vi må ikke skrige og råbe. Vi må ikke sparke eller slå på udstyret. Vi skal have rene hænder, og så skal vi tale pænt, hjælpe hinanden og lade være med at bande.
Og det er noget af det, som E-sporten kan, siger Tobias Hjorth:
”De er så vilde med det her. Derfor er de topmotiverede for at overholde reglerne. Det betyder, at aktiviteten giver en masse god socialisering ind i, hvordan man opfører sig i en gruppe. Men de får også noget opdragelse i digital dannelse. De lærer, at man ikke kan opføre sig, som det passer én, bare fordi man sidder bag en skærm,” siger 29-årige Tobias Hjorth, der selv har dyrket E-sport, siden han var dreng, og som siden gjorde emnet til sit speciale, da han læste til cand.mag. i Visuel Kultur på Københavns Universitet.
Tilknytningen til Fritidscenter Østerbro Nord begyndte som et studenterjob, men i dag er Tobias Hjorth medarbejder på fuld tid og står for E-sport i hhv. Kennedygården, Kildevæld og Karlsvognen.
Spillet skaber venner
E-sporten kan ikke bare få drengeflokken til at opføre sig som englebørn. Den skaber også inklusion, mener Tobias Hjorth:
”Der er en dybere mening med det. Når de sidder ved computerne, forsvinder alder, fysik og sociale færdigheder. Vi har set børn, der var var socialt udfordrede, udvikle sig i kvantespring. For når de er færdige med at spille, går de også sammen herfra og snakker videre. Der er skabt nye relationer, og der erskabt ny socialselvtillid hos nogle drenge, der har haft det svært, siger Tobias Hjorth, der understreger, at det ikke kun er drenge, der dyrker E-sport.
”I Kildevældsklubben er der to pigehold, og de er superskarpe til at lægge strategi. De har blandt andet tævet mig. Og der skal faktisk noget til,” fortæller Tobias Hjorth.
Gør klublivet attraktivt
Da alle computere kører, og alle headset virker, bevæger drengene sig hjemmevant rundt i Counter-Strikes fjendtlige landskab, hvor det vrimler med terrorister, der skal plaffes ned og springes i luften.
”Counter-Strike er et voldeligt spil. Men realiteten er, at det er et af de spil, de alle sammen spiller derhjemme. Skolereformen har givet dem en længere skoledag, og derfor skal vi komme med attraktive tilbud, der kan fastholde dem i klublivet. Alternativet er, at de går lige hjem fra skole og sætter sig foran skærmen og spiller alene sammen med fremmede, de finder på internettet. Som klubaktivitet bliver E-sporten en social aktivitet, som også skaber relationer blandt børnene i det virkelige liv.”
E-sport
Counter-Strike (CS) er et holdbaseret skydespil. CS spilles sædvanligvis over internettet mod andre mennesker, og man kan vælge mellem mange baner i spillet. Spillet er en væsentlig del af den internationale E-sport-scene, som er en sportsgren i eksplosiv vækst. Til de største kampe kan tilskuertallet komme op på fem millioner. Folk ser med via online-tjenester som YouTube. I Danmark er der en stor interesse for Counter-Strike, og et af verdens bedste hold er danske Astralis, som består af fem unge mænd, der er professionelle spillere. De vandt i 2017 ELeague Major-finalen i USA og dermed en præmie på 500.000 dollar - eller næsten 3,5 millioner kroner.
29-årige Tobias Hjorth har dyrket E-sport, siden han var dreng. I dag står han står for E-sport i Kennedygården, Kildevæld og Karlsvognen.