TEMA: Uønsket seksuel opmærkomhed

Man skal tænke ud over sin egen grænse

Det er med i overvejelserne, når socialpædagogerne Tasja Münster Andersen og Kirsten Riis Laursen står foran klædeskabet derhjemme om morgenen: Kjolen må ikke være for kort, og gamacherne må ikke være for gennemsigtige. For seksuel opmærksomhed er hverdagskost – og et arbejdsvilkår.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

”Ja, jeg har da fået mindst 100 komplimenter i dag. Det må være fordi, jeg har kjole på, og det plejer jeg ikke. Jeg var ellers meget opmærksom på, at kjolen ikke måtte være for kort, og at den ikke skulle være ærmeløs,” fortæller Kirsten Riis Laursen, socialpædagog på Aktivitetstilbuddet Brønshøjvej, der er dagtilbud for udviklingshæmmede borgere.

Der er også dage, hvor tilnærmelserne bliver mere håndfaste. Som fx den dag hvor en borger så sit snit til at tage fat om Kirsten Riis Laursens ene bryst, da hun lænede mig ind over ham.

”Det er selvfølgelig ikke på nogen måde i orden. Men denne dag påvirkede det mig ikke noget videre. Det er en ældre borger, som er fysisk svækket, og jeg kom faktisk til at grine, fordi borgeren var så overmåde begejstret over sit held. Så det er lidt personafhængigt, hvordan man oplever det. Der er andre borgere, hvor jeg kan finde deres tilnærmelse ubehagelige, fordi de virker meget insisterende og bevidste. Så sætter jeg tydelige grænser,” siger Kirsten Riis Laursen.

Vi er medspillere

Tasja Münster Andersen overvejede også sin påklædning, før hun tog på job.

”Det ligger lidt i blodet. Der er meget seksuel energi omkring os, og vi er medspillere. Vi kan ikke bare påberåbe vores ret til at gå klædt, som vi vil, for det sætter noget i gang hos de mennesker, vi arbejder med, ” siger Tasja Münster Andersen.

De er begge garvede socialpædagoger med henholdsvis 25 års og 15 års erfaring, og de oplever, at tilgangen til området har ændret sig markant gennem især de seneste 10 år.

”Det er blevet noget, man taler om, og det er noget, man tager alvorligt. Det forventes ikke, at man skal acceptere grænseoverskridelser, fordi man arbejder med mennesker, der er kognitivt udfordrede,” siger Tasja Münster Andersen.

Ingen krisehjælp

De har begge i tidligere jobs oplevet grænseoverskridende hændelser.

Tasja Münster Andersen var som pædagogmedhjælper på et bosted med til at udlevere bælter til en beboer, som havde en seksuel fetich.

”Det var vildt grænseoverskridende. Man fik som medarbejder bare at vide, at han havde brug for en masse bælter, når han skulle noget seksuelt – og så skulle man give ham dem og gå og lukke døren. Det var meget tabuiseret, og man fik en ubehagelig fornemmelse af at deltage i noget, hvor man egentlig ikke vidste, om han risikerede at gøre skade på sig selv. Det ville ikke forekomme i dag. Man ville have en mere professionel tilgang og sætte en seksualvejleder på sagen, så man var sikker på at kunne stå inde for det, man gjorde,” siger Tasja Münster Andersen.

Kirsten Riis Laursen oplevede i et job som hjemmevejleder, at en borger ikke ville slippe hende ud af lejligheden igen.

”Det var faktisk ret voldsomt. Jeg kom kun ud, fordi jeg truede med politi og meget mere, og jeg var der, hvor jeg måtte overveje, om jeg kunne overmande ham fysisk. Men jeg overvejede ikke at søge hjælp, forder var ikke faste procedurer for den slags, og det var ikke noget, der fyldte i vores faglige snakke. Så jeg bed det i mig og tog det med hjem – og mødte pænt op hos den samme borger igen ugen efter,” fortæller Kirsten Riis Laursen.

Plads til grin og fjol

I dag tales der mere om seksuelle tilnærmelser fra borgerne, og om at det er i orden at sige fra.

”Vi er alle seksuelle væsener, og der er masser af grin og fjol, når man arbejder med mennesker med udviklingshæmning. Det skal der være plads til. Men ingen af os går på arbejde for at få seksuel opmærksomhed. Det slider i det lange løb, når ens grænser bliver overtrådt gang på gang. Derfor er det vigtigt, at vi arbejder med det hele tiden,” siger Kirsten Riis Laursen, som mener, at det er vigtigt at huske på, at man ikke er ansat til at dække folks behov for kropskontakt eller berøring.

”Vi arbejder meget med borgernes indbyrdes relationer og prøver at åbne deres øjne for hinanden, så de ikke retter energierne så meget mod os, men ser på hinanden som nogen, man kan være kæreste eller gode venner med.”

Dine og mine grænser

”Vi er opmærksomme på at advare nye medarbejdere og vikarer, hvis der er en borger, der kan finde på at bliver nærgående, og vi tager det op med hinanden, hvis vi oplever noget, vi finder ubehageligt,” siger Kirsten Riis Laursen.

Det kan til gengæld være lidt af en udfordring at diskutere hinandens grænser.

”Vi er som mennesker forskellige, og det er OK. Men der har været situationer, hvor det har været nødvendigt at sætte fælles grænser: Det kan godt være, at du synes, det er OK, at han gør sådan og sådan over for dig. Men han har svært ved at forstå, at vi andre ikke vil have det. Så det er vi nødt til at have generelle regler omkring. Det kan være lidt sårbart, fordi det kan opleves, som at man kritiserer hinandens grænser,” siger Kirsten Riis Laursen.

Fem år indeni, voksen udenpå

Tasja Münster Andersen beskriver sig selv som både ret ublufærdig og usart.

”Det er sjældent, tilnærmelserne generer mig. Jeg synes faktisk som oftest, at det er uskyldigt, når et menneske, som måske er fem år indeni, men voksen udenpå, på sin egen måde prøver at forføre mig,” siger Tasja Münster Andersen.

Hun er derfor bevidst om, at grænser er individuelle, og at hun skal passe på, at hun ikke overfører sine grænser på andre.

”Jeg skal være opmærksom på ikke at bagatellisere noget, som andre finder ubehageligt. For mig handler det i høj grad om, hvornår borgerens adfærd bliver styrende for ham eller hende. Hvis jeg vurderer, at min manglende grænsesætning forhindrer ham eller hende i at foretage sig andre ting, er det lige meget om min personlige grænse er nået eller ej; så skal den sættes. Det er jo ikke fair, at borgeren skal gå rundt og bruge en masse energi på, hvad en professionel relation er, og hvad den ikke er. Det skal være tydeligt for enhver,” siger Tasja Münster Andersen.

Et socialiserende aspekt

De to pædagoger er enige om, at der også er et bredere perspektiv:
”Vi har en socialiserende opgave. Hvis vi accepterer, at borgerne fx går og tager på os, signalerer vi, at de også må gå og røre ved andre ... buschaufføren, kassedamen og så videre. Den holder ikke. Så man skal tænke udover sin egen grænse. Alle har brug for knus og berøring, men det behov forsøger vi at dække professionelt. Man kan godt være personlig og medmenneskelig, samtidig med at man er professionel,” siger Tasja Münster Andersen.