TEMA: Hvor ærlige skal vi være

Skal vi fortælle forældrene, at vi ikke har haft tid til deres børn

Har du hjerte til at sende forældrene bekymrede på arbejde – eller dækker du over, at flere af kollegerne er syge, og at der ikke er råd til vikarer? Sig sandheden, ellers kommer forældrene aldrig på banen og stiller krav til politikerne, siger Julie Kyndesgaard, formand for Københavns Forældreorganisation, KFO. Den nyvalgte leder af almenområdet i LFS er enig.

Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj

”Der er en idé om, at forældrene ikke må tage på job med ondt i maven. Men det kan jo så betyde, at børnene skal være kede af det i stedet for,” siger Julie Kyndesgaard, der reelt ikke tror, at flertallet af forældrene ved, hvor meget der er sparet på dagtilbudsområdet de seneste ti år.

”Den generation, der er forældre nu, har typisk selv gået i vuggestue og børnehave. De tror, at forholdene er, som da de selv var børn. Og pædagoger er meget serviceorienterede og er rigtig gode til at dække over, hvor hurtigt de løber.Når forældre i enkelte situationer alligevel mærker, at noget ikke er, som det skal være, bliver det nemt til et individuelt problem. Så kommer der klager over, at hjemmeskoene er væk eller lignende, fordi de ikke rigtig kan sætte fingrene på problemet,” siger Julie Kyndesgaard, der ganske udmærket forstår det pædagogiske dilemma.

Hvis din dreng reagerer hjemme

”Den pædagogiske faglighed er jo bundet rigtig meget op på relationer. Det kan opleves som et personligt nederlag, hvis man er nødt til at fortælle en forælder, at man ikke har været der på den måde, man gerne ville. Men jeg tror, det er nødvendigt, for vi forældre er meget tilbøjelige til at normalisere,” siger Julie Kyndesgaard, der husker en situation med en pædagog, der var ærlig på en – for Julie Kyndesgaard – god måde.

”Hun sagde: Vi har ikke været så mange i dag, så jeg har ikke kunnet møde din dreng helt, som jeg gerne ville. Så hvis han reagerer derhjemme, er det formentlig derfor. Jeg oplevede, at det var både respektfuldt og ærligt,” siger Julie Kyndesgaard.

Hvem bestemmer egentlig

Julie Kyndesgaard kan godt forstå, at mange forældre har svært ved at gennemskue, hvem der bærer ansvaret. Er det den enkelte institution, er det kommunen, eller der det Folketinget.

”Det betyder i endnu højere grad, at vi må have diskussionen åbent frem. Jeg ville ønske, at jeg kunne mobilisere alle forældrebestyrelser til at kræve ren besked om, hvor mange der rent faktisk er omkring deres børn hvornår. Og det vil hjælpe, hvis institutionerne ikke dækker over forholdene. Børnefamilierne i dette land er en betydelig magtfaktor, og hvis de markerer sig politisk, ville det kunne flytte noget,” mener Julie Kyndesgaard, som dog er en lillebitte smule optimistisk:

”Jeg kan godt se for mig, at de små børns vilkår bliver et tema i en kommende valgkamp. Da jeg begyndte i KFO for fem år siden, eksisterede de små børn nærmest ikke i den offentlige debat. Nu taler politikerne i det mindste om behovet for tidlig indsats. Jeg håber så bare ikke, at al snakken om tidlig indsats bliver ren socialpolitik over for de mest udsatte. For alle småbørn har krav på en tidlig indsats,” siger Julie Kyndesgaard.

Ærlig men kærlig

Kirsten Løth er nyvalgt formand for almenområdet i LFS og kommer direkte fra en stilling som pædagogisk leder i en integreret institution. Hun kender dilemmaet fra sit eget arbejdsliv.

”Det er et grundlæggende dilemma, som altid vil være der. Min holdning er, at man skal være ærlig, men kærlig. Vi skal sige det, hvis et barn har haft det svært, fordi vi har været underbemandede,” siger Kirsten Løth, hvis erfaring er, at forældrene sjældent bliver vrede, hvis man blot er ærlig.

Hun har som leder dog også skullet tage hånd om medarbejdere, som har haft svært ved at leve med de rammevilkår, der nu engang var.

”Da jeg blev leder, lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville være sådan en, der sagde, at ”sådan er vilkårene altså”. Men jeg har da efterfølgende sagt det mange gange - bare med andre ord,” siger Kirsten Løth.

Slip den pæne pige

”Min pointe har været, at man kan rigtig meget, hvis man er dygtig til at skabe gode strukturer og rutiner, og hvis man ikke giver forældrene urealistiske forventninger til serviceniveauet. Og så har jeg været nødt til at sige til idealistiske medarbejdere, at vi er nødt til at tilpasse ambitionerne til de rammer, vi nu engang har. For vi skal også have et godt arbejdsmiljø, hvor vi fokuserer på det, vi kan inden for de rammer, vi har,” siger Kirsten Løth, som understreger, at hun aldrig har lagt ryg til noget, som hun ikke kunne stå inde for:

”Jeg har heller aldrig været ude for en klyngeleder, der sagde, at vikarbudgettet var lukket for i år. Jeg har tvært om haft klyngeledere, der havde min ryg, og som gav udtryk for, at den pædagogiske kvalitet var det vigtigste, og at man i perioder, hvor man skal løfte den faglige kvalitet og sænke sygefraværet, kan være nødt til at bruge lidt flere penge for på sigt at kunne overholde budgettet. Jeg tror, at vi inden for faget skal slippe pæn-pige-mentaliteten, hvor man for enhver pris vil leve op til de fastsatte rammevilkår. Det kan man ikke altid, og det skal man ikke altid,” siger Kirsten Løth.

Hvordan mobiliserer vi

Kirsten Løth er enig i, at forældrene kunne udøve massiv politisk indflydelse, hvis de gjorde samlet front.

”Vi har som pædagoger lidt en selvforståelse af, at det er os, der skal mobilisere forældrene, selv om det jo altså ikke står i vores jobbeskrivelse. Men det ligger da lige til højrebenet. Min personlige erfaring er, at det, der flytter mest, er, når vi bliver meget konkrete. Får vi at vide, at vi skal spare x-antal kroner, skal vi konkretisere helt firkantet over for forældrene og fortælle, at det kommer til at betyde så og så mange færre personaletimer hos børnene fremover. Det kan vække engagement,” siger Kirsten Løth,

Tag også den interne diskussion

Pia Bah er klyngeleder og sidder med et overordnede ansvar for 10 dagtilbud i Københavns Sydhavn. Hun kunne aldrig drømme om at bede sine medarbejdere om at dække over underbemanding eller mange vikarer.

”Men jeg mener faktisk, at det er muligt at løse opgaven ud fra de ressourcer, der grundlæggende er, og at vi generelt kan give børnene, hvad de har brug for. Det kræver, at man er dygtig til at indrette sig ud fra de præmisser, der nu engang er til stede,” siger Pia Bah, som til gengæld advarer mod berøringsangst inden for den enkelte klynge.

”Hvis der er enheder, der har svært ved at hænge sammen på grund af børnesammensætningen eller meget sygdom, er det vigtigt, at man tør tage diskussionen internt, så man kan få fordelt ressourcerne bedre,” siger Pia Bah, som tænker MED-systemet som velegnet til at tage en skæv ressourcefordeling.

”Er der gennemgående problemer i et dagtilbud, synes jeg, at det er oplagt, at man søger hjælp i MED, før man begynder at forurolige forældrene,” siger Pia Bah.