TEMA: Hvor ærlige skal vi være
Måske kunne sandheden være et nyttigt våben
Der er ikke kultur for, at pædagoger fortæller det til forældrene, når det er svært at få hverdagen til at hænge sammen på grund af sygdom, dårlige normeringer og børn med ekstra behov for omsorg. Men det udgør et kæmpe dilemma, mener to pædagoger. For hvem er det, man som pædagog skal være loyal over for. Er det arbejdsgiveren, eller er det børnene og deres forældre? Og hvad med loyalitet over for den pædagogiske faglighed?
Rosa Kruse er dedikeret pædagog, eller rettere sagt: Hun var. For hun er syg af stress og tvivler på, at hun har lyst til at vende tilbage til en kommunal daginstitution.
”Jeg har nu været involveret i Kids forløb på to institutioner, og det var interessant. Her kom der fokus på kvalitet og praksis – eller mangel på samme. Kidsrapporterne viste tydeligt, hvordan det stod til med den pædagogiske kvalitet, og de viste konkret, at vi svigtede børnene på mange områder,” fortæller Rosa Kruse, der endte med at blive syg.
Der er forargeligt
”Jeg oplevede personligt ovennævnte dilemma. Det blev for meget for mig at være medvirkende til at svigte børnene, velvidende at forvaltningen var klar over, hvordan det stod til. Det hænger ikke sammen for mig mere. På den ene side mangler vi ressourcerne og kompetencerne til at kunne løse vores kerneopgave. Dernæst skal vi holde den kørende i hverdagen og dække over det overfor forældrene. I dag går det stærkt med forskningen, og man ved rigtig meget om småbørns udvikling og behov. Derfor er det af stor betydning, at vi har de rigtige arbejdsforhold, og at vi bliver klædt ordentligt på, så vi kan følge med tiden og den nyeste forskning. For det er os og forældrene, der i det daglige skal løse kerneopgaven, som i min optik er at udvikle mennesker. Derfor skal forældrene selvfølgelig inddrages, og jeg synes, at de har krav på vores ærlighed og ekspertise. Jeg finder det direkte forargeligt, at der ikke findes minimumskrav til kvaliteten i de danske daginstitutioner, og det undrer mig, at forældre og pædagoger kan affinde sig med det,” siger Rosa Kruse.
Gode indsatser er ikke nok
Ann-Sophie Buhl Jørgensen er som Rosa Kruse pædagog med ti års erfaring. Hun synes, at forvaltningen er kommet med fine tiltag de seneste år.
”Tidlig indsats, pejlemærkerne og inklusion er alle sammen fantastiske tiltag, der skal gavne børnenes trivsel og udvikling og være med til at forbedre den pædagogiske kvalitet. Problematikken er bare, at ressourcerne ikke følger med, og at vi ikke får tiden til efteruddannelse. Jeg finder det svært at fortælle en forælder, at jeg ikke lige havde tiden til at inkludere dit barn i fællesskabet i dag, for der var sygdom, og vi var kun to på stuen,” siger Ann-Sophie Buhl Jørgensen, der synes, det er svært at leve med dilemmaet i, at man som pædagog ikke forventes at være hundrede procent ærlig over for forældrene.
Kvalitetsstempel
Rosa Kruse kan huske tiden, hvor pædagoger blev kritiseret for ikke at være gode nok til at beskrive og dokumentere deres viden.
“Her er endnu en grund til, at jeg ikke synes, at vi skal dække over forholdene, for på den måde kommer vi til at give afkald på vores faglighed, siger Rosa Kruse, og fortsætter:
”Vi har da netop den rette viden til at kunne informere forældrene om, hvad en institution kan og skal tilbyde. At forældrene må og skal stille krav til os og kvaliteten. Vi er jo dem, der har ansvaret for børnene i mange timer hver dag, og vi ved, hvilket et stort stykke arbejde vi dagligt udfører, og hvad det kræver for at kunne lykkedes,” siger Rosa Kruse, som egentlig synes, det er underligt, at det skal opleves dilemmafyldt, om man skal fortælle forældrene sandheden om hverdagen:
”Vi er faktisk ansat til at udføre en række ydelser. Dagtillbuddet er jo en slags butik, og forældrene er kunderne. Og de har på den måde ret til at vide, hvilken service der tilbydes, og hvordan kvaliteten er.
Alle synes da, at de har krav på at få det at vide, hvis der er rotter i køkkenet på McDonalds”, siger Rosa Kruse.
Sandhed eller loyalitet
Rosa Kruse er med på, at det ikke er alle forældre, der kender deres rettigheder og hun har personligt oplevet, at forældre var bange for, at det gik ud over deres barn, hvis de beklagede sig. Hun er også med på, at det ikke er alle forældre, der kender deres rettigheder og hun har personligt oplevet, at forældre var bange for, at det gik ud over deres barn, hvis de beklagede sig.
”Jeg ved af erfaring, at forældrene ikke ved, hvor slemt det kan stå til nogle dage. De kan bekymre sig om, hvorvidt barnet har været på legepladsen, hvor længe det har sovet, om det har bidt et andet barn, og om der har været vikar på stuen. Men forældrene kender typisk ikke de pædagogiske termer og begreber, og det er ikke sammen med dem, vi snakker om fx tilknytningspsykologi og de egentlige konsekvenser af, at børnene ikke kan få opfyldt deres behov. Og det er her, det bliver svært, synes jeg, for hvordan skal vi få sagt det til forældrene og så stadigvæk være loyale imod arbejdspladsen? Det er et godt spørgsmål, og jeg kender ikke svaret.”
Dilemmaet som mor
Ann-Sophie Buhl Jørgensen tror, det er svært for forældrene at gennemskue, hvem der bærer ansvaret for fx normeringerne.
”De ved ikke, om det er den enkelte leder, eller om det er forældrerådet, kommunen eller staten. Og måske vælger forældrene mere eller mindre bevidst at lukke øjnene, fordi de stoler på vores faglighed og på, at børnenes forhold er er i orden,” siger Ann-Sophie Buhl Jørgensen, som selv har to børn i daginstitution. En daginstitution, som hun er glad for, og som, hun oplever, fortæller ret åbent omkring, hvordan hverdagen er. Hun får at vide, når der er sygdom på stuen, og når det faste personale ikke er til stede.
”Jeg får på den måde mulighed for at hente tidligere, og jeg er også forberedt som forældre i forhold til eventuelle reaktioner fra mine børn, hvis de en dag har været sammen med voksne, de ikke kender og er trygge ved, ” siger Ann-Sophie Buhl Jørgensen, der synes, at det er mindre frustrerende, at hun ved, hvordan dagen ser ud, hvis det faste personale er væk.
Jeg værdsætter ærlighed
”Som mor værdsætter jeg deres ærlighed. Jeg kunne godt tænke mig, at alle daginstitutioner var ærlige omkring hverdagen, og at de meldte åbent ud, hvis de på grund af sygdom hverken nåede at tage på tur, skrive handleplaner, lave sprogtest eller at trøste for den sags skyld. Jeg forstår ikke, hvorfor det er farligt at sige til forældrene,” siger Ann-Sophie Buhl Jørgensen, som mener, at vilkårene på dagtilbudsområdet først bliver ændret, når forældrene kommer på banen.
”Hvis forældrene ikke er klar over, hvordan vilkårene og rammerne er, bliver forholdene for børnene og pædagogerne ikke bedre. Og i sidste ende er det børnene og forældrene, der taber,” siger Ann-Sophie Buhl Jørgensen.
Rosa Kruse supplerer:
”Det er så ærgerligt. For i Danmark har vi den nødvendige viden til at skabe verdens bedste dagtilbud. Men det kræver, at der bliver investeret økonomisk og politisk. Derfor kan ærlighed måske blive et nyttigt våben i fremtiden.”.