TEMA: Hvor ærlige skal vi være

Nogen må gøre op med tavshedskulturen

Det er et personligt dilemma at være ærlig over for forældrene omkring forholdene. De afleverer deres hjerteblod til mig og satser på, at jeg tager vare på det. Det gør jeg også, så godt jeg kan. Men rammerne sætter grænser, siger vuggestuepædagog Joan Bøttern, der ikke kan forstå, at forældre ikke kræver ren besked om personalesituationen.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Joan Bøttern kommer direkte til interview fra en eftermiddag, hvor de har været to pædagoger og en vikar til 22 vuggestuebørn. Så hun har brug for noget koldt at drikke:

”Vi kan godt holde til det, hvis det bare er enkelte dage. Hvis vi løber stærkt og er 100 procent på, kan vi dække børnenes behov. Men hvis det står på i længere tid, kan vi mærke det på børnene. De græder, skubber og bider, fordi de bliver stressede og utrygge,” siger Joan Bøttern, der har arbejdet i daginstitution siden 1989, og som derfor ved, hvor meget tingene har ændret sig:

”Det er ikke ledernes skyld, for de har jo kun de ressourcer at gøre godt med, som de har. Men hvis jeg havde vidst, hvordan vilkårene ville blive, havde jeg valgt et andet fag. Det kunne være verden bedste job, men der er for få mennesker til de mindste børn. Jeg arbejder heldigvis et sted, hvor mange af børnene er så privilegerede, at de kun er i institution i seks timer om dagen. De skal nok klare det. Det er værre med de børn, der kommer tidligt og bliver hentet sent. De kan i løbet af en uge opleve at blive overladt til mange forskellige medarbejdere i ydertimerne,” siger Joan Bøttern.

Så ærlig, som jeg kan

Joan Bøttern kan sagtens se, at de store institutioner giver fleksibilitet, fordi medarbejderne fra de forskellige stuer kan aflaste hinanden.

”Det er bare ikke vuggestuebørnenes behov. Så mange relationer kan små børn slet ikke rumme,” siger Joan Bøttern, der synes, det er et kæmpe dilemma, hvordan man kan italesætte situationen over for forældrene.

”Jeg er så ærlig, som jeg kan få mig selv til at være. Når de små børn starter, er jeg meget tydelig over for forældrene. Jeg fortæller, hvor stressende det er for små børn at blive afleveret til fremmede i mange timer hver dag, og jeg fortæller, at de skal forvente reaktioner. Spørger de efter, hvor min kollega er, er jeg ærlig og fortæller, hvis hun er syg. Men jeg stiller mig ikke uopfordret op og fortæller, at jeg til tider oplever noget, som, jeg faktisk ikke synes, er OK- som når et lille nyt indkøringsbarn bliver overladt til en vikar, fordi der ikke er fast personale til stede,” siger Joan Bøttern.

De skubber det fra sig

Joan Bøttern ville ønske, at forældrene var mere håndfaste og fx forlangte at få et overblik over personalesituationen.

”Nogen er nødt til at gøre op med tavshedskulturen, og det er jo trods alt forældrenes børn. Men min påstand er, at forældrene skubber det fra sig, fordi de ikke kan holde den tanke ud, at deres barn ikke har det godt i dagtimerne. De fleste er jo nødt til at gå på arbejde. Derfor har mange forældre brug for at overbevise sig selv om, at netop deres barn går i den bedste daginstitution overhovedet. Og det kan også godt være. Men der er stadig for få hænder.”