Folkefest med fysiske udfordringer
Tingbjerg Challenge har udviklet sig til en tradition, der den 5. september samlede mellem 1000 og 1500 mennesker til byfest med triatlon, cirkus, legeland og sæbekasseræs. Men festen giver også bydelens børn og unge mulighed for at prøve at have et fritidsjob eller for at lave frivilligt arbejde.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj
Det er fem år siden, at det sociale tilbud Idrætsprojektet for første gang var med til at arrangere Tingbjerg Challenge. Baggrunden var trist – en række skudepisoder gjorde det nødvendigt at forsøge at skabe en mere positiv fortælling om Tingbjerg for bydelens mange børn og unge.
”I dag er det ren folkefest, og det er et af de arrangementer, jeg glæder mig allermest til. Der er kæmpemæssig opbakning fra lokalområdet, og vi kan se, at børnene og de unge går med de T-shirts, vi uddeler, hele året rundt,” fortæller Christoffer Hansen. Han er leder af Idrætsprojektet, som arrangerer Tingbjerg Challenge sammen med en række andre aktører på det sociale område, herunder SSP, NY Start, 18+ og de boligsociale medarbejdere i Tingbjerg.
Krumtappen for Tingbjerg Challenge er en triatlon, hvor deltagerne skal svømme 50 meter, cykle to kilometer og løbe 1000 meter. Men dagen byder også på alskens andre aktiviteter – og stor grill, der på dagen producerede mere end 1000 burgere til de mange fremmødte.
Stort lokalt engagement
”Formålet er først og fremmest at skabe sammenhæng på tværs og at få involveret bydelens børn og unge. Vi fik hjælp af ca. 60 frivillige voksne og et stort antal børn og unge fra området, og vi synes, det er et vigtigt mål at få udbredt den frivillighedskultur, som rigtig mange aktiviteter udspringer af i foreningslivet i Danmark,” siger Christoffer Hansen.
Tingbjerg Challenge arbejder desuden sammen med Fritidsakademiet, som er en socialøkonomisk virksomhed, som gør unge klar til fritidsjobs.
”Det kan være svært for nogle af drengene fra bydelen at få fritidsjob. Så vi skaber en række midlertidige jobs i forbindelse med dagen, så de unge kan prøve, hvordan det er at løse en lønnet opgave. I år havde vi 15 - 20 fritidsjobbere, der hjalp med at afvikle alt det praktiske sammen med de mange frivillige,” fortæller Christoffer Hansen.