Hvornår bliver det Lenes, Helles og Johnnys tur?
Flertallet af de LFS’ere, der ligger i aldersspændet 56 til 60 år, er slidte i kroppen, og flertallet er i tvivl om, hvorvidt de fysisk kan holde helt frem til folkepensionsalderen. Samtidig er tilliden til det sociale sikkerhedsnet flosset, viser helt ny undersøgelse, som LFS Nyt har foretaget blandt medlemmerne. Fagforeningen LFS vil sammen med flere end 60 andre fagforeninger gå til kamp mod ”velfærdsforliget”, der dikterer yderligere stigninger i pensionsalderen.
Tekst: Anna Louise Stevnhøj. Illustration: Thomas Balle
Spørger man de LFS-medlemmer, der er født i årene 1960 til 1964, synes et stort flertal, at der er for lang tid til, de kan gå på folkepension.
Gruppen kan gå på pension, når de er henholdsvis 67 og 68 år. Men når man spørger samme gruppe, hvad der ville være en rimelig pensionsalder for deres faggruppe, ligger de et helt andet sted end de politikere på Christiansborg, der har fastlagt deres pensionsalder.
27 procent mener, at det ville være rimeligt, at man kunne gå som 62-årig, 24 procent mener, at den rimelige alder ville være 60 år, mens 17 procent peger på 65-års fødselsdagen. Færre end tre procent mener, at 67 og 68 år er en passende pensionsalder, når man arbejder inden for det pædagogiske område.
Flere medlemmer skriver i kommentarfeltet, at de i forvejen oplever, at de er nedslidte, og at en tidligere pensionsalder ville øge chancen for, at de kunne have et otium med mere livskvalitet. Et medlem skriver:
”Det kunne være rart at have nogle år tilbage at leve i uden at være slidt helt op af diverse skavanker. Hvorfor skal man først have mulighed fra at gå fra, når man fx har så ondt i ryggen, at hver dag skal være en plage.”
Trætte kroppe
Nedslidning er et generelt tema i besvarelserne.
Næsten tre ud af fire, svarende til 73 procent, af de medlemmer, der har besvaret undersøgelsen, angiver, at de har belastende arbejdsstillinger, og 61 procent oplever allerede fysiske begrænsninger, som følge af slid på kroppen, fx ondt i ryggen og smerter i kroppen.
Nedslidningen betyder, at 62 procent er direkte i tvivl om, hvorvidt de fysisk kan holde frem til folkepensionsalderen. Kun 14 procent angiver, at de er sikre på, at de kan holde, til de er henholdsvis 67 og 68.
Flere medlemmer beskriver i kommentarfeltet, hvordan de dagligt spiser smertestillende piller og vågner om natten på grund af smerter. Et medlem, som arbejder i vuggestue, skriver, at kroppen bliver slidt, selv om der er et godt psykisk og fysisk arbejdsmiljø:
”Det er ikke løft eller det at bære rundt på børn, der belaster mig. Men med små børn foregår mange ting på gulvet, og efterhånden bliver det sværere og sværere at komme op og ned fra det gulv, sidde på hug og den slags.”
De vil gerne blive ved
Det store flertal i undersøgelsen er overbeviste om, at de ville kunne holde længere i jobbet, hvis der fandtes udbyggede seniorordninger, hvor de kunne gå på deltid uden at miste lønindkomst og pensionsindbetalinger.
Hele 70 procent svarer ja til spørgsmålet, og flere kommenterer, at de gerne ville fortsætte i jobbet, hvis det var knap så belastende. Som et medlem skriver:
”Jeg elsker mit arbejde med børnene, forældrene og kollegaerne, og jeg er overbevist om, at jeg kunne OG ville blive længere, på den baggrund.”
Adskillige medlemmer skriver desuden, at de allerede har lavet deres egen seniorordning og er gået ned i tid på egen regning for at kunne holde lidt længere.
”Jeg er selvbetalt gået ned i tid, da jeg ikke kunne holde til arbejdet på grund af smerter i fødder og arme.”
11 procent svarer dog nej til, at en seniorordning ville kunne fastholde dem.
Tror ikke på sikkerhedsnettet
Tilliden til, at det sociale sikkerhedsnet holder, hvis arbejdslivet vælter på grund af nedslidning eller sygdom, er flosset.
Et spørgsmål i undersøgelsen lyder på, om LFS-medlemmerne er bange for deres økonomiske situation, hvis de ikke længere kan holde til at arbejde på grund af sygdom.
Hele 86 procent svarer, at de ”i høj grad” eller ”i en vis grad” frygter, at det vil få store økonomiske konsekvenser for dem, hvis sygdom presser dem ud af jobbet.
Flere beskriver, at de har beholdt efterlønsordningen som sidste udvej, selv om de ved, at det vil udhule deres arbejdsmarkedspension betydeligt. Og der er da også et væsentligt større antal af LFS’erne i undersøgelsen, der er forblevet i efterlønsordningen, end når man ser på danske lønmodtagere generelt.
60 procent af de medlemmer, der har besvaret undersøgelsen, er med i efterlønsordningen, og kun 31 procent angiver, at de aktivt har forladt ordningen. Ser man på det samlede tal for samme aldersgruppe i alle danske a-kasser, er det kun 42 procent, der er med i efterlønsordningen.
Et medlem skriver, at vedkommende aldrig fik tilmeldt sig ordningen i sin tid: ”Det fortryder jeg i dag!”, mens andre, der har forladt ordningen, føler sig bondefanget:
”Vi blev tudet ørene fulde med, at det ikke kunne svare sig at fortsætte med at betale til efterløn, da det ville forsvinde, inden vi kunne nå at gøre brug af det. Så altså har jeg ingen efterlønsordning, suk.”
Hvornår er det vores tur
”Jeg har arbejdet, siden jeg var 14, kom i lære som 18-årig. Som 60-årig har jeg arbejdet i 46 år uden ledighed. Kun afbrudt af barselsperioder. Det kan mærkes på kroppen,” skriver et medlem.
Hun udtrykker det samme budskab som flertallet af besvarelserne: Medlemmerne er glade for deres arbejde. Men de kan mærke fysisk og psykisk, at de har været på arbejdsmarkedet i mange år, og de udtrykker frustration over, at der ikke er noget sikkerhedsnet, selv om de har arbejdet så mange år, og så er de bange for, om der er overskud til noget som helst, når de en dag får mulighed for at gå på pension.
Jan Hoby, som er næstformand i LFS, er i øjeblikket med til at stable et politisk initiativ på benene, som skal lægge pres på politikerne.
”Vi skal først og fremmest have bremset den stigning i pensionsalderen fra 68 til 69, som er indbygget i velfærdsforliget fra 2006, og som politikerne skal tage stilling til senere i 2020. Og så skal vi have ophævet hele forliget, så vi kan rulle stigningerne gennem de seneste år tilbage. Vi skal gøre op med tanken om, at alle kan knokle, til de bliver 70.”
Ekstremt kynisk
Jan Hoby mener, at velfærdsforliget er et af de mest ekstreme eksempler på kynisme over for danske lønmodtagere.
”De politikere, der har vedtaget det her, har ikke selv erfaringer med hårdt fysisk og psykisk arbejde gennem mange år. De har bare siddet ved et forhandlingsbord og bestemt sig for, at folk i gennemsnit må have 14,6 leveår tilbage, når de går på pension. De har ikke forholdt sig til, om man overhovedet kan passe sit arbejde de sidste år. De har heller ikke indregnet, at en del af arbejdsstyrken er så nedslidt, når de først får lov til at gå på pension, at de enten dør inden for kort tid eller får en pensionisttilværelse med alt for lav livskvalitet,” siger Jan Hoby.
Flere end 60 fagforeninger er med i initiativet mod den stigende pensionsalder, som forventes at blive skudt i gang efter sommerferien.
Sådan gjorde vi
LFS Nyt sendte et elektronisk spørgeskema til medlemmer, der er født i perioden 1. januar 1960 til 31. december 1964. Spørgeskemaet blev sendt til 919 medlemmer. 258 medlemmer besvarede spørgeskemaet, hvilket svarer til en svarprocent på 28.
Politikken bag
Velfærdsforliget blev indgået i juni 2006 af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Velfærdsforliget indeholdt en reform, hvor efterløns- og pensionsalderen kom til at stige i takt med befolkningens levealder. Lønmodtagere, der er født i 1953, kunne gå på efterløn som 60-årige og folkepension som 65-årige, mens lønmodtagere, der er født i 1963, først kan gå på efterløn som 65-årige og folkepension som 68-årige. Ifølge velfærdsforliget skal pensionsalderen stige, indtil danskerne i snit har 14 år og seks måneder tilbage at leve i, når de går på folkepension. Der er ikke taget højde for erhverv, antal år på arbejdsmarkedet eller graden af nedslidning. Når velfærdsforliget er fuldt indfaset, har Danmark den ultimativt højeste pensionsalder i EU.