Noter
Hver tiende pædagog laver noget andet
Ca. 11 procent af alle uddannede pædagoger i Danmark, svarende til 11.000 pædagoger, arbejder i andre brancher. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Det traditionelle pædagogområde omfatter i analysen fx daginstitutioner, sociale døgninstitutioner, skoler eller SFO’er, men også hospitaler, plejehjem og flygtningecentre.
Ser vi på de brancher, de 11.000 pædagoger så er ansat i, tegner tre hovedbrancher sig for hele 7.000 af dem. Det drejer sig om offentlig administration, handel og transport samt erhvervsservice, herunder arbejdsformidlingskontorer.
Analysen viser også, at der er relativt flere mænd, der er ansat uden for det traditionelle område end kvinder. Samtidig er der flest pædagoger over 40 år, der er ansat uden for det traditionelle område.
Stadig mange københavnske børn på orlov
Tusindvis af forældre har siden april benyttet sig af muligheden for at tage orlov fra daginstitutionspladser uden at skulle betale. Det var en ordning, som Københavns Kommune indførte for at lette presset på dagtilbuddene i forbindelse med covid-19 situationen. Da det toppede, havde ca. 12.000 børn orlov, hvilket gjorde det lettere for institutionerne at leve op til de mange krav og retningslinjer. I slutningen af maj, efter genåbningen af anden fase, var der stadig cirka 3.500 børn på orlov. Det svarer til flere end 10 procent af de børn, der er indskrevet i daginstitutioner i kommunen.
ByOasens fremtid er sikret
LFS Nyt nummer 5 bragte en artikel om den bemandede legaplads, ByOasen. Fremtiden var uvis for legepladsen, der de seneste knap fire år levet af en bevilling fra Budget 2017 på 2,061 millioner kroner årligt, der udløber ved udgangen af i 2020. Da den kommende aftale om Budget 2021 først laves til efteråret, har legepladsens ansatte og brugere derfor levet i uvished om stedets fortsatte skæbne. Men på et møde i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg d. 25. maj, besluttede et flertal at sikre ByOasens overlevelse allerede nu. Det sker ved at tage en årlig bevilling på 1,9 millioner kroner til sommer-og sæsonblomster i bede og blomsterkummer fortrinsvist i Indre By, fx i Glyptotekshaven og Rådhushaven. Kun DF og Konservative stemte imod.
Alle i SUF får ret til fuld tid
Er man medarbejder i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København og ønsker at arbejde på fuld tid, så skal det også kunne lade sig gøre. Det mener sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling. Et nyt tiltag giver derfor fra 1. september alle medarbejdere, der arbejder på deltid i forvaltningen, ret til at gå op i tid. Den nye ret til fuld tid vil gælde både nuværende og nye medarbejdere i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, og det bliver den enkelte leder, der skal vurdere, hvordan en medarbejders ønske om fuldtid kan opnås. En løsning kan indebære, at medarbejderen kan få timer på flere arbejdspladser inden for forvaltningen.
Udsatte unge har størst risiko for vold
16-19-årige kvinder, der kommer fra en svag social og økonomisk baggrund, har markant højere risiko for at blive udsat for seksuel vold end andre kvinder. Mænd med samme baggrund og alder har større risiko for at blive udsat for grov vold end andre mænd. Det viser en ny VIVE-rapport, der har kortlagt voldsofre i Danmark i perioden 2001-2016. Rapporten har som den første af sin art både fokus på risikoen for at blive offer for vold samt konsekvenserne af vold. Rapporten 'Risici og konsekvenser ved voldsforbrydelser' kan læses på www.vive.dk
Få styr på historien
Sommeren er over os, og for mange vil det forhåbentlig betyde lidt ekstra tid til ro og fordybelse. Denne måneds podcast er både spændende at lytte til og gør dig klogere på Københavns Historie – med et tvist af truecrime. Vi anbefaler Podcast-serien ’Bag om København’, der tager dig med tilbage i den københavnske historie. Du vil blive klogere på små historier, som på godt og ondt har sat sit præg på danmarkshistorien og dét København, vi kender i dag. Ofte tages der udgangspunkt i bagsiden af København, og du kan derfor høre om flere af de dystre og mørke fortællinger, der også har formet byen. Lyt fx til afsnit 49 om baggrunden for grundlæggelsen af tugt- og børnehuset i København, eller afsnit 42, der fortæller den grufulde historie om eksperimentet med de grønlandske børn. Podcasten er produceret i samarbejde med Københavns Biblioteker, og der er nok at give sig i kast med – den findes alle de steder, du normalt henter podcasts.
Flere pædagogstuderende på vej
Et enigt folketing har besluttet at udvide antallet af studiepladser på de videregående uddannelser med 5.000. ”I en krisetid forventer vi, at der kommer ekstraordinært mange unge, der vil søge ind på en uddannelse,” siger Ane Halsbo-Jørgensen, uddannelses- og forskningsminister (S) til DR. Det understreges, at pladserne især vil tilfælde it-, velfærds- ”grønne” uddannelser. Herunder pædagoguddannelsen. Hvilke uddannelsesinstitutioner, der får hvor mange pladser, er dog ikke endeligt besluttet, da partierne først skal i dialog om blandt andet kapaciteten på de enkelte uddannelser. Men det foreslås, at Københavns Professionshøjskole får 90 ekstra pladser. I 2019 måtte KP afvise 25 kvalificerede ansøgere på grund af for få pladser.
Sådan bruger I legepladsen pædagogisk
Forskning viser, at legepladsen har et særligt pædagogisk potentiale. Det nyeste nummer af EVA TEMA sætter fokus på samspil og relationer på legepladsen – og på de mange muligheder og udfordringer, der knytter sig til den tid, børnene tilbringer her.
Magasinet EVA TEMA udgives af EVA, Danmarks Evalueringsinstitut. Det er gratis, og man kan få magasinet tilsendt digitalt, hvis man tilmelder sig nyhedsbreve om dagtilbud på https://www.eva.dk/tilmeld-nyhedsbrev.
Forældre deler billeder uden tilladelse
8 ud af 10 børn oplever, at deres forældre deler billeder af dem på de sociale medier uden at have bedt om lov, viser en ny undersøgelse, som Børns Vilkår har lavet blandt 1.090 respondenter på BørneTelefonens hjemmeside.
Og mange af børnene synes, det er irriterende, respektløst og flovt. En tredjedel af disse siger, at de bliver irriterede og/eller flove over delingen, og 28 procent svarer, at de ikke føler sig respekteret. Kun fire procent svarer, at de er ligeglade med billeddelingen.
Børnefaglig konsulent i Børns Vilkår, Sanne Lind, minder om, at hver gang forældre deler billeder og videoer af deres børn, bidrager de samtidig til den online dataindsamling, der er omkring børnene.
”Spørg derfor dit barn om lov, før du deler billeder, og overvej, om billederne er nogle, dit barn kan tåle at have liggende online, også som voksen. Særligt de mindste børn er ikke i en position til selv at kunne overskue dette, så her har vi som voksne et kæmpe ansvar,” siger Sanne Lind.
Børns Vilkår og TDC søsætter nu en ny oplysningskampagne, som skal få flere forældre til at tage deres børn med på råd, inden de deler billeder af dem.