Det var fantastisk at møde nogen, der levede normalt
”Jeg kommer fra Bosnien. Krigen startede i april 1992, og der boede jeg i en lille by, cirka 30 kilometer fra hovedstaden. Jeg arbejdede som tekniker, mens jeg læste til ingeniør og boede med min mand og vores to små børn. Min mand arbejdede som sygeplejerske.”
”En dag faldt min søn og brækkede sin arm, og på grund af krigen kunne han ikke komme på hospitalet, så jeg fløj til Serbien med begge børn. Helikopteren var fyldt med soldater, der var omkommet i krigen. Imens vi fløj, forsøgte min mand at komme til Sarajevo, hovedstaden i Bosnien, via bjergene. Min søn var på dette tidspunkt to et halvt, og min datter var fem år. Jeg frygtede, at hvis vi ikke flygtede, så min søn kunne få sin behandling, kunne vi risikere, at armen groede forkert sammen, så han blev handicappet.”
”Vi kom til Serbien, hvor vi boede hos noget familie, og min søn blev opereret. Herefter fortsatte vores flugt til Makedonien, hvor vi i en flygtningelejr mødte min fætter. Han ville flygte til Sverige, og sammen købte vi busbilletter til os fire. Turen tog to uger. Undervejs besluttede vi, at vi i stedet ville tage en færge videre til Danmark.”
”En dag, efter vi var ankommet til Danmark, ringede jeg til min svigerinde for at høre, om hun havde nyt om min mand. Da jeg ringede, kunne jeg kun tænke på, at hun ikke måtte sige, at min mand var dræbt. Men det var det første, hun sagde. Han var blevet ramt af i hjertet af en splint fra en bombe.”
”Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle blive i Danmark. Jeg har altid troet, at når krigen stoppede, så ville vi vende tilbage. Men mens vi bor på et modtagecenter på Amager, får vi besked om, at vi skal flytte til Sandvig. Jeg kiggede efter ’Sandvig’ på et kort, men det var umuligt at finde. Det var Bornholm også. Sammen med en gruppe af dem, jeg oprindeligt flygtede med, flyttede vi til Sandvig asylcenter. Vi var det første hold flygtninge, der kom til Bornholm.”
”På Bornholm fik mine børn og jeg et værelse på tre gange fire meter, hvor vi boede, sov og spiste. Jeg lavede ofte mad med de andre kvinder på centeret, der alle havde traumer, de kæmpede med. Jeg fik et dansk par som ’asylvenner’, og dem har jeg stadig meget kontakt med i dag. Det var fantastisk at få kontakt til nogen, der levede et normalt liv.”
”I 1995 blev jeg optaget på en fynsk højskole for bosniere, der var interesserede i at lære dansk sprog og kultur. Mine børn var naturligvis med mig og gik i dansk skole og børnehave. Efter de tre måneder vendte vi tilbage til Bornholm, hvor jeg begyndte at få et dansk netværk, takket være det danske par, jeg havde kontakt til. Jeg kom i praktik som medhjælper på en skole i Nexø, hvor de søgte en, der både kunne tale dansk og bosnisk, for at hjælpe de nye flygtningebørn med at falde til.”
”Det var skønt at komme væk fra flygtningecenteret, hvor vi stadig boede. Jeg endte med at arbejde som pædagogmedhjælper i seks år. Her blev jeg opfordret til at læse til pædagog, og allerede inden jeg var færdig med uddannelsen, blev jeg ansat i Nexø, og efter kun kort tid blev jeg leder af skolens SFO. Alt kørte på skinner, men min datter var flyttet til København for at studere, og min søn var ved at være færdig med gymnasiet. Så selvom jeg endelig havde styr på bolig, arbejde og netværk, så besluttede jeg at flytte til København.”
”Jeg sendte omkring 30 ansøgninger efter flytningen og fik job i Svanehuset. Jeg tænkte, at her bliver jeg kun i kort tid, det er bare vigtigt, at jeg har et job. Men jeg trives rigtig godt her, jeg har gode kollegaer og elsker at arbejde med de unge, der kæmper med tilknytningsproblemer og diverse diagnoser. Nu har jeg været her i knap 11 år.”
”Coronaen har været en meget svær periode for mig og har vækket nogle af de samme følelser, som krigen vækkede i mig. Uvisheden og angsten for fremtiden har fyldt meget. Jeg skulle have besøgt min familie i Bosnien her til sommer, men det bliver nok bare til en tur til Bornholm. Heldigvis føles det lige så meget som hjem for mig.”
Navn: Sabaheta Ocuz
Alder: 56 år
Arbejdssted: Svanehuset, døgninstitution
Bonusinfo: Er aktiv i en klub for bosniske kvinder, som hun denne sommer skal vise Bornholm til. Hun rejser stadig ofte til Bornholm for at besøge sine venner og netværk, og det samme gør hendes to børn. Har desuden to børnebørn.