TEMA: KAN MAN FÅ (FLERE) PÆDAGOGER TIL AT ARBEJDE 37 TIMER?
Der er ikke andre tryllemidler end bedre arbejdsvilkår
Der ville være flere hænder på stuerne, og arbejdet ville være mindre hårdt for den enkelte, hvis alle pædagogiske medarbejdere arbejdede 37 timer om ugen. Men Martin Schrøder, som er leder i Midgård, tror ikke, det er realistisk. Han tror, at hele området bliver nødt til at tænke i anderledes måder at organisere sig på.
”Jeg har følt mig tvunget til at opslå stillinger, der hed 32 til 37 timer, selv om vi selvfølgelig helst vil have fuldtidsansatte. For det er næsten som at vinde i lotto at finde en uddannet pædagog, der er villig til at arbejde fuld tid. Og så er jeg alligevel endt med at sidde og forhandle ansættelse med ansøgere, der max ville have 30 timer,” fortæller Martin Schrøder, som er konstitueret leder i den integrerede institution Midgård, der ligger midt i Mjølnerparken på Nørrebro. Og han forstår faktisk godt ansøgerne.
”Da jeg var nyuddannet pædagog, var der ingen af os, der satte spørgsmålstegn ved, om vi skulle arbejde fuld tid. Det gjorde man bare. Men arbejdet er blevet hårdere. De faglige krav er blevet højere i takt med, at normeringerne er blevet dårligere, og folk arbejder virkelig hårdt. Jeg kan fuldt ud leve mig ind i, at man vil have kræfter til et liv ved siden af,” siger Martin Schrøder, der især oplever, at det er småbørnsforældrene og de lidt ældre medarbejdere, der synes, at en fuldtids arbejdsuge er for lang.
Pædagoger kan stille krav
Martin Schrøder tror ikke på, at noget quickfix kan få flere pædagogiske medarbejdere til frivilligt at vælge fuld tid.
”Pædagogerne har for én gangs skyld fat i den lange ende. De er en mangelvare, og de kan stille krav. Det kan man ikke fortænke dem i,” siger Martin Schrøder, der tror, at den eneste løsning er bedre arbejdsvilkår.
”Hvis arbejdsdagen var mindre belastende, ville færre ønske at gå ned i tid. Men det kræver ressourcer. Vi står med en knude, der er svær at løse. For hvis samtlige medarbejdere i en daginstitution ville arbejde fuld tid, kunne man lave en vagtplan, der var mindre belastende for den enkelte. Der ville være flere til at dække ydertidspunkterne. Der ville også være flere hænder på stuerne hele dagen, for det er simpel matematik, at deltidsansatte slider på arbejdsfordelingen: Du skal deltage i personalemøder og stuemøder og så videre, selv om du er på deltid. Så jo flere deltidsansatte, jo flere timer går der fra timer sammen med børnene. Men det er svært at rekruttere, så man kan ikke som institution selv bestemme,” siger Martin Schrøder, der tror, at hele området bliver nødt til at tænke anderledes.
”Der dukker ikke lige pludselig mange hundrede pædagoger op ud af det blå. Så vi er nødt til at arbejde med det, vi har. Jeg tror, vi kommer til at se institutioner, der gør op med den traditionelle stuestruktur med tre voksne på stuen og i stedet arbejder mere i teams. Det andet er simpelthen for sårbart.”