Medlemsportræt
Jeg droppede mit første job, for jeg måtte ikke gå med bukser
”Jeg har fået fagbevægelsen ind med modermælken. Min far var formand for skolebetjentenes klub i København. Det kostede ham dog posten, da min mor blev træt af at være ulønnet medhjælpende hustru og søgte ind på fritidshjemslærer-uddannelsens første hold. De andre i fagforeningen kunne ikke acceptere, at hans kone arbejdede uden for hjemmet. Men min mor blev den første kasserer i LFS, og jeg sad som skolepige og skrev kuverter med kontingentopkrævninger til alle medlemmerne. Det fik jeg 25 kroner for. Så jeg blev den første lønnede medarbejder i LFS, for alle andre arbejdede frivilligt dengang.”
”Jeg selv blev uddannet fritidspædagog i 1966. Mit første job var på fritidshjemmet i Absalonsgade på Vesterbro. Men jeg vidste, at der skulle jeg ikke blive, for de kvindelige ansatte måtte ikke gå med lange bukser. Man skulle gå med kjole, og det holdt jeg kun ud, så længe jeg var gravid. Dengang kunne man alligevel ikke få graviditetsbusker. Så jeg sagde op, da jeg fik min anden søn og holdt en pause på halvandet år.”
”Min daværende mand og jeg flyttede på et tidspunkt ud af byen, så jeg tog job på et fritidshjem i Helsinge. Det var ikke vellykket. Kommunalbestyrelsen var egentlig imod, at der skulle være et fritidshjem, så vi stod med nogle gamle bygninger, som de forventede, at vi selv satte i stand. Jeg trivedes heller ikke uden for København. Jeg er bymenneske og storforbruger af byens tilbud. Da jeg gik på pension, prøvede vi også en periode at bo i vores sommerhus. Det gik slet ikke. Det var ikke lige mig at sidde og kigge på alle de træer hele dagen.”
”I 70erne fik jeg arbejde på Københavns kommunes børnehjem Nærumgård. De unge var fantastiske og besværlige at arbejde med. Da jeg startede, var det før arbejdsmiljøloven, så der var ingen arbejdstidsregler. Så arbejdsugerne kunne være lange, da rådighedsvagterne lå udover arbejdstiden. Da jeg begyndte, var alle på nær to organiseret i SL. Det gik jo ikke. Jeg havde været TR på den forrige arbejdsplads, så de to LFS’ere valgte mig til TR. Det gav en del problemer, så jeg havde brug for støtte. Derfor stillede jeg op og blev valgt til bestyrelsen i børn og unge klubben i LFS og blev derigennem for alvor engageret i fagligt arbejde. Efterhånden meldte flere og flere sig over i LFS. De kunne godt se fordelen i at stå i den fagforening, der havde overenskomsten. Da vi endelig fik arbejdstidsregler, snuppede forstanderen vores døgntillæg i sommerferien. I den konflikt fik jeg organiseret de sidste kollegaer. Det var en spændende, men opslidende tid. Så jeg søgte arbejde i det daværende Københavns Amt i en efterbehandlingsinstitution for stofafhængige, til sidst også stofafhængige familier med børn. Mens jeg arbejdede der, fik vi de første HIV- smittede beboere. Desværre lukkede amtet institutionen, den var for dyr, metadon vedligeholdelse var var billigere.”
”Jeg kom så tilbage til Københavns kommune og tilbage til LFS, hvor jeg i 89 blev ansat på pensionatet for hjemløse, HIV og AIDS ramte stofmisbrugere. Vi var først i Ingerslevgade og flyttede så til Forchhammersvej, hvor der stadig ligger en rusmiddelinstitution. Nu var HIV-epidemien for alvor kommet, og vores beboere var i orkanens øje. De blev behandlet utrolig dårligt af sundhedsvæsenet, som slet ikke kunne rumme dem. Jeg glemmer aldrig, da en af vores unge kvinder måtte ligge og dø af AIDS i et skyllerum uden vinduer. Det var forfærdeligt. Jeg fik lige som mine kollegaer et tæt forhold til vores beboere, de boede hos os i lang tid, og selv om de fik egen lejlighed, kom de på institutionen hver dag for at få metadon. Der var alt for mange begravelser, der sled på en, og i 2005 var det nok, og jeg gik på efterløn.”
”Covid-19 har været en udfordring. Jeg bor heldigvis i et rækkehus i et område, hvor vi kender hinanden og kan tale hen over hækkene. Nu nyder jeg, at jeg har kunnet genoptage mine interesser. Jeg har netop været i Bremen og set jazzteaterkoncert, og jeg har været til foredrag i Globale Seniorer om nye højrenationalistiske bevægelser i Europa og deres netværksdannelser. Det er skræmmende scenarier. En af mine yndlingsbøger er Tjenerindens Fortælling af Margaret Atwood, og jeg tænker ofte på, at mange kvinder rundt omkring i verden lever under lige så undertrykkende vilkår - og kvindesynet i bogen er ikke langt fra det, man finder hos de kristne fundamentalister i USA.”
Hvem: Birgit Karin Jørgensen
Alder: 78 år
Arbejdssted: Pensionist
Bonusinfo: Har to voksne sønner. Er en af de få, som ret faktisk har læst Ulysses af James Joyce. Har læst den fem eller seks gange og er netop nu i gang med nyoversættelsen. Er aktivt medlem af Seniorbestyrelsen i LFS og deltager desuden i Faglige Seniorer og Globale Seniorer med meget mere.