Det føles ikke så farligt at skifte spor
Da Cecilie Marie Andersen blev færdig som kandidat i uddannelsesvidenskab, havde hun svært ved at se sig selv i de stillinger, der matchede hendes uddannelse, og hun brød sig ikke om at være arbejdsløs. Nu er hun i gang med pædagoguddannelsen under den nye sporskifteordning, hvor akademikere kan blive pædagoger på to-et-halvt år.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Cecilie Marie Andersen har udsigt til et par år med et struktureret fritidsliv, hvor det er studietid hver aften, når børnene er lagt i seng.
” Men det er faktisk ikke så hårdt, som det lyder. Fordelen er, at jeg er studievant, og så er jeg så heldig, at min universitetsuddannelse ligger meget tæt op ad pædagogfaget. Jeg har læst uddannelsesvidenskab, som indeholder meget pædagogik, så det meste teori er faktisk kendt stof for mig. Jeg ved, at det er lidt hårdere for de af mine studiegruppekammerater, der kommer fra helt andre fag,” fortæller Cecilie Marie Andersen.
Hun arbejder i dagtimerne som pædagogmedhjælper i Kålormen på Nørrebro, og hendes øjne lyser, når hun fortæller om arbejdet med børnene:
”Det er faktisk ret fantastisk, at man hver dag kan være med til at skabe små mennesker, der kan det hele – de har bare ikke udviklet det endnu. Jeg er virkelig glad for mit arbejde, som giver så meget mening.”
Træt af standardafslag
Udsigten til arbejdslivet var knap så opmuntrende, da Cecilie Marie Andersen blev færdig med sin kandidat i 2017. Hun gik direkte fra eksamen til barselsorlov, men da hun skulle til at søge job, var der ikke mange ledige stillinger at søge.
”Jeg syntes, mit studie var spændende, og jeg var meget optaget af det. Men da jeg blev færdig og begyndte at søge, kunne jeg se, at de stillinger, der så mest spændende ud, faktisk ikke matchede så godt med min uddannelse. Jeg var uddannet inden for forvaltningsarbejde, men havde meget mere lyst til direkte kontakt med mennesker. Og desuden var der altid nogen i ansøgerkøen med mere erfaring end mig. Man bliver meget hurtigt træt af standardafslag, og jeg syntes virkelig, det var belastende at være arbejdsløs.”
Den optimale løsning
Da Cecilie Marie Andersen i 2019 opdagede et barselsvikariat i Kålormen, søgte hun derfor jobbet og fik det – og blev derefter forlænget, for til sidst at blive fastansat.
”Jeg er vildt glad for mit arbejde, og jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig for fin til at tage et job, der ikke passer til min uddannelse. Jeg vil hellere være pædagogmedhjælper eller kassedame end arbejdsløs. Men det er da optimalt, at jeg kan blive pædagog, for jeg brænder for det, og uddannelsen giver så mange muligheder for at udvikle sig og blive udfordret. Det er også virkelig fedt, at jeg kan tage pædagoguddannelsen på den måde. Jeg havde overvejet merituddannelsen, men det ville være barskt at skulle tilbage og studere fuld tid på SU, når jeg for ikke så lang tid siden har færdiggjort en anden uddannelse. Det her passer meget bedre til mit liv,” siger Cecilie Marie Andersen, der er vokset op med forældre, som begge to skiftede fag midt i deres arbejdsliv.
”Det kan være, det er derfor, jeg ikke synes, det er så farligt at skifte spor.”
Pædagogmangel slider
Det var Cecilie Marie Andersens klyngeleder, der gjorde hende opmærksom på muligheden for at blive pædagog under sporskifterordningen, og hun har i det hele taget kun oplevet opbakning fra arbejdspladsen.
”Det er faktisk ikke så belastende for min arbejdsplads. Jeg skal kun være væk i en syvugers praktik; det øvrige studie klarer jeg i min fritid. Men jeg tror også, det har betydning, at vi alle sammen ved, hvor store rekrutteringsproblemer, der er. Vi har selv haft svært ved at få besat alle vores pædagogstillinger, og det slider på huset. Så jeg tror, at alle inden for den her verden ved, hvor vigtigt det er at få uddannet nogle flere dygtige kolleger,” siger Cecilie Marie Andersen.