Åndelighed og udviklingshæmmede

Af Elisabeth Lockert Lange

Mellem engle

Åndelighed på dagsordenen: Onsdag den 15. december mødes udviklingshæmmede og pædagoger fra byens dagcentre til en julegudstjeneste i Vor Frelsers Kirke. Dagcentrenes kor synger salmer, sognepræsten leder bønnen og fortæller julehistorie. »Er det nu vores opgave at missionere?« sagde kolleger til Ole Albér, musiker og ansat på Strandparkcentret, et dagcenter for udviklingshæmmede. Det var når han talte om kirkemusik og gudstjenester og kirken som en mulig samarbejdspartner.

»Og nej – det er ikke vores opgave at missionere«, understreger Ole Albér. »Men det er vores opgave som pædagoger at være med til at give udviklingshæmmede mulighed for at dyrke deres tro. For udviklingshæmmede mennesker har samme ret til tro som alle andre mennesker, og ingen af os kan beskrive hvad tro er for andre mennesker«.

Netop retten til at tro må give pædagoger røde ører, mener han, for de færreste arbejder med at give de udviklingshæmmede mulighed for at dyrke deres tro.

»Mange ældre udviklingshæmmede er vant til at komme i kirken fra tidligere tider. Helt op i 70’erne var kristendommen meget vigtig, og de havde morgengudstjenester. Det er tydeligt at når vi starter på salmer og bønner, så åbner der sig en kæmpekasse med glæde og genkendelse. Nogle udviklingshæmmede har et meget håndgribeligt gudsbillede, fx har jeg oplevet julen beskrevet som den dag, hvor Jesus kommer til morgenmad«. Nogle udviklingshæmmede, som har lyst til at komme i kirken, kan selv finde ud af det, men der er også udviklingshæmmede, som ikke bare selv kan besøge folkekirken.

Ole Albér har derfor taget initiativ til en julekoncert i Vor Frelsers Kirke den 15. december kl. 10.30. Alle dagcentre i Københavns Kommune er inviteret, så kirken fyldes med minimum 200 mennesker. Og sandsynlivis langt flere, for gudstjenesten er ikke kun for de udviklingshæmmede på dagcentrene, alle mennesker er velkomne. Et kor med 25 deltagere fra dagcentrene, Handykoret, synger salmer og sange under ledelse af Ole Albér, og sognepræst i Vor Frelsers Kirke, Mogens Hansen, vil fortælle om både julen og alteret. Der bliver rytmisk musik, og ikke mindst vil det 300 år gamle orgel fylde kirkerummet.

Engle små og store
Vi står i Vor Frelsers Kirke en morgen, lige efter urspillet har spillet sin melodi ud over Christianshavn, som det gør hver hele time alle ugens dage fra klokken ni til midnat. Rummet er lyst og åbent i den rummelige barokkirke fra 1696.

Vor Frelsers Kirke er en englekirke; der er engle over alt, små engle flyver rundt mellem stjernerne i loftet på de 12 hvælvinger, store marmorengle står i en kreds foran alteret. Også på altertavlen er der engle, som flyver rundt om solen, symbolet på Kristus.

»De tre engle fortæller en historie om tre forskellige måder at leve livet på. Den ene engel gemmer sig, han er den type, som synes det er synd for ham, den anden engel holder balancen, han synes det går da meget godt. Den sidste holder fast i solstrålen, Gud. Men der er også sorte skyer på billedet, livet er jo også besvær. Hvis vi ikke fortæller det også, fortæller vi ikke sandheden«, siger sognepræst Mogens Hansen.

Modsat altertavlen »bæres« det fine store kirkeorgel fra 1698 af to store elefanter Når Ole Albér har valgt at henvende sig til netop denne præst i denne kirke, er det fordi han oplever både kirke og præst som meget rummelige – på alle planer.

»Her tager man sådanne opgaver op med begejstring. Og kirkerummet her er fascinerede, så selvom mange udviklingshæmmede ikke har så meget forhold til det talte sprog, så får de en stor oplevelse ved at være i rummet og høre orglet «, siger han og tilføjer:

»Vi i dagcentrene samarbejder meget om sommeren, og vi ville gerne have noget fælles om vinteren også. De udviklingshæmmede kender jo hinanden, så det er vigtigt at de mødes. Og dette er et godt sted at mødes«. Mogens Hansen nikker:

»Dette er de udviklingshæmmedes kirke, og jeg hører til blandt de udviklingshæmmede. Vi er jo alle evnesvage i denne sammenhæng, på den måde at det at kunne tro kræver hjælpemidler. Almindeligvis holder vi os til ordene, men i dette rum, som siger spar to med hensyn til efterklang og samklang, er der hele udtrækket. Alle sanser er i brug, og det har vi brug for til at fatte, hvad det er at tro«.

Det mangfoldige liv
En god pædagog skaber muligheder, også nye muligheder. En god pædagog tager også mennesker nye steder hen.

»For tiden er der på grund af Serviceloven en tendens til at alle ønsker skal komme fra den udviklingshæmmede selv. Men vi skal passe på at vi ikke lader os begrænse af, at det kun er de udviklingshæmmedes ønsker, vi tager udgangspunkt i. For man kan ikke ønske ud over sit erfaringsgrundlag. Og derfor er det også pædagogens rolle at sætte ting på dagsordenen«, vurderer Ole Albér og tilføjer:

»Det handler ikke om at missionere, men om ikke at gøre det modsatte. Livet er mangfoldigt, og hvis vi tager arbejdet alvorligt, så gør vi deres liv åbent og mangfoldigt«.

Som musiker arbejder Ole Albér meget med musikoplevelser bl.a. i form af Klassisk Forår, de klassiske forårkoncerter han har sat på programmet gennem nogle år. Hans erfaring er at udviklingshæmmede mennesker ikke nødvendigvis er musikalsk dumme. Tværtimod har de nogle gange en større følsomhed over for musik. Det er vigtigt for ham, at når udviklingshæmmede eller pædagoger går ind i kirkerummet, så deltager de på lige fod.

»I hverdagen er der altid en distance mellem de to grupper. Det kan godt være, vi har det rart sammen, men det ændrer ikke på at pædagogerne får penge for at være sammen med de udviklingshæmmede, og at vi ikke ville være der, hvis vi ikke fik penge. Jeg er overbevist om, at vi som pædagoger har godt af at opleve noget sammen med brugerne, hvor handicappet er uvæsentligt. Vi har godt af at opleve, at vi i nogle sammenhænge ikke ved bedre, men udelukkende er i samme stemning og får samme input som de mennesker, vi til dagligt skal være pædagoger for. Mennesker man har oplevet noget sammen med, måske oven i købet haft nogle stærke oplevelser sammen med, vil altid være en del af hinandens liv, og måske møder vi det udviklingshæmmede menneske med en lidt ændret holdning, næste gang vi skal på arbejde«.

Kirkens historier
Selve gudstjenesten bliver ikke særlig meget anderledes end alle andre gudstjenester. Musik, sang, bøn og historier. Sognepræst Mogens Hansen fortæller først og fremmest historier med udgangspunkt i kirken.

»I alterenden er verdens bedste tegneserie, og når jeg har gudstjeneste, henviser jeg så meget som muligt til det, vi står midt i her. Alle sanser bliver påvirket her, de kan ikke undgå at blive påvirket, ikke mindst af orglet med alle piberne. Dem kan man tænke som mennesker, der skal spille i harmoni og klinge sammen. Vi har dog ikke nogen julehistorie i kirkerummet, men det skal vi nok løse til gudstjenesten«, siger han.

Mogens Hansen ser det som helt selvfølgeligt at kirken kan og vil give udviklingshæmmede mennesker en religiøs oplevelse.

»I århundreder var det jo kirken som tog sig af det med at tage sig af. Det første hjemmesygeplejesketiltag opstod faktisk her i slutningen af 1800 tallet, fordi der kom så mange syge mennesker i kirken«.

»Vi har en folkekirke hvor alle er velkomne, uanset om de er kristne, jøder eller muslimer. Og vi har alle tre trosretninger på Strandparkcentret. Inden vi tager de ikke-kristne med i kirke, spørger vi hjemmet om det er ok, og vi får som regel ja. De fleste er jo klar over at det er en fælles oplevelse, som er vigtig for den udviklingshæmmede«, supplerer Ole Albér og tilføjer:

»Formatet her er større end jeg er vant til, men jeg søger dette format, fordi jeg mener åndeligheden skal på dagsordenen «.

Gudstjeneste i Vor Frelsers Kirke den 15. december 10.30.Indeholder præludium og postludium, bøn, julefortælling, fortælling om alteret, velsignelse, rytmisk musik, salmerne Dejlig er jorden, Et barn er født i Betlehem, Julen har bragt, Her kommer, Jesus, dine små, Glade jul, dejlige jul. Handykoret, julekoret fra dagcentrene i København synger både salmer i kirken og sange i våbenhuset efter gudstjenesten.