Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Budgetfordelingsmodellen
Af Ulla Baggesgaard, næstformand i LFS
Konkurrence på ulige fod
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i København vedtog i forrige uge en ny model for budgettildeling til de kommunale og selvejende døgninstitutioner indenfor børne- og ungeområdet – den såkaldte aktivitetsbaserede budgetfordelingsmodel.
Modellen går i korte træk ud på, at det fremover er lokalcentrene der køber pladser på de enkelte institutioner, i konkurrence med andre udbydere, primært de private opholdssteder.
Formålet med denne »markedsgørelse« er at skabe bedre styring, kontrol og opfølgning på området, samt give døgninstitutionerne et større incitament til at tilpasse tilbuddene til den efterspørgsel der er fra lokalcentrene. Modellen betyder at lokalcentrene fremover udelukkende skal basere deres valg af anbringelsessted på socialfaglige og økonomiske overvejelser. Det er også beskrevet at et mål er at døgninstitutionernes faglighed skal fastholdes og udvikles.
I LFS tror vi ikke på, at konkurrence på markedsvilkår øger kvaliteten af de socialfaglige tilbud/ fastholder og udvikler fagligheden. Tværtimod er vi imod enhver form for markedsgørelse af området. Det er ganske enkelt forkert at anvende styringsmekanismer direkte overført fra det private område til anbringelsesområdet.
Vi tror derimod på, at døgninstitutionerne og det pædagogiske personale, er i stand til at omstille de pædagogiske tilbud, når behovene forandrer sig. Hvis for mange institutionernes tilbud er rettet til den samme målgruppe, er det klart, at der skal ændres i det. Men vi tror ikke på, at konkurrence på markedsvilkår – og dermed en konstant usikkerhed om arbejdspladsens fremtid, giver institutionerne og det pædagogiske personale bedre muligheder for at foretage de nødvendige ændringer.
Vi må dog erkende, at der blandt et flertal af politikere i København, er et markant ønske om at styrke styringen af økonomien på området, blandt andet gennem øget markedsgørelse, at det ikke ville være muligt at skabe et flertal for en anden vej. En tidligere beslutning i Borgerrepræsentationen angav, at »bestiller/udfører-modellen« skulle iværksættes på området.
Strategien for LFS har derfor været, at søge indflydelse på den nye budget- model. En strategi, vi har været – og er enige med SL, socialrådgiverne og embedsmandsforeningen om.
Nu er modellen så vedtaget. Den indebærer som nævnt, at døgninstitutionerne fra 1. januar 2005, skal sælge deres pladser direkte til lokalcentrenes Børne- og Familieteam for at sikre budgetmidler til institutionens drift. Det eneste, der tildeles institutionerne på forhånd som fast budget, er huslejeomkostningerne.
Resten af drift midlerne – hvilket vil sige langt den største del – skal sikres gennem salg af pladser til lokalcentrene, som nævnt i konkurrence med private opholdssteder.
Der er dog etableret en overgangsordning på tre år, hvor antallet af pladser, der kan købes på andre end de kommunale institutioner, øges gradvist. Men efter tre år kan lokalcentrene i princippet anvende hele anbringelseskontoen på private opholdssteder.
Opholdsstederne rundt omkring i landet er af en svingende kvalitet – men de er billige. Langt billigere end døgninstitutionspladser. Blandt andet fordi at de fleste ansatte ikke er omfattet af overenskomstmæssige løn- og ansættelsesforhold.
Der vil altså være et økonomisk incitament, for at anbringe børn og unge andre steder end på kommunens døgninstitutioner.
Det er vor opfattelse, at lokalcentrene ikke kun vil anbringe ud fra økonomien, og at de københavnske døgninstitutioner godt kan klare den socialfaglige konkurrence med de private udbydere. Men vi er også opmærksom på, at nogle lokalcentre har en anstrengt økonomi, der kan føre til, at de økonomiske vurderinger vil veje tungere end de socialfaglige.
Døgninstitutionerne skal således konkurrere mod billigere private udbydere, men de vil i første omgang ikke kunne konkurrere på lige fod med dem.
Her mangler kommunen at fastsætte de nærmere rammer for institutionernes salg af andre ydelser, f.eks. undersøgelses- og udredningsarbejde, udslusning og efterværnsforanstaltninger, som blandt andet den nye anbringelsesreform peger på. Salg af ledige pladser til andre kommuner vil kun kunne ske i særlige tilfælde og skal godkendes i forvaltningen!
Vil man konkurrence, må man også skabe lige vilkår – men det sker ikke her!
Derfor var det afgørende for organisationerne i fællesskab at pege på, at udviklingen for den enkelte institutions budget og belægning blev fulgt nøje – også af organisationer og politikere i København. Det er også væsentligt for organisationerne, at der blev indføjet en nødbremse, så der kan gribes ind, hvis modellen indebærer, at institutioner taber »markedsandele« og f.eks. på baggrund af kortvarige udsving i belægningen, tvinges til at lukke mange pladser ned eller lukke helt.
Politikerne lyttede, og der blev på mødet i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget indføjet et ændringsforslag om, at forvaltningen over en forsøgsperiode på et år, hver måned skal forelægge belægningsstatistikker for udvalget, suppleret med bemærkninger fra forvaltningen om, hvorvidt der er institutioner, der er i særlige vanskeligheder. I givet fald skal forvaltningen komme med forslag til tiltag/initiativer. Samtidig besluttede udvalget, at forvaltningen skal fremlægge en redegørelse for, hvordan målene i sektorplanen passer sammen med de aktuelle pladser, så politikerne kan få et grundlag at beslutte omstillings- og udviklingstiltag ud fra..
Det er ligeledes aftalt, at de faglige organisationer inddrages i det videre arbejde med budgetmodellen, herunder fastlæggelse af rammerne for institutionernes salg af ydelser.