Medlemsportræt
Jeg kan se, at jeg gør en forskel i mit arbejde
Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen
”Jeg er vokset op på Østerbro i København. Efter gymnasiet fik jeg job på et revalideringscenter, og det var så spændende, at jeg besluttede mig for at søge ind på pædagogseminariet. Jeg blev færdig som pædagog i 1988.
Da jeg var yngre, oplevede jeg, at der var en dårlig holdning til pædagoger. For eksempel var det gængs at sige, at man som pædagog var kedelig til et middagsselskab, fordi man var lidt ”fodformet” i det. Der var en holdning om, at alle da kan passe børn. Men vi gør jo så meget mere end det, og jeg synes også, at pædagoger har formået at gøre op med det. Vi er blevet gode til at sige: ”Prøv lige at høre her: Vi gør meget andet end at passe børn.” Det er godt, at vi har fået et sprog for fagligheden. Jeg tror, det er vigtigt.”
”Jeg kan godt lide ved mit arbejde, at jeg har en betydning. Det gør en forskel, om det lige er mig, der kommer ind ad døren. Det kan jeg jo se, og jeg ved, at jeg gør en forskel i mit arbejde. Men jeg kan også godt synes, at mit arbejde er hårdt, og at der er mange krav og vilkår, som ikke er, som de bør være. Det er svært at nå hele vejen rundt, og det er svært at få kollegaer, som er uddannede. Jeg er meget bevidst om, hvad det er for nogle børn, som jeg ikke nåede i løbet af en arbejdsdag så meget, som jeg gerne ville. Alt skal prioriteres hele tiden, og det påvirker min arbejdsglæde. Jeg synes dog stadig, at jeg har et fedt arbejde.”
”Jeg har været leder i 17 år og valgte at vende ”tilbage til rødderne” som almen pædagog for et par år siden. Det har jeg ikke fortrudt. I den periode fra jeg var almindelig pædagog og så frem til nu, er der meget i faget, der har ændret sig. For eksempel er den styrkede læreplan kommet, og interessen er virkelig styrket for børn mellem nul og tre år. Tidligere var det mest skolebørn, der var interesse for. Det har også ændret sig, hvor mange børn vi har på stuerne. Da jeg startede, havde man lige opnormeret til ti børn på en stue, og nu er man 12 til 14 børn på en vuggestuestue.”
”Jeg er spændt på, hvor det ender med minimumsnormeringerne. Jeg tror ikke, at vi får flere hænder. Men jeg drømmer om, at der bliver færre børn på stuerne. Jeg drømmer også om, at forældrene får kortere arbejdstid. Jeg oplever forældre i dag som nogen, der virkelig gerne vil lykkes, og de er meget søgende i forhold til, hvad der er det rigtige. De går virkelig op i at være forældre, og alt er simpelthen så planlagt. Jeg tror, det har en slagside, for de mange forestillinger om, hvordan livet som forældre skal være harmonerer jo ikke altid med virkeligheden. I den institution, hvor jeg arbejder oplever jeg, at forældrene er meget ressourcestærke.”
”Jeg oplever i dag, at børn skal en million ting, når de har fri. De skal altid på legeplads efter vuggestue, eller også så har de en legeaftale. Jeg prøver at opfordre forældrene til, at det er helt okay bare at tage hjem og sige: Hey i dag skal vi to bare ordne vasketøj, vil du hjælpe mig?”. Det hører jeg aldrig nogen sige, når de henter deres børn.”
”Jeg har selv to voksne børn og to børnebørn. Jeg har faktisk prøvet at bo sammen med mine børnebørn i en periode. Da min datter kom hjem fra at have læst i udlandet, havde hun en kæreste og et barn med sig, og de manglede et sted at bo, så de flyttede hjem til os. Vi endte med at bo sammen i en periode på fire år, og vi boede sammen under Corona epidemien. Undervejs kom barnebarn nummer_to til. Nu bor min mand og jeg igen for os selv, men det har knyttet vores familie enormt tæt sammen, at vi har levet sammen på den måde, da børnebørnene var små.”
Navn: Helle Rytterhuus
Arbejdssted: Snorregården
Alder: 58 år
Bonus info: Bor på Østerbro med sin mand og har to voksne børn og to børnebørn. Helle Rytterhuus er helt vild med at strikke. Hun strikker cirka to til tre timer hver dag, og hun synes ikke, at det har været en rigtig dag, hvis hun ikke har strikket. Hvis hun ikke skulle arbejde som pædagog, ville hun ønske, at hun kunne leve af at strikke.