Debatindlæg

Der var så dejligt ude på landet. Det var sommer, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Her i disse eventyrlige omgivelser var der en lille andedam, hvor der herskede ro, omsorg og kærlighed. Andedammen havde sit helt eget flag. Det var rødt og hvidt blev hejst ved særlige anledninger. Dette flag var alle meget stolte af, for det symboliserede nemlig solidaritet og fællesskab. Det var ej heller et tilfældigt farvevalg. Den hvide farve, der fremstod som et liggende kors, symboliserede uskyld og renhed. Den røde farve, som var baggrundsfarven og den mest fremherskende farve, henledte derimod dine tanker til varmen fra en tryg livmoder, hvor kærlighedens livsnerve flød igennem. 

Udover flagets umiddelbare skønhed, var dets primære funktion at give en fornemmelse af at høre til netop her. Alle følte sig derfor inkluderet i andedammen, og alle hjalp hinanden. Og dem, som ikke kunne hjælpe sig selv, fik hjælp af de andre. Nogen kaldte dem for: ”Dem de andre ikke vil lege med”, men det gjorde ikke noget, for de legede bare med hinanden, og følte sig derfor ikke udenfor fællesskabet.

Forandringer i andedammen

En morgen hvor flaget blev hejst, fangede det en lille ands opmærksomhed. Måske fordi vinden dansede med flaget, og fik det til at svaje så smukt. Måske fordi den lille and begyndte at mærke forandringer i den lille andedam? Eller måske fordi den lille and var i sit filosofiske hjørne? Under alle omstændigheder føltes flagets betydning ikke så kraftfuld længere. Den lille and begyndte at tænke på farverne; rød og hvid. Den kendte godt forklaringen på farverne, men det var som om, at deres symbolik var forsvundet. Særligt den røde farve, blev den meget optaget af. Den lille and mærkede tydeligt, hvad der skete inde i dens krop, når den tænkte rødt. Fra at være stolt og tillidsfuld og omgivet af kærlighed, følte den nu afsky, mistillid og væmmelse – ja, nærmest had. Pludselig blev den lille and bange. Den følte dens sind og sjæl blev overtaget af negative tanker på billeder af blod, krig, raseri og ikke mindst vrede. Den lille and blev så forskrækket, at den frøs, og var helt ude af stand til at bevæge sig. Det tog en rum tid, før den igen følte liv i kroppen. 

Hjælp søges

Da den lille and endelig kunne bevæge sig igen, var den fortsat frygtelig bange. Det føltes nærmest som om, at alt var ligegyldigt, og den alene stod tilbage uden hjælp at finde eller nogen at snakke med. Pludselig fik den lille and en tanke. Måske den kunne rækkes ud efter den rødeste and af dem alle – nemlig over-anden fra andedammen, som havde det overordnede ansvar. Den lille and blev lidt mere rolig og vraltede afsted mod over-anden. 

Ude foran over-andens rede, stod der ande-vagter over det hele, der alle så sure og meget alvorlige ud. Den lille and undrede sig over, hvorfor de overhovedet var der, og hvorfor de så så sure og alvorlige ud? Måske fulgte det bare med, når man var en over-and med en slags overnaturlige kræfter, tænkte den lille and? Den lille and besluttede sig for at rette henvendelse, tog mod til sig, og fik forsigtigt fremstammet: ”Kære ande-vagter. Jeg er så bekymret og bange, og har virkelig brug for at snakke med over-anden. Kan I venligst lukke mig ind”? Ande-vagterne rappede højlydt med en tone, som gjorde den lille and endnu mere usikker. Ande-vagterne larmede så meget, at over-anden pludselig hoppede ud af sin rede. Og ud af det blå stod over-anden lige foran den lille and. Den lille and bemærkede straks, at over-andens ellers intens røde glød, nu fremstod falmet, forvasket og nærmest farveløs. Den lille and gispede efter vejret, den forstod ingenting? Hvad var der dog sket? Hvorfor lignede over-anden en træt, forfalden og tabt kriger? Hvor var den røde farve blevet af? 

Ingen hjælp at hente

Over-anden kiggede intens og næsten dømmende på den lille and og spurgte vredt, hvad den bildte sig ind at opsøge over-anden? Den lille and peb nærmest lydløst, at den var bange og angst for de forandringer, som den mærkede. Den lille and turde ikke at spørger over-anden, hvorfor den ikke længere var rød, men i langt højere grad fremstod mere blålig og næsten sort. Over-anden blev tydeligt mere og mere vred og lignede nu mere en sort Kasuar, som regnes for verdens farligste og mest aggressive fugl. Den lille and vidste godt, at netop Kasuaren kan sprætte enhver fjende eller potentiel trussel op med et enkelt, hurtigt spark. Derudover kunne den blive kæmpestor og løbe lynhurtigt. Den lille and indså hurtigt, at den skulle være særdeles omhyggelig i sit ordvalg og ikke provokere unødvendigt. Faktisk skulle den please og være fuldstændig underdanig.

Den lille and forsøgte, forsigtigt at fremstamme: ”Hvorfor er du så vred”? Over-anden råbte tilbage, at den overhovedet ikke var vred. Den var derimod seriøs, målrettet og fokuseret på vækst og ikke mindst flittige ænder, der alle sammen skulle løbe hurtigt og give mange æg. For det gav rigdom og muligheder, så andedammen kunne sættes på verdenskortet, og alle ville beundre den. Den lille and blev forvirret og lidt forskrækket, for den ønskede ikke nogen kæmpe andedam eller at løbe hurtigt. Den var bare interesseret i, at farven rød havde samme betydning, som den før havde haft, og at der var plads til alle. 

Hvad med andedammen?

Den lille and følte sig pludselig udenfor, og slet ikke inkluderet i over-andens plan. Over-anden fortsatte sin råben og var ikke til at stoppe. Den råbte så højt, at fråden skummede ud af næbet på den. ”I gamle dage”, råbte den, ”fandtes der noget, som vi kaldte velfærd. Fy for satan, siger jeg bare”, fortsatte over-anden. ”Nej velfærd, det er der hverken råd eller potentiale i. Velfærd er ikke andet end penge ud ad vinduet, hvis du spørger mig”, skreg over-anden. 

Den lille and hviskede: ”Jamen, skal vi ikke passe på hinanden og den dejlige andedam”? ”Man skal passe på sig selv og ingen andre. Og slet ikke dem, de andre ikke vil lege med. De er kun til besvær og de koster en formue. Vi skal i lagt højere grad have skattelettelser, så vi hver især kan nyde vores formuer”, råbte over-anden med et stort smil på læben. Den lille and blev mere og mere forvirret. Den forstod slet ikke, hvad skattelettelser betød, eller hvorfor det var så vigtigt med formuer. Den lille and fortrød, at den overhovedet var gået hen til over-anden. Den lille and indså, at over-anden slet ikke ville hjælpe den, eller blot lytte til den. 

Trygheden forsvandt

Trods den lille ands vaklen og tvivl, fik den alligevel sagt ganske forsigtigt: ”Jeg er bange for, at vores andedam snart går i stykker. Jeg er bange for, at vi glemmer hinanden og mister fokus på det, som er vigtigt. Nemlig kærligheden og omsorgen til hinanden, så vi alle kan forblive stolte af vores flag og farverne rød og hvid”. Det skulle den lille and aldrig have sagt. For nu eksploderede over-anden. Det var som om, den havde fået storhedsvanvid og helt havde glemt de vigtige værdier. Over-anden føltes større, stærkere og mere magtliderlig end nogensinde før, hvilket virkelig skræmte den lille and. Den lille and frygtede, at over-anden var ved at lave en A-gruppe og en B-gruppe bestående af de flittige ænder og dem, som de andre ænder ikke vil lege med. Igen blev den lille and frygtelig bange. For den havde nemlig mange venner, der tilhørte dem, som de andre ikke vil lege med. 

Over-anden kunne næsten ikke styre sig. Den var nu ude af sig selv af raseri, alt imens den nærmest spyttede ordene ud af munden. ”Ingen skal mistro MIN vision og MIN evne til at være over-and. Det er mig, der bestemmer her og ingen andre”. Med et forstod den lille and lysende klart, at der ikke var noget at gøre. Roen, omsorgen og kærligheden var forsvundet for altid. Det samme gjaldt solidariteten og fællesskabet. Ordene var udskiftet med egenrådighed og ensomhed, hvilket gjorde den lille and trist. Den lille and gik fortabt væk fra over-anden og dens vagter, i et desperat forsøg på at finde et åndehul. Den lille and græd smerteligt og inderligt, og følte sig udnyttet og misbrugt af over-andens egoisme og manglende blik for det vigtigste; nemlig kærligheden. Den lille and valgte at flyttet væk fra andedammen. Væk fra det velkendte og ud i det ukendte. Langt væk fra det som den ikke troede på, men mod roen, omsorgen og kærligheden, som den håbede på, at finde et andet sted. 

Den lille and leder stadig…

Camilla Hulda Rask Misser

Camilla Hulda Rask Misser er uddannet pædagog siden 2003, og er desuden Kaospilot. Hun har arbejdet som socialarbejder i ca. 20 år, for øjeblikket i Spydspidsen, hvor jeg hun været ansat i snart 5 år. Inden da arbejdede hun på AFUK, opholdsstedet Brorson og i Reden i København.