Sandt eller falsk
Får børn, der ikke kravler, usikker motorik?
Børn, der springer kravlestadiet over, får usikker motorik, og deres to hjernehalvdele får sværere ved at lære at arbejde sammen.
Det er en påstand, som har fået mange forældre og vuggestuemedarbejdere til at bekymre sig for de børn, som bevæger sig rundt ved at krybe, gumpe rundt på numsen, eller som simpelthen går lige fra at sidde til at gå.
Men påstanden er lidt af en myte, siger Vibeke Grandt, fysioterapeut, cand.scient.san og specialist i pædiatrisk børnefysioterapi.
”Det korte svar er nej. Børn, der ikke kravler, får ikke nødvendigvis en mere usikker motorik og problemer med samarbejdet mellem de to hjernehalvdele. Det afgørende er, at barnet har varierede bevægemønstre, at det bruger sin krop, og at det får sansemotoriske udfordringer,” siger Vibeke Grandt.
Hun understreger, at kravlebevægelsen er god, fordi den træner barnets evne til at krydskoordinere, giver gode sanseudfordringer på hænder og knæ og opøver stabilitet i barnets skuldre og hofter.
”Men det er ikke ensbetydende med, at barnet får vanskeligheder senere, hvis det vælger at gumpe sig rundt på numsen, før det lærer at gå. Når barnet så har lært at gå, kan man med fordel lave lege, hvor man naturligt kravler på alle fire, som for eksempel at køre med legetøjsbiler, så barnet får glæde af den træning, det giver.”