Nisser på loftet og påskeharen i haven: Sådan finder i balancen mellem børnenes univers og virkelighedens verden

Fantasiens verden er uendelig – men stiller voksne i et dilemma. Skal man ind i mellem fortælle sandheden og bryde illusionen, eller skal man  holde fast i barnetroen? Og hvorfor er det, at fantasi fylder så meget for børn, og så lidt for voksne? Få svar på det hele, og få samtidig et par tricks til, hvordan du kan træne din egen fantasi-muskel, når forsker Andreas Lieberoth gør os klogere.

Tekst: Signe Rosa Skelbæk Illustrationer: Thomas Balle

Hvad kan fantasiens verden?

”Det kan være svært for forældre at følge med i børns fantasiunivers, og det kan gøre det svært at lege med, hvis man ikke kender Pyjamasheltene eller Pokemon. Der tilbyder julemanden, tandfeen og drillenisserne et fælles fantasiunivers, hvor vi kan lege og tale på lige fod. Samtidig er det også det, der giver gode anledninger til, at man kan drille og lege lidt ekstra, for eksempel ved fælles lege om, at drillenissen har været på besøg og lave narrestreger. Den fantasiverden, børnene skaber, er vi med til at skabe sammen med dem, for karaktererne, for eksempel nisser, har jo ophav i folketro eller religiøse traditioner. På den måde bliver de fælles referencerammer for leg og sjov, som er ret unikke. En fælles kulturel fantasi har en meget stor værdi, fordi det er noget, vi alle sammen har hørt om og kender til i et eller andet omfang.”

Kan man sige noget om, hvad fantasi bidrager med for børns udvikling?

”Ja, men det er vanskeligt. Fantasi er jo ikke én funktion i hjernen. Men det, man kan se, er at de evner, børn typisk udvikler i 3-5 års-alderen har gavn af fantasilege. Børnene begynder at lege mere avancerede fantasilege, fordi de får en større social referenceramme. Hvor et yngre barn, der leger med en figur, der forestiller en ko, kun leger, at det er en ko, vil et større barn kunne lege og vedtage, at i dag er koen en hund i stedet. De legeforhandlinger er meget vigtige for børns udvikling, fordi det er her, børn får fornemmelsen af, at andre mennesker kan vide noget, man ikke selv ved, eller ser verden fra et andet perspektiv. Derfor er fantasi enormt vigtig for den kognitive udvikling.”

Kan det kamme over for nogen børn, hvor fantasiens verden fylder for meget?

”Hen imod skolealderen bliver børn mere sofistikerede i deres fantasiforståelse. De forstår, at fiktion ikke findes i virkeligheden, og man kan dermed tale om, at ”sådan er det jo ikke i virkeligheden”, modsat mindre børn, der ser verden mere bogstavelig. De har ikke den samme referenceramme, og har ikke oplevet så meget. Deres verden er i grove træk defineret af alle de ting, de får fortalt eksisterer, også selvom de endnu ikke selv kender til dem. De hører for eksempel ældre søskende tale om at gå i skole, selvom de aldrig har været der, eller om at nogen bor i USA, selvom de ikke kender landet. Det betyder også, at især de små børn kan blive meget bange for fantasivæsenerne, fordi det er svært at forstå, at de ikke eksisterer i virkeligheden. Man kan også opleve, at børn bliver ægte bange for deres egne lege, fordi de har fået leget sig så meget ind i legens univers, at det føles helt virkeligt.”

Hvad svarer man, hvis et barn afkræver en et svar på, om julemanden findes?

”Jeg synes ikke, man skal bryde illusionen, men gøre meget for at lade barndom være barndom. Men hvis man arbejder i et dagtilbud, så vil man helt sikkert stå over for skråsikre femårige, der meget gerne vil vise, hvor meget de ved, og hvordan de har gennemskuet, at julemanden ikke findes. Der er sikkert mange strategier, man kan bruge her, men jeg vil anbefale, at man forsøger at alliere sig med de store børn. Hvis man kan få dem overbevist om, at I sammen skal passe på hemmeligheden, så de mindste børn kan få lov at beholde troen, så er de tit med på den. På den måde føler de sig store og anerkendte, uden at man behøver ende i en diskussion, hvor man skal argumentere for, hvorfor julemanden eller drillenissen eksisterer. Personligt er jeg også ret vild med den tilgang, jeg kalder intellektuel ydmyghed. Den går sådan set bare ud på, at i stedet for at svare ja eller nej til, om julemanden findes, så kan man svare, at man ikke ved det, eller tale om, hvad barnet selv tror. På den måde kan man få gode samtaler om, hvad barnet har oplevet, og man kan bekræfte dem i, at hvis de mener, de har set far tage julemandstøjet på, jamen så må det jo være rigtigt, at far er julemanden. Men jeg synes, man som pædagog skal passe på med at bryde illusionen. I bund og grund er det jo også en respekt over for de familier, der gør meget ud af at arrangere nisse-drillerier derhjemme. Traditioner handler om, hvordan man plejer at gøre, og for nogen er de traditioner meget betydningsfulde og fasttømrede. For nogen kan der endda være tale om, at deres traditioner i juletiden er identitetsmarkører, som de måske holder fast i, fordi det var sådan, de selv holdt jul, eller omvendt at det var sådan, de ville ønske, december var, da de var børn.”

Men er det ikke svært for børn at navigere i, at i nogle familier kommer drillenissen forbi, og julemanden kommer med pakker, men i andre familier sker der ikke noget?

”Jeg kan godt forstå dilemmaet, men jeg tror ikke, det er et stort problem. Jeg synes, det giver en god anledning til at tale om børnenes forskellige traditioner, og det skaber i virkeligheden et godt rum for, at sandheden ikke er sort eller hvid, og at nisserne kun kan findes på én måde. Hvis jeg skulle opfordre til noget, så ville jeg sige, at julen er en perfekt anledning til at opbygge de højere kognitive egenskaber, som at tage andres perspektiv og tale om tvivl og tro. Det giver langt mere end at tale om sandt eller falsk.”

Skal man som institution hoppe med på juletraditioner, eller kan børnene trænge til et helle uden?

”Jeg har svært ved at forestille mig, at børn kan få for meget jul. Jeg vil virkelig opfordre institutioner til også selv at opfinde juletraditioner. Måske kan der flytte en drillenisse ind på stuen? Man skal huske, at børn bruger virkelig meget tid, og har så mange af deres relationer her, så børnehaven har mindst lige så meget ret til at lave traditioner og lege, som hjemmene har, så længe det ikke bliver til en konflikt i forældresamarbejdet. Og her kender pædagogerne jo deres familier godt nok til at vide, hvad der giver mening i deres institution.”

Hvad med voksnes fantasi – hvordan står det til med den?

”Nogle voksne har meget svært ved at lege og bruge deres fantasi, det er i hvert fald, hvad de selv føler. Men i realiteten har vi alle fantasi, og vi bruger den dagligt. Det er også fantasi, når man sidder og skal skrive en indkøbsliste, og man forestiller sig, hvad man skal bruge til aftensmaden. Det er bare en ret kedelig voksenversion af fantasien, men den er ikke anderledes end børn fantasier og drømme. Det er nok derfor, mange voksne ikke genkender, at det er fantasi, de bruger hver dag.”

Kan man træne sin fantasi?

”Ja, bare det at læse bøger og fortælle historier, som meget pædagogisk personale jo gør hver dag, det øver os i at forestille os. Men det bedste råd er nok at øve teater. Det behøver ikke være, at man melder sig ind i en teaterklub, det kan også bare være, at man laver små miniteatre med børnene. En regel i improviseret teater er, at hvis man skal finde på en scene eller en leg sammen, så er reglen, at man ikke må sige nej til noget, man skal sige ”ja, og…”. Så hvis én siger, at nu kom nissen op på loftet, så må du ikke sige, at ”nej, sådan er det ikke”, du siger i stedet ”ja, og jeg tror, han har taget gaver med”. Øvelsen kan også bruges, når et barn kommer og fortæller dig røverhistorier. I stedet for at stoppe dem og spørge, om det nu også er helt sandt, så prøv at bygge videre på historien med dem. Dels giver det barnet mulighed for at stoppe op og sige ”ej, det var bare noget, jeg fandt på”, men det øver jer også i sammen at gå med på præmissen og lege videre i fantasiens univers.”

Andreas Lieberoth

Cand. mag og Ph.d. i psykologi og neurovidenskab fra Århus Universitet. Har forsket i børn og unge i mange år, blandt andet i legens udvikling og børns legevanskeligheder.

Historien om tandfeen

Historien om den lille, magiske tandfe, der kommer om natten og tager den tabte tand, der ligger gemt under hovedpuden, i bytte for en mønt. De fleste kilder hævder, at tandfeen gjorde sin entre i starten af 1900-tallet, men allerede før tandfeen fandtes der myter om en tandmus, der ligesom tandfeen byttede mælketænder for små gaver. Musen, der jo er kendt for sine stærke tænder, blev efter sigende med tiden til en fe, fordi det virkede mindre uhyggeligt på børn. 

Kilde: Dr.dk og forbes.com

Historien om nisse og trolde

Fortællinger om nisser går tusindvis af år tilbage. Nogen mener, at nissen var en husgud i Romerriget. I vikingetiden og middelalderen blev nissen mere nisse-lignende med sin karakteristiske røde hue og lille størrelse. Da Kristendommen kom til Danmark, mente man, at nisserne var onde engle, som Gud havde smidt ud af himlen. Engle, der landede på bjerge, blev til bjergtrolde, dem der landede i skoven, blev til ellefolk og dem, der landede på en gård, blev til nisser også kaldet gårdboer. Og de var hidsige, lunefulde og kunne forvandle sig til for eksempel dyr.

Kilde: ”Børnenes store bog om jul”, af Helene Vagn og Sarah Vagn Møller, Gyldendal.