En ret intim relation

Åbenhed, tillid og mod til at tale også om de lidt private og svære ting. Det er opskriften på det gode forældre-pædagog-samarbejde. I ”Det lille univers” forventer man, at forældre optræder som en aktiv samarbejdspartner fra den første dag.

Af Tine Bjerre Larsen

Klokken er lidt over ni, og der er stadig forældre, som er ved at aflevere deres vuggestuebørn i ”Det lille univers” på Islands Brygge. Flere af mødrene sidder på den lave bænk ud for børnenes garderobe og hjælper med at få tøj og cykelhjelme af og lagt på plads, mens de taler med en pædagog, som også har slået sig ned på bænken.

Det ser rart og afslappet ud med de voksne, der snakker og griner, mens børnene løber rundt og en enkelt bygger et højt tårn af nogle store, bløde legoklodser på gulvet. Situationen er den sammen om eftermiddagen, når børnene bliver hentet.

”De slår sig ned på madrassen på stuen og får hørt, hvordan deres barn har haft det. Er der et barn, der græder, kommer forældrene selvfølgelig i anden række. Men som regel har vi god til til at tale med dem”, siger Lone Borgvold, der er pædagog på grøn stue.

For fem år siden fik de rengøringshjælp om eftermiddagen, og det var et helt bevidst valg og et led i forældresamarbejdet.

”Normalt bruger personalet meget af eftermiddagen med at rydde op i køkkenet og tørre borde af og feje på stuerne. Men vi besluttede, at de skulle bruge deres ressourcer på det vigtigste, nemlig børnene og forældrene. At der er tid og rum til dialogen mellem pædagoger og forældre om deres ”fælles børn” skaber en tryg og god hverdag for alle parter”, siger Heidi Stephensen, der er leder for de 23 ansatte og 60 børn i vuggestuen.

Den daglige dialog prioriteres højt, og alle er meget bevidste om, at det vigtige forældresamarbejde starter den dag, de skriver deres barn op i vuggestuen.

”Vi har en ”forsamtale”, hvor vi fortæller om institutionen og om gensidige forventninger. Vi forventer, at forældrene læser vores årsplan, som er hele fundamentet for det pædagogiske arbejde. Der får de skitseret vores menneskesyn og læringsbegreber, og det giver dem mulighed for at forstå, hvad vi vil med det, vi gør. Ellers forventer vi, at de er en aktiv samarbejdspartner og gider at snakke med os og interessere sig for den hverdag, vi skaber sammen med deres barn”, siger Heidi Stephensen.

Man skal turde vise tillid
Dorte Pedersen og Lone Borgvold, der er pædagoger på henholdsvis lilla og grøn stue, synes også, at den gensidige tillid og respekt er vigtig.

”Vores største krav til forældrene er, at de spiller ud og er med til at få opbygget et tillidsforhold. Vi regner med, at de fortæller os, hvis der sker store ting i deres liv som fx skilsmisse, kriser og sygdom. Men det kan også være mindre ting. Hvis de har noget på hjertet, så kan det fylde det hele i deres hverdag. Deler de det med os, kan vi måske gøre det til en detalje, hvis det er det, det er. Går de derimod med bekymringen for sig selv, vokser den og får lov at fylde i både deres, barnets og vores liv”, siger Dorte Pedersen.

Både hun og Lone Borgvold synes, at forældrene i huset er gode til at fortælle, hvis der er forandringer derhjemme.

”Det er tegn på, at de har tillid til os. De tænker ikke, at vi spørger, fordi vi vil snage, men fordi vi gerne vil læse barnet rigtigt. Det er så vigtigt, at man har den tillid og dialog. Der er ikke nogle forældre her, der bare får lov til bare at aflevere og hente og suse ud af døren. Ikke fordi de skal betro os alt, og vi har da respekt for, at de kan have travlt på arbejdet. Men hvis der går for langt tid, tager vi lige fat i dem og siger: ”det er så længe siden, vi har talt sammen, har du lige fem minutter?”, siger Lone Borgvold.

Omvendt skal forældrene også tro på, at personalet siger til, hvis de er bekymrede for et barn, supplerer Heidi Stephensen.

”Som pædagog skal man turde tage fat i forældre, hvis man synes, at deres barn har det svært eller der altid er lidt vanskeligheder, fx når det bliver afleveret. Det er vigtigt for barnet, at vi for samlet begge ender, så livet her og derhjemme hænger sammen. Nogle gange er pædagoger lidt for hurtige til at konkludere, at ”der nok er noget galt derhjemme”, hvis et barn ikke er helt som det plejer. Der glemmer vi at se på, hvad der i vores praksis kunne være årsag til, at barnet reagerer, som det gør,” siger Heidi Stephensen.

Fagligheden skal formidles
Det gode forældresamarbejde handler i høj grad om faglighed. Derfor gør personalet meget ud af, at forklare og formidle deres fag i hverdagen.

”Vi fortæller ikke kun, at vi har været på tur eller malet, men at vi har valgt netop den aktivitet fordi, at det er godt for fx halvandet-årige at øve sig i at holde på en pensel eller bruge deres krop. Jeg tror ikke, at forældrene opfatter os som nogle, der bare passer børn, men som kompetente fagpersoner, der er med til at give deres børn mulighed for at udvikle sig bedst muligt. Jo mere viden de har om, hvad der foregår her i huset, jo større respekt har de for vores arbejde”, siger Heidi Stephensen.

Da personalet for nylig holdt forældremøde, valgte de at fortælle, hvordan en dag som vuggestuebarn ser ud for at give især nye forældre indblik i institutionslivet. Hver stue skulle lave et oplæg og ved hjælp af dukker og rollespil anskueliggjorde de, hvordan den gode aflevering foregår, og hvordan børnene bliver puttet, når de skal sove.

”Det var rigtigt sjovt og en god måde at få forklaret, hvorfor vi gør, som vi gør. Når børnene selv skal tage deres tøj af, er det ikke fordi, vi ikke gider. Og når de selv kravler op i deres krybber, er det heller ikke fordi, vi ikke vil have ødelagt vores rygge. Det er først og fremmest måder at støtte deres udvikling på. Ligesom når de kravler op af trapperne på legepladsen, så træner de deres motorik og lærer at mestre situationer, der er alderssvarende.”

”Et andet godt eksempel er, at børnene her ikke må sidde med hagesmækken under tallerkenen. Vi lægger vægt på, at de bevæger sig og selv rækker ting videre, og det kan man ikke, hvis man hagesækken sidder fast. Den måde, vi spiser på, er altså heller ikke tilfældig”, siger Heidi Stephensen.

Forældrene var meget begejstrede for forældremødet og sagde, at nu forstod de meget bedre, hvorfor tingene foregik, som de gjorde. Det gav tryghed – ikke mindst for de nye forældre.

”Der er stor forskel på nye forældre, og forældre som kender huset. Som ny forældre er man naturligvis mere usikker og holder sig meget til den stue, barnet går på. Hvis pædagogen ikke er der en morgen, kan man have svært ved at aflevere. Det talte vi om på mødet og fik forklaret, at vi som pædagoger gør det samme. Og jo bedre barn og forældre kender hele huset, jo mindre usikkerhed,” siger Lone Borgvold.

Ikke bare snak om glemte sutsko
Mange pædagoger føler sig i disse år presset af de krævende, ressourcestærke forældre, der stiller kritiske spørgsmål til deres arbejde, og alle kender vel til situationer med forældre, der brokker sig over hjemmesko og tøj, der bliver væk?

”Nej, det gør vi ikke rigtigt. Vi fortæller allerede til forsamtalen, at vi ikke render rundt og leder efter hjemmesko, men at de selv har ansvar for garderoben, og at man skal lade være med at tage for dyrt tøj eller yndlingsbamsen med i vuggestue. Så måske derfor havner vi ikke der, hvor kommunikationen kommer til kun at handle om hjemmesko og manglende regntøj. Hvis vi gør, så vil vi straks tage fat i problemstillingen og finde ud af, hvordan vi retter op”, siger Heidi Stephensen.

Både forældre og pædagoger kan være pressede i hverdagen, og det er der flere årsager til.

”Dårlig ledelse, dårlige normeringer og krævende børn kan være nogle af forklaringerne på, at personalet synes, at de har det hårdt. Og hvis snebolden først ruller, så ryger respekten på det alter, og så finder man andre at pege på. Det handler om den kultur, man har i institutionen. Man skal passe på med ikke at få sat et billede op af forældrene som nogle, der er småirriterende. Det er i orden, at man brokker sig over forældre til sine kolleger, hvis man lige har været ude for en situation. Det har alle brug for, men når man så har lukket ud, så stopper brokkeriet der, og så drøfter man, hvordan man konstruktivt kan forbedre dialogen”, siger Heidi Stephsensen.

Rart ikke længere at være den store autoritet
Og dialogen og forholdet er et fælles ansvar.

”Begge parter skal have viljen og modet til at turde spille sig selv ud. Det koster noget at indgå i et tæt samarbejde. Vi sætter vores faglighed i spil, men vi er også nødt til at investere os selv og forholdet. Jeg tror ikke, at forældrene er i tvivl om, hvem jeg er. Nogle forældre har man let ved at tale med, og andre er så anderledes end en selv, at det kræver en større indsats at få skabt den gode kommunikation”, siger Lone Borgvold.

Forholdet til forældrene har ændret sig meget, siden de var unge i pædagogfaget, synes de to pædagoger.

”I dag kræver arbejdet, at man i højere grad tør bruge sig selv. Da jeg var ung, var det ikke almindeligt, at personalet talte om sig selv. Man var den professionelle, autoriteten. Det er rart at slippe for at blive opfattet sådan. I dag er forældre mere nysgerrige, og jeg får mange flere personlige henvendelser. Når min kæreste henter mig, så spørger forældre og børn til ham, og de ved en del om mit liv udenfor huset. Jeg synes faktisk, at det er en ret intim relation, man har. Sådan lidt parforholdsagtigt”, siger Dorte Pedersen.

Lone Borgvold er enig:

”Vi får nok flere spørgsmål i dag om alt muligt, fordi forældre er mere usikre. Der skal man erkende, at man ikke altid har opfundet den dybe tallerken, men at man hjælper, så godt man kan. Men vi er en slags autoriteter, for selv om forældre tit har læst mange tykke bøger om børns udvikling, så er det noget andet at have taget en uddannelse.”

Og som pædagog skal man også turde spørge til ting, som forældre måske kan opfatte som lidt private, er de enige om.

”Man kan se, at førstegangs forældre godt lige kan glippe med øjnene, når man spørger om børnene fx kommer ind i sengen om natten. For os er det naturligt, og hvis ikke kan tale åbent om den slags, kan vi ikke finde et fælles fodslag”, siger Dorte Pedersen.

Forældresamarbejdet starter den første dag
Åbenhed, tillid og respekt, løbende dialog og mod til at tale om de sværere ting også. Det er nogle af stikordene, hvis man vil have bygget en god samarbejdskultur op. Det starter fra dag et, hvor forældrene er på besøg første gang i institutionen.

”Det er vores ansvar, at det bliver et hyggeligt møde, og derfor har vi forberedt det godt. Der er skilt på døren, barnets navn står på garderoben, og vi har redt en seng, så de kan se, at vi er parate til at modtage deres familie. Forældre og børn skal helst hurtigt føle, at det også er deres sted. Vi kommer med udspillet og udstikker rammerne, fordi det er det, vi kan, og som er vores arbejde. Og jo mere kompetente forældre oplever os, jo lettere vil samarbejdet fungere”, siger Heidi Stephensen.

Hun synes, at dialogen med forældrene er god, og noget tyder på, at hun har ret.

”Vi har et enormt fremmødet til forældremøder og fester, og det er vel tegn på, at både børn og voksne trives her. Da der var sommerfest sidst i ”Det lille univers” kom 350 gæster til de i alt 60 børn. Det, synes jeg, er flot”, siger Heidi Stephensen.

Box:

Det lille univers´ gode råd til et godt forældresamarbejde:
- Forbered det første møde godt og sørg for, at forældrene føler sig velkomne. Sæt god tid af til at fortælle om institutionen og jer selv, jeres krav og forventninger. Udlever årsplan og andet informationsmateriale.
- Giv udtryk for, at I forventer, at forældrene er en aktiv samarbejdspartner, der siger til, hvis der sker forandringer derhjemme.
- Opfat forældre som nogle, der vil deres børn bedste og er interesseret i opbygge den tillid, som er fundament for det gode samarbejde.
- Sørg for at holde en tæt dialog om barnet og hverdagen og tag fat i travle forældre.
- Lad vær med at vige uden om de svære samtaler, og se ikke kun problemer med et barn som noget, der hander om problemer derhjemme. Kig også på egen praksis.