Nye kig, nye perspektiver

Hvad betyder det om bostederne for psykisk syge er store eller små? Hvad stiller man op med de klassiske dilemmaer? Hvad skal den påtvungne dokumentation bruges til? Og er det okay at bruge skjult kamera? Det var nogle af de emner en høring gav varierede synsvinkler på.

Af Elisabeth Lockert Lange

En tur i Rundetårn: man går rundt og rundt, ser ud af forskellige vinduer, får nye perspektiver – og bliver klogere og klogere….

Sådan beskriver Benny Lihme konceptet for en høring sidst i februar om boformer, medicinering og socialt liv for sindslidende i socialpsykiatrien. Med en vis ydmyghed hedder høringen Fortidens fejl – fremtidens udfordringer.

Holder det? Er vi klogere nu, hvor vi nåede toppen? Ca. 100 mennesker er med til høringen, og mange af dem kommer med deres meninger, holdninger og erfaringer. Et panel af både journalister, brugere, pårørende, professionelle og forskere bidrager med viden, så ja, formålet er uden tvivl opfyldt.

Hvor den viden og de erkendelser så fører hen efter høringen står hen i det uvisse. Har høringen fx gjort så meget indtryk på ”nogen” at afinstitutionaliseringen af de store bosteder speedes op? Socialborgmester Mikkel Warming (fra Enhedslisten) er tilstede under hele høringen og bidrager også med sine holdninger. Men han er i forvejen fortaler for at give flere penge til at afinstitutionalisere de sindslidendes liv, så det er ikke ham der skal overbevises.

Netop de monsterstore institutioner er et af de helt store emner på høringen, noget sarkastisk benævnt ”anstalterne”. En af parametrene for at dø ung som sindslidende er at bo i København….

Københavns Kommune har fire meget store institutioner for psykisk syge, i sin tid bygget som plejehjem til demente. Der bor ca. 200 på hver. Desuden er der nogle små bosteder.

1/4 af landets sindslidende bor i Københavns Kommune, og det er kommunens opgave at skaffe boliger til dem – og af samme standard som i andre kommuner.

At standarden ikke er god nok på disse bosteder er for længst erkendt af Københavns politikere. Sidste gang der var en skandale (dødsfald i utide), havde de alle travlt med at love at det skulle der gøres noget ved. Hurtigt. Og der er taget en beslutning om en modernisering. Som da også er i gang, men i et tempo, så det vil tage 30 år at komme igennem en modernisering af de fire store institutioner. Spørgsmålet er også fremme på høringen, om det overhovedet er en modernisering der er brug for. Om det ikke er en opbrydning. For hvad gør det ved folk at bo i disse store anstalter for udstødte?

Ghettoer, kalder Benny Lihme dem. Institutionerne for psykisk syge passer præcist på definitionen af ghettoer.

Første vindue: med skjult kamera
To journalister fra henholdsvis Politiken og Nyhedsavisen er ”samfundets stemme”, begge har tidligere skrevet kritisk om området – og debatten drejer hurtigt hen til historierne fra institutioner med udviklingshæmmede optaget med skjult kamera (bosteder med psykisk syge kan jo sagtens stå for tur).

På den ene side: uden skjult kamera ville de overgreb måske aldrig være kommet frem. Og måske var det den eneste måde at få de oplysninger frem på.

På den anden side: skjult kamera er lidt krysteragtigt. Og først og fremmest er det selektivt, seeren aner ikke i hvilket omfang overgrebene fandt sted. En tanke: at hvis man filmer længe nok hvor som helst, vil man finde ”noget” – vi kommer jo alle til ind imellem at sige ting. Skjult kamera skal bruges som sidste værktøj, når alt andet er forsøgt.

Men skrives skal historierne, især når ting er alvorlige, mener samfundets stemmer. Og ligeså vigtigt er det at beskrive dilemmaerne, ikke mindst det faste dilemma mellem beboernes ret til selv at bestemme (også at gå i hundene) og omsorgspersonens pligt til at handle (og redde fra at gå i hundene). Det handler om at være nuanceret, beskrive mekanismerne, hvorfor folk gør som de gør.

Men historierne om dilemmaerne er ikke synlige nok, og hvor er de gode historier, skriv nogle flere af dem, lyder en opfordring fra salen. Og det bliver uddybet: de negative katastrofehistorier trækket fagligt set luft ud af den offentlige sektor, de spænder ben for faglig udvikling. Og det bliver modgået: det er til syvende og sidst ikke pressens ansvar at medarbejdere flygter på grund af afsløringer af problemer. Der ligger politiske beslutninger om ressourcer bag.

Næste vindue: pårørende og brugere
Lisbeth Jørgensen er pårørende. Hun har en psykisk syg søn, som bor i et af Københavns Kommunes bocentre og har gjort det gennem mange år. Hun repræsenterer samtidig Landsforeningen Sind. Som pårørende oplever hun at når hun fortæller, så står det hun siger ikke til troende. Pårørende er åbenbart inhabile og uvedhæftige, de overdriver og misforstår.

Omvendt viser hun stor forståelse for de vanskelige arbejdsforhold, personalet har på de store bocentre, med et vanskeligere og vanskeligere klientel og færre penge. Ugeskrift for Læger har netop dokumenteret nedskæringerne sideløbende med mere krævende og mere syge beboere, bl.a. på grund af et stigende misbrug.

Outsideren er primært et blad for brugere, men det læses også af behandlere, pårørende etc. Redaktøren Svend Balle oplever et manglende helhedssyn i behandlingen, ingen beskæftiger sig med det hele menneske. Fx en hjemløs misbrugende psykisk syg hvis barn er tvangsfjernet, hvem skal hun tale med….

Steen Moestrup fra Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP) er selv tidligere psykiatribruger. Han er en af stemmerne mod de store institutioner, og han kommer med et detaljeret bud, som kan inspirere til det optimale bosted for en psykisk syg. Det vil sige med tryghed, nærvær, indhold, oplevelser og åbenhed til verdenen udenfor. Heller ikke medarbejderne og deres efteruddannelse glemmes. Først og fremmest skal der være recovery-forløb, mens medicinen skal nedtones til fordel for andre elementer. Og respekten for den enkeltes behov og forskellighed er en selvfølge. Læs mere på www.lap.dk

Næste vindue: de professionelle
Tre ledere af tre botilbud får ordet og giver deres synsvinkler. Først Anne Biener, forstander på Bocentret Hedelund. Hun lægger bunden ved at gennemgå de mange dilemmaer, bl.a. de klassiske mellem selvbestemmelse og omsorgssvigt, borgerrettigheder og omklamring. Og de nyere mellem måling og dokumentation på den ene side og kvalitet for brugerne og tid til samvær på den anden. Der er brug for medarbejdere, som kan møde og rumme det hele – folk med både hjerte og faglighed, erfaring og teori. Hun har en bekymring: om Københavns Kommune er ved at bevæge sig væk fra botilbud og over i noget der ligner behandlingstilbud, med journaler og diagnoser.

Kim Støvring, souschef på Sundbyhus/ Sct. Annæ efterlyser mangfoldighed i boformer i Københavns Kommune. Det er svært at skaffe brugerne permanente boliger, og ingen vil i øvrigt bo sammen med de andre. Han advarer mod at hospitalisere botilbudene, tværtimod skal behandlingen ud af bocentrene. Han mener derimod ikke at man skal nedlægge alle de fire store institutioner. Der er brug for en afklaring af, hvilke boformer der findes og med hvilke styrker, det giver brugerne en reel mulighed for at vælge – behovene er jo forskellige.

Han tager et tredje af de større diskussionspunkter op: dokumentation. Den fylder mere og mere på bekostning af tid til nærvær og menneskelighed. Han efterlyser afklaring: hvor meget tid skal der bruges på det ene, hvor meget på det andet, og ikke mindst: hvad skal det bruges til, hvem vil have det, hvem læser det.

Bo Christoffersen er forstander på Socialpsykiatrisk Botilbud Skovvænge. Han dykker ned i store versus små institutioner: at småt er godt holder kun et stykke af vejen, mener han. ”Institutionalisering er holdninger som sidder i hovedet på os. Og mursten understøtter kultur, men småt alene løser det ikke.” Han taler om indsatsen som springbræt videre ud i samfundet, om den nødvendige bro for mennesker, som har været indlagt eller haft en lidelse, og som har brug for en indsats i en periode for at kunne vende tilbage til samfundet med mere fast grund under fødderne. Socialpsykiatrien er denne bro. Hvor brugeren skal høres og inddrages, og hvor der skal skabes sammenhæng i indsatsen, i den sociale rehabilitering, en rød tråd for folk på et sårbart tidspunkt.

Jens Hjort Andersen, forsker fra Videnscenter for socialpsykiatri er ikke i tvivl. Det handler om mindre boenheder, selvom det ikke gør det alene. Det skal kobles med mindre medicin og så skal integrationen ud i samfundet sikres. Også han tænker i socialpsykiatrien som broen, der skal understøtte at brugeren kan deltage i samfundet. Og dilemmaet er tydeligt: at man skal arbejde med flow og udflytning samtidig med at botilbudet er beboerens hjem.

Så når vi op….
Mange af deltagerne vil gerne have ordet. Og set under ét taler mange om at tænke nyt, at prøve nyt.

Der bliver talt støttende om at droppe ghettoerne – at krydse bomuligheder, kombinere, bryde op.

Også dokumentation som emne vender tilbage i debatten. Jens Hjort Andersen peger på at dokumentation jo egentlig er til for at hjælpe medarbejderne i at blive mere bevidste om, hvad de gør – og hvad der virker.

Jo men er det reelt et redskab til faglig udvikling, som det er nu, eller en pestilens? Kim Støvring byder ind: problemet er at det er uklart. Hvad skal det bruges til? Til at se hvad pengene skal bruges til? Hvilken form for dokumentation ønsker man? Hvem læser det? Det eneste helt klare er at der bruges tid på det.

Flere deltagere efterlyser langt mere mangfoldighed, eksperimenteren og fleksibilitet – og brugerne skal kunne vælge og vælge om. I stedet for de nuværende kassemodeller, som trækker ned over folk. En siger at afinstitutionaliseringen af botilbudene ganske enkelt er gået i stå, de store institutioner ligner ”østtyske badehoteller da de var mest moderne”. En anden siger: ”Og hvis man træffer beslutninger i det politiske system, dur det ikke at vælte opgaven over på medarbejderne med kun penge til halvdelen af intentionerne.”

Box:
Benny Lihme er arrangør af høringen for Selskabet til fremme af social debat, som ud over at afholde debatmøder også udgiver Social Kritik.

Box:
Sæt skub på

I løbet af et år har 19.000 mennesker behov for social støtte af en slags. København har 1178 pladser til dem. 200 står på venteliste. Langt de fleste bor i egen bolig. Med fx en støtte-kontaktpersonordning.

København er i gang med at udbygge handicapområdet, på vej er Tranehavegård med 24 boliger, Lygten med 26 – i alt er 140 nye boliger planlagt. Men det går langsomt. Samtidig nedlægges de små 12-15 m2 lejligheder med deletoilet på Sundbygård og erstattes af 25 m2 værelser. Det sætter endnu større pres på behovet for at bygge flere boliger.

Hvis det ikke skal tage 30 år kræver det naturligvis flere penge. Det gør bedre normeringer og bedre løbende efteruddannelse til medarbejdere også.