12 børnehavebørn i Vanløse har udviklet deres eget teaterstykke, deres eget eventyr med deres egne roller, godt assisteret af en skuespiller med sit eget teater. Eventyret er opført for alle Vanløses børnehaver og børnenes forældre. Vi kigger med ved en prøve.

Ved havet ligger et slot…..

Af Elisabeth Lockert Lange

12 børnehavebørn øver i deres kostumer i Vanløse Kulturhus. De er i gang med et teaterstykke, et eventyr ved navn De to magiske guldkroner. Du kender det måske ikke? Det er der en god grund til, den følger lige om lidt.

I eventyret er der en pinsesse, en prins, to drager, flere havfruer – helt almindelige eventyrfigurer. Men der er også skelethunde, en sukkerdjævel og en fodboldkat. Aldeles ukendte eventyrfigurer må man sige. At der er netop disse figurer med, som nogen ville kalde sære, skyldes at det er børnene der har udtænkt både historien og dens figurer. Det er selvfølgelig også børnene, der spiller rollerne.

Og det er kernen i Jovica-teatret, børnenes eget teater. At børnene selv er både manuskriptforfattere, skuespillere og kulissemagere. Det eneste de ikke gør er at instruere. Det gør René Laustsen til gengæld, og Jovica-teatret er hans teater. Han kender begge verdener, teatrets og børnenes. Han er uddannet skuespiller og har arbejdet som pædagogmedhjælper i otte år.

De 12 børn er 5-6 år, altså børn som skal i skole efter sommerferien, og de kommer fra to forskellige daginstitutioner i Vanløse, Valborg og Firkløveret. En voksen er med fra hver institution.

Halvanden time øver de denne dag i et lyst godt lokale i kulturhuset. Og børnene evner at holde fokus og koncentration gennem hele øveprocessen.

Denne dag ligger midt i øveperioden, så meget er på plads af sang og replikker og bevægelser, men en del mangler stadig. Så efter de har øvet hele historien igennem, en historie som både er dramatisk med skatte der forsvinder, kampe der udkæmpes, og kærlighed der vindes, så deler de sig op i mindre grupper og udvikler deres forskellige bevægelser.

Det hele er en løbende proces. En proces hvor René Laustsen undervejs fanger de idéer, som børnene kommer med og integrerer dem i forløbet.

Og lad det være sagt med det samme – historien ender lykkeligt med giftermål og genfundne kroner. Og med en sang som børnene kan rigtig godt og tydeligvis kan lide at synge og danse til.

Engageret instruktør
Ved havet ligger et slot, hvor der bor en glad prinsesse, som ejer to guldkroner. De har den evne at hvis man giftes med dem på, vil man leve lykkeligt sammen.

Det er disse magiske guldkroner, der er omdrejningspunktet i historien, men det er tydeligt at børnene går mindst lige så meget op i deres figurer, hvad de skal sige, gøre og vise. De reagerer og kommenterer, hvis noget ikke helt fungerer, fx om låget på skatkisten skal stå åben eller være lukket, mens Sukkerdjævlen er dernede.

Der er meget fysisk bevægelse i stykket, prinsen kaster hundene ud i hundehuset, så de næsten flyver, dragerne flapper med vingerne og svæver afsted, hundene kæmper med sværd og skjold, havfruerne svømmer rundt på havet.

René Laustsen er fortælleren, så børnene hele tiden kan følge med og gøre deres del så at sige. Og så bevæger hele historien sig faktisk afsted i et tempo, så børnene ikke får de store muligheder for at falde ned i huller af stilstand.

Når der er et problem, spørger han børnene, hvad de synes, og han tager alle deres tanker og forslag alvorligt: ”nu har vi to gode forslag, så må vi senere se på hvad vi gør”. Hvis de vælger at de hellere vil være spændte drager end gode drager, så er det spændte drager de er. Og hvis skelethundene ikke vil have ”klamme kys”, så er kyssene ude af historien. Samtidig holder han dem fast i koncentrationen og historien med både engagement og entusiasme. Hvis de ikke lige rejser sig op, når han siger de skal gøre det, så gentager han det med samme rolige stemme, til de gør det. Han markerer på den måde at det her skal de bare gøre. Ikke noget med at slutte sætningen af med ”vel?” eller andre spørgeformer, ikke noget med skæld ud eller hævet stemme. Til gengæld roser han dem ligeså uforbeholdent og spontant. Og humor er godt, hvis der er optræk til ”øv han sagde jo lige”….

René Laustsen er i øjenhøjde. Bogstaveligt, for han er så høj at når han sidder på knæ, ser han børnene lige ind i øjnene. Og mentalt hvor han både er instruktøren med overblikket og en deltager i legen.

Rammen
For René Laustsen er udgangspunktet den ramme der er om legen, stykket, eventyret, samværet. En ramme han har udviklet gennem de ganske mange år, han har arbejdet med børneteater. Hans ramme eller forløb er opdelt i punkter lige fra introduktionen til de to forestillinger. Så ved alle hvad der skal ske, og hvad de skal nå hvornår i forløbet.

Rammen består også af en sang (den børnene kunne så godt) og en rundkreds, hvor der snakkes om både teater og løst og fast. Og ikke mindst består den af få men klare regler for samspillet: som fx at man rækker hånden op, når man vil sige noget. At man ikke bare går ud, men siger til en voksen, hvis man skal tisse, så der kan holdes en lille pause. At man godt kan sætte sig ud til siden og kigge på, hvis noget er svært, men at man bliver i lokalet. Regler som gælder for både børn og voksne.

”Rammerne omkring projektet er en måde man opfører sig på i et fællesskab. Når de er der, så blomstrer det inden for de rammer. Så er energien der. Og børnene kan gøre alt inden for de rammer. Det udvikler deres sociale kompetencer.”

Lige så vigtigt er det at slå fast at det er børnenes teaterforestilling, børnenes figurer.

”Jeg bygger blot lidt ud for at gøre historien hel. Vi startede i en rundkreds og fandt på, de kom med deres historier og var inspireret alle mulige steder fra, film, bøger osv. Det er alt sammen lige nu og her for dem. Og man kan mærke at det er deres, for de vil utrolig gerne. Fx var det sjovt for skelethundene at de ville ”bide fodboldkatten i rumpen”, det er fedt for dem når det er deres egne påfund og replikker.”

René Laustsen holder fast i det børnene siger, og det giver en levende proces. Men en metode som sådan vil han ikke kalde det. Han er kun sig selv, sit eget instrument. Men han er meget bevidst om hvordan han taler til børnene. Han skælder ikke ud, taler ordentlig med dem og taler med dem i børnehøjde.

Han er også helt bevidst om at figurerne falder i tråd med den måde, børnene selv leger rollelege. Og han peger på det værdifulde i at børnene skal samarbejde med børn de ikke kender, og at de lærer at sige noget alene foran andre – ganske som de skal gøre i skolen.

Øver følelser
Forløbet starter med at de øver følelser. At de er følelser og begreber, Sure fx eller vrede.

René Laustsen fortæller om engang en dreng, som ofte tyr til at slå, når han ikke ved, hvad han skal stille op med sin vrede, øvede vreden foran et spejl.

”Jeg tror han får noget ud af at øve følelsen og sætte ord på.”

Han oplever at børnene, som processen skrider frem, husker mere og mere af deres replikker, og at de i højere og højere grad går ind og tager ansvar for forestillingen.

Lotte Kramer er pædagog i børnehaven Valborg og deltager i teaterprojektet som børnehavens voksne. Hun er begejstret og synes det er ”smaddergodt”.

”Der er flere sider i det. Børnene skal i skole efter sommerferien, og dette er helt klart med til at gøre dem skoleparate. René er god til at holde dem fast i aftaler, han styrker deres koncentration og fokus, og det er godt for dem inden skolen”, siger hun.

I Valborg børnehave arbejder de med Trin for Trin, et program til udvikling af 4 – 10 årige børns sociale kompetencer bl.a. gennem at mærke og forstå egne følelser og kunne aflæse andres. Den måde, de sammen med Jovica-teatret samtidig laver et eventyrstykke, underbygger deres arbejde med Trin for Trin. For når børnene går ind og er en rolle, er de også en andens følelser, som de øver hvordan kommer til udtryk i stemme og kropsprog.

”Og så er denne leg med eventyrroller tæt på børnenes egne lege, for de leger jo netop rollelege.”

At det netop er følelser børnene rent faktisk øver og at det til tider er svært er tydeligt. Da kampen mellem drager og skelethunde skulle gå i gang var det tydeligvis grænseoverskridende for nogle. Den ene drage valgte helt at sidde over. Det er en scene der skal laves om på, lover René Laustsen børnene.

Til gengæld har børnene helt styr på samspillet, også med de børn som er fremmede for dem i og med at de kommer fra den anden børnehave. De kan finde ud af at vente til det bliver deres tur, de lytter og kigger på de andre, når de er på og viser i det hele taget opmærksomhed over for hinanden.

Box:
Jovica-teatret – børnenes eget teater – er et helt nystartet teater, som henvender sig til børn i alderen 5-8 år. Men selvom navnet er nyt, er indholdet det ikke. René Laustsen, der blev uddannet som skuespiller i 1997, har nemlig haft sin gang i Børnehaven Vægterparken i Kastrup de sidste otte år. Og hvert år er det blevet til en teaterforestilling med børnehavens ældste børn. Erfaringerne fra sin tid som pædagogmedhjælper med teaterprojekter og tre års oplevelser på skuespillerskolen har René Laustsen nu samlet sammen, og resultatet er Jovica-teatret.

Han arbejder med børn fra 5-6 år og op til 2. klassesbørn. Og kernen er at stykket og figurerne er børnenes egne. Han kan dog også dramatisere kendte historier, som givetvis vil ende i en fri fortolkning. René Laustsen arbejder i øvrigt også som klovn.

Lige netop dette teaterprojekt har været gratis for de to børnehaver i Vanløse, da teatret har fået støtte fra både Lokalkulturpuljen og Eremias Fond Vanløse. Hvordan andre projekter kan finansieres, må aftales fra gang til gang.

Man kan nå René Laustsen og Jovica-teatret på 21 69 94 95 og læse mere på www.jovica-teatret.dk (link ikke længere aktivt, red.)