Sæt Pinocchio fri

ET HÅNDSLAG

Af Elisabeth Lockert Lange

I dagens offentlige verden er – mere – registrering, styring og kontrol svaret på alt. Nogle politikere på Rådhuset forsøger at gå imod trenden. Et offentligt møde indkaldt af LFS gav disse politikere ny indsigt i, hvordan de konstant stigende kontrolkrav, med skemaer der skal udfyldes og regler der skal følges, undergraver muligheden for at bruge sin tid på et kvalificeret pædagogisk arbejde. De ansatte fik til gengæld nyt håb om større tillid og frihed i arbejdet.

Velviljen er så stor, at man kan kalde det et håndslag. Et håndslag på en forpligtende dialog og et forpligtende samarbejde.

Vi er til offentligt møde indkaldt af LFS med det formål at frisætte den offentligt ansatte Pinocchio. Med andre ord at genskabe tilliden til de offentligt ansatte, så de kan mærke det som frihed i deres arbejde. Der er et relativt begrænset antal deltagere denne mandag aften til Sæt Pinocchio fri, men debatlysten fejler ikke noget. Det pædagogiske personale i Københavns Kommune vil meget gerne fortælle om de vanvittige ordninger og regler og krav, som sluger alt for meget af deres ”ansigt-til-ansigt tid”.

Baggrunden for mødet er en nytårskronik i dagbladet Politiken skrevet af den radikale Manu Sareen, socialdemokraten Anne Vang og SF’eren Camilla Burgwald. I kronikken sætter de tre politikere en frihedsdagsorden for København, hvor de hylder den frihed, som regeringen er i gang med at begrænse, for ikke at sige fjerne. Kommuners frihed, offentligt ansattes og det enkelte menneskes. Friheden til at være forskellige, frihed fra kontrol, lovkrav, standarder og styring. Kronikken demonstrerer en stor erkendelse af at hænder der bruges på bureaukrati, administration og kontrol ikke samtidig kan være varme hænder brugt på velfærd.

Kronikken ser i høj grad frihedskravet som en modsætning til regeringen: ”Efter fem år med en borgerlig regering står det klart at frihed ikke er en borgerlig dagsorden. Frihed er til gengæld en utrolig oplagt centrum-venstre dagsorden.” Alligevel er der også en klar erkendelse af at projektet kræver en griben i egen barm. Som de skriver: ”Vi mener at de københavnske skatteborgeres penge skal bruges til velfærd i stedet for administration og papirnusseri. Derfor forpligter vi os til at gå kommunens organisering igennem og se, om vi ikke kan rykke midler fra kold administration til varm velfærd.”

To af kronikkens forfattere er tilstede på LFS’ offentlige møde, Manu Sareen fra Det Radikale venstre, selv uddannet pædagog og ansat i Døgnkontakten (og medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget) og Anne Vang fra Socialdemokraterne (medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget). Stolen for SF er overtaget af Ninna Thomsen (medlem af Børne- og Ungdomsudvalget), og desuden deltager socialborgmester Mikkel Warming, som – viser det sig ikke overraskende – støtter en frihedsdagsorden.
Netop Mikkel Warming stiller i øvrigt hurtigt skarpt på at politikerne i København skal se indad, de er selv i høj grad med til at begrænse friheden.

Den gode nyhed er at disse fire politikere erklærer sig mere end villige til at kigge seriøst på kommunens pædagogiske per sonales eksempler på tåbelig, frihedsinskrænkende og kontrol lerende regler – og gøre noget ved det.

DEN FORBLØFFENDE VIRKELIGHED

Mødet med ca. 60 deltagere afdækker to grundlæggende niveauer i debatten: de konkrete overflødige regler, den konkrete unødvendige kontrol, den konkrete ikke-tillidsskabende styring på den ene side. Og på den anden side hele tankegangen bag: at tilsyn skaber højere kvalitet, at dokumentation, registreringer og målinger er vejen til en bedre ydelse og en bedre arbejdsplads.
At LFS har været glad for udmeldingen fra de tre køben havnske politikere kan ingen være i tvivl om. Som næstformand i LFS, Ulla Baggesgaard, siger i sin velkomst: ”Vi tager imod frihedsbrevet med tak”.

Men hvad mener vi hver især når vi siger afbureaukratisering og frihed. Mener vi det samme? Mener politikerne det samme?
For Manu Sareen er forpligtelse et nøgleord. Og han forpligter sig på processen i arbejdet med et frihedsbrev. Han fortæller om hvordan friheden svinder ind for politikerne på Rådhuset med lovkrav og styring, og han mærker på sin egen krop som ansat hvor svært det er at lave et ordentligt pædagogisk forebyggelsesarbejde, når man bruger 19 timer på at registrere, hvad man bruger sin tid på. Hvad registreringen skal bruges til, kan ingen svare på.

”Og det forværres: kvalitetsreform er et andet ord for mere kontrol. I stedet for at bruge flere penge på bl.a. efteruddannelse. Konsekvensen er færre varme hænder. Ikke kun i det pædagogiske arbejde, men også i ældreplejen og i folkeskolen.”

Han gør klart at han også mener der er brug for forpligtende rammer omkring arbejdet, mere evidensbaseret socialt arbejde som fx: hvor mange sager kan en socialrådgiver have og samtidig lave et ordentligt arbejde? Og: hvor mange børn må der være i daginstitutionen?

Bør politikerne på Rådhuset have et klippekort sådan at de hver gang de foreslår et nyt tiltag klipper, og når alle klip er opbrugt må de vente til næste år? Anne Vang har mødt en ansat med den idé – og den har en pointe, siger hun med et grin. I det hele taget har Anne Vang med sit fjern-tåbelige-regler-projekt (startet på ældreområdet) stiftet bekendtskab med virkeligheden og er blevet forbløffet over den. Over at de ansatte på plejehjem skal bruge så meget tid på at lave afføringsskemaer, at de dårligt har tid til at følge de gamle på toilettet, over at de gamle ikke må være med til at lave mad i køkkenet (hvis de nu skulle blive udnyttet), og at de ansatte ikke må drikke kaffe sammen med de gamle (hvis det nu skulle være de gamles kaffe).

”Mærkelige regler som modarbejder at de ansatte bruger de res faglighed. Der skal være kontrol, men ikke i en grad så tiden til det overstiger ydelsen. Mere dokumentation og mere kontrol skaber ikke mere velfærd.”

Tag kommunens høje sygefravær. Det er måske ikke så mærkeligt, når politikerne tror de ved bedre og tager det faglige ansvar fra de ansatte. Eller når politikerne tager udgangspunkt i udsendelser med skjult kamera snarere end at spørge de ansatte og derefter reagerer med et råb om mere tilsyn, peger hun på.

VIL DE?

Tillid er godt, kontrol er bedre. Et gammelt ord tillagt Lenin. Og en tankegang der skal gøres op med, mener Ninna Thomsen. Hun lægger initiativet ud og efterlyser information fra deltagerne om hvor deres frihed tages fra dem, hvor tilliden tages fra dem.
Hun peger på et af de overordnede temaer, nemlig at frihed ikke kan stå alene. Frihed er ikke frit valg, men reelle muligheder og tid, ellers er ønsket om frihed tomt og ligegyldigt. Frihed hænger med andre ord også sammen med ressourcer, ganske som kvalitet gør.

”Hvordan skaber vi den frihed, og hvilket niveau for kontrol skal vi have. Det er nødt til at være en overordnet diskussion, ellers skrider det, når vi politikere griber fat i en flig”, siger hun med selverkendelse.
Hun fremhæver i øvrigt Faglighed for Alle som et område til efterfølgelse, hvor der blev givet et frihedsbrev, med ro og plads til alle. En påstand som en deltager i debatten i øvrigt kraftigt udfordrer med henvisning til sprogstest og andre foranstaltninger.
For Mikkel Warming er det helt centrale at der er tid og rum til at bruge fagligheden. Og det er svært med den voksende detailstyring med krav om at skrive selv den mindste del af arbejdet ned. Det handler om kontrol, så der efterfølgende kan sammenlignes, er hans vurdering.

”Vi må vende blikket indad mod Rådhuset, Borgerrepræsentationen har selv valgt at øge kravet om kontrol, dokumentation og regulering.”

Ofte handler det om områder, fx børns kognitive udvikling, som er svære at måle. Så vælger man noget lettere målbart, fx skolekarakterer, og så flytter fokus sig derhen og væk fra det socialfaglige arbejde. Mikkel Warming er meget bevidst om den stigende styring på socialcentrene hvor skemaerne kan ende med at være vigtigere end resultatet. Og han opfordrer til at alle ansatte fortæller om overflødig, tidskrævende, tåbelig og/eller ligefrem skadelig regulering etc, ikke mindst fra Rådhuset.
”Så får vi en reel diskussion og blik på egen praksis. Og så får vi se, om vi politikere reelt ønsker at opgive kontrollen og det overblik det giver”, siger han med et skævt smil.

INDKØBSORDNING

LFS’ formand Britt Petersen agerer ordstyrer i debatten. Og hun lægger selv ud med et dugfrisk eksempel. Hun har samme morgen modtaget et otte-siders skema, som pædagogerne skal udfylde for tosprogede børn ved skolestart.

Hun er ret oprørt. For det første, hvor skal den tid komme fra? Det er jo rigtigt at skolen skal kende barnet bedst muligt, men for det andet, hvorfor ikke tale sammen i stedet for at udfylde skemaer.

En deltager kritiserer indkøbsordningen. Da hun nævner den rejser der sig en bekræftende mumlen fra salen, indkøbsordningen er virkelig forhadt. Den sluger tid, når der skal bestilles på nettet, og den sluger penge, når prisen fra de tilladte virksomheder overstiger det tilbud den lokale forretning har på samme vare. Kort sagt den er utidssvarende, uhensigtmæssig, dyr og bureaukratisk. Hun sekunderes af en anden pædagog, som nævner at man jo lige skal huske at institutionerne fik skåret deres budget med den besparelse, som kommunen mente der lå i den. Så ekstraudgiften for institutionerne er dobbelt så at sige.

Andre deltagere fortæller om bizarre ting, fx skulle de udskifte en god vinduespudser som ryddede af og satte på plads og som kom, når det var bedst for institutionen med en vinduespudser, som kommer når det passer ham og intet gør andet end at pudse. Måske lidt billigere, men hvem er det så lige der får mere arbejde? En tredje pædagog skal betale for en udflytterbus, der er 80 pct. dyrere end den de havde tidligere. Som hun siger er en daginstitution ligesom en husholdning, og lederne er meget sparsommelige og vælger af sig selv de billigste aftaler.

Anne Vang forsvarer ordningen med at der i den medtænkes miljø. Det holder bare ikke hver gang, hvis ting skal fragtes over længere afstande. Eller hvis to pakker kuverter og et viskelæder skal køres rundt i København.

Ja, det handlede om at finde besparelser, erkender Manu Sareen. Og ordningen lyder som en god idé, bedre end at skære på mennesker (hvad man jo så gør indirekte alligevel, når indkøbsordningen medfører mindre tid til børnene og brugere).
Et glimrende eksempel på noget som teoretisk ser fornuftigt ud, men som fungerer dårligt i praksis.

Lukkedage er et andet eksempel. Daginstitutionerne har selvforvaltning og efter en større besparelse faldt valget på lukkedage.
Nu synes nogle politikere at man skal lave regler for hvor og hvornår. De spørger åbenbart sig selv: Kan vi holde til at lade dem bestemme over det vi har givet dem lov til….Men hvorfor ikke have tillid til, at de ansatte og forældrebestyrelserne lægger lukkedagene der, hvor de er til mindst besvær?

Og det administrative: de ansatte skal dokumentere og krydse skemaer af på en computer, som kun leder og souschef har fået kodeadgang til, på et kontor som kun de har nøgler til…

EFFEKTMÅLING

Næste eksempel: det tidligere benævnte Performance Management, nu med navnet Effektmåling og effektstyring efter performance management tankegang. Anbringelser af børn og unge er gennemreguleret, hvad der er meget godt at sige om, bl.a. at forarbejdet skal være grundigt. Men en kommunal beslutning betyder, at hvis et tiltag bliver for dyrt, skal det gennem en særlig instans med kontrol af pris. Sager vandrer på denne måde frem og tilbage mellem instanser og giver ekstra arbejde. (Der manglede penge på området, er forkaringen på denne godkendelsesinstans, men pris må ikke bruges som begrundelse for et nej)

Vel anbragt skal barnet have udarbejdet halvårlige udviklingsplaner af døgninstitutionen, som lever efter den særlige budgetmodel, som indebærer at den skal sælge pladser for at få budgetmidler. Kan man forestille sig at personalet har incitament til at beskrive en udvikling uanset hvor lille? Yderligere styrer interne kontrakter at der bliver gjort, hvad politikerne vil have og med stikprøver halvårligt som kontrol. Med andre ord effektmål og styring efter dem.

Bortset fra at det er så svært at vide, præcis hvad der skal måles på at det ikke er gennemført endnu. Derfor, siger en deltager, drop det, drop mistilliden til medarbejderne. Om ikke andet så fordi denne styring vil koste 40 årsværk. (Gør det det? – siger Mikkel Warming – send tallene ind til os!)

Ninna Thomsen kommer ind på evidens, som hun anser for vigtigt – det at se hvad der virker, så daginstitutionerne kan tage hånd om at bryde den sociale arv. Og hun peger på at det skaber dilemmaer, for til det har man brug for at vide, hvad der virker.

Britt Petersen spørger, hvor mange ressourcer de ansatte skal bruge på at give politikerne det de vil have, og som ikke har noget med det enkelte barns behov at gøre. Med ansigt-til-ansigt tiden med andre ord. Hun peger på dette område for afbureaukratisering – og politikerne ser opmærksomme ud.

FREMMØDESKEMA

På daginstitutionerne er der kommet endnu et nyt registreringsskema, fortæller en deltager. Enhver daginstitution planlægger efter børnefremmødet, og de skriver ned hvem kommer og hvem der hentes – de skal vide hvem og hvor mange der er i huset.
Samtidig med denne morgenrutine skal den enlige morgenpædagog modtage børn og forældre, der skal siges farvel, telefonen skal tages, måske skal der ringes efter vikar, og børn skal have morgenmad. Det nye skema handler også om børns fremmøde, og det indebærer at denne travle pædagog hver halve time skal nedskrive hvor mange børn der er og hvor mange voksne der er lige da. Som hun siger: ”med al den kontrol forsvinder fokus fra den varme velkomst. Og hvorfor?”

Besparelsesmulighed – er formodningen fra politikerne på mødet. I samme åndedrag kalder Ninna Thomsen normeringer ne for dårlige og vilkårene for hårde. Hun gentager sin tidligere holdning: at frihedsbrevet hænger sammen med ressourcer.

Hvordan vil I gøre op med kontrollen, spørges der direkte fra en deltager. Vil I forkaste markedstænkningen til fordel for velfærdstænkningen?

Minimumsstandarderne er i hvert fald ikke den rigtige vej at gå efter Anne Vangs mening. Hun tager ordet for en bemærkning om de meget omtalte minimumsstandarder, som efter hendes vurdering vil reducere os til forbrugere i stedet for at være bor gere. Men siger også med et grin:

”Det vil ikke være rart i en krisesituation at være den politiker som siger, ja vi fjernede kontrollen for fire dage siden. Men hvis vi mener vi skal gøre det, så skal vi også have modet til det.” Ninna Thomsen vil sætte fokus på hvad den offentlig sektor kan som den private ikke kan. ”Vi skal sætte værdier og arbejdspladser i fokus. Der er muligheder i det offentlige, hvis vi er åbne for det, så har vi et flagskib.”

Og Mikkel Warming efterlyser en stærkere evalueringskultur, hvor man ser på hvad man har lært af at arbejde med noget bestemt – som afl øser for kontrollerende dokumentationskrav.

En deltager spørger om de fire politikere har baglandet med sig – det mener de alle at de har. Faktisk har de været på forkant, og diverse af deres partifæller er sprunget på efterfølgende. De er da også allerede startet på processen med at finde og fjerne overflødige regler. (Man må dog sige at de eksempler som dette møde bærer vidnesbyrd om er langt mere vidtrækkende end overflødige regler. Og adskillige af dem er i øvrigt nye for flere af politikerne…..)

De fire politikere er til gengæld så positive, så det giver håb for forandringer i fremtiden. Ord som ”start på forpligtende dialog og samarbejde”, ”hovmod af os politikere at tro vi ved bedre” og ”lad os mødes igen” falder godt i ørerne. bedre” og ”lad os mødes igen” falder godt i ørerne.