Adoptivbørns relationsdannelse

Lotte Siert Larsen og Pernille Juhl, to studerende til cand.pæd.pæd.psych. på Danmarks Pædagogiske Universitet fortæller i denne artikel, hvordan Sterns teorier om relationsdannelse og det lille barn kan bidrage til at belyse, hvordan adoptivbarnets omsorgspersoner – i første række de nye forældre, men i anden række de nye relationer i bl.a. daginstitution og dagpleje, målrettet kan påvirke og støtte relationsdannelsen.

Der er i øjeblikket politisk fokus på, at det kræver noget særligt at modtage adoptivbørn, fordi børnene kan have vanskeligheder med den kognitive, sociale og/eller emotionelle udvikling. De kommende adoptivforældre modtager i dag rådgivning, inden barnet kommer til Danmark, men der har hidtil manglet rådgivning efter adoptionen i de tilfælde, hvor barnet har haft nogle af ovenstående problemstillinger.

I Hillerød har psykologer gennem de sidste fem år med stor succes tilbudt rådgivning til adoptivforældre efter adoptionen, og i øjeblikket arbejdes der på at etablere lignende rådgivningstilbud andre steder i landet over en foreløbig fireårig periode. Der er afsat 13 millioner kroner fra sats-pulje midlerne til formålet.

I de familier, som oplever vanskeligheder, ses ofte problemer med at etablere en sund og bæredygtig relation mellem adoptivbarn og forældre. Dette er et alvorligt problem, idet relationsdannelsen mellem forældre og børn ifølge den amerikanske psykoanalytiker, Daniel N. Stern er af afgørende betydning for barnets videre udvikling. Relationsdannelsen har betydning for barnets evne til at udvikle sig og herunder for evnen til at lære.

Livet består af det ene menneskelige samspil efter det andet. De samspil der udvikler sig til noget gensidigt og længerevarende, bliver efterhånden til relationer. Relationsdannelsen til de nye forældre er den vigtigste for barnets videre trivsel, men senere hen skal barnet danne relationer med sine nære pædagogiske voksne i daginstitutionen, skolen, Sfo’en osv.

Formålet med denne artikel er at lede opmærksomheden hen på, at Sterns teori kan bidrage til at belyse, hvordan det er muligt målrettet at påvirke og støtte relationsdannelsen mellem adoptivbarnet og dets omsorgspersoner. Vi har valgt at eksemplificere Sterns teori ved at tage udgangspunkt i adoptivbarnets relationsdannelse med dets nye forældre, men det er vigtigt at understrege, at eksemplet bør ses som en ud af mange relationer, adoptivbarnet danner efter ankomsten til Danmark.

Nye relationer
Når barnet starter i daginstitution eller dagpleje skal barnet således igen etablere nye relationer og det er første gang efter adoptionen, at barnet adskilles fra sine nye forældre i en længerevarende og struktureret periode. Samtidig bliver daginstitutionen eller dagplejen barnets første møde med institutionsverdenen efter et eventuelt ophold på et børnehjem i fødelandet. Mødet med daginstitutionen eller dagplejen kan derfor vække stærke erindringer hos nogle adoptivbørn og måden barnet falder til i institutionen på og danner relationer til sine nære pædagogiske voksne der, kan således ses som endnu et fundament for barnets videre trivsel.

Stern beskriver, hvordan to parter i en relation påvirker og påvirkes af hinanden. Dermed bliver parterne hinandens forudsætninger for, hvilken relation, de sammen kan danne. En relation adskiller fra begrebet tilknytning, idet tilknytning er en del af relationen. En tilknytning sker fra barnet til forældrene, mens en relation kan beskrives som et gensidigt, længerevarende forhold mellem mennesker, der bygger på erindringer om, hvordan det hidtidige samspil har været. Barnet og forældrenes forventninger til relationen afhænger dermed ifølge Stern af de tidligere erfaringer med samspil, parterne i relationen har med hinanden.

En anden faktor, der har betydning for, hvordan barn og forældre indgår i en relation med hinanden på, er henholdsvis barnets og forældrenes fornemmelse af sig selv. Stern beskriver flere forskellige selvfornemmelser, som udvikles sideløbende helt fra fødslen. Den første kalder Stern for det emergente selv, der skal opfattes som et opmærksomhedsmønster hos barnet.

Opmærksomhedsmønsteret dukker frem, hver gang barnet bearbejder sine sanseindtryk; når barnet har en oplevelse med et andet menneske, bearbejder barnet denne oplevelse med én af sine sanser. Til hver sanseoplevelse knyttes én eller flere stemninger, som barnet kan genkende fra tidligere oplevelser. Disse stemninger kalder Stern for vitalitetsfølelser. Barnet kan opleve i helheder, fordi barnet har en medfødt evne til at overføre sanseindtryk fra fx følesansen til synssansen.

Denne evne til amodal perception betyder, at barnet også er i stand til at koble forskellige stemninger fra én oplevelse til en anden. Barnets forskellige sanseindtryk får dermed afgørende betydning for dets selvoplevelse i det øjeblik samspillet foregår. Denne selvoplevelse får også betydning for, hvordan barnet husker samspillet og fremover indgår i relationen med forældrene på.

Nye erfaringer
Det, der adskiller adoptivbørn fra børn, der vokser op i biologiske familier, er, at adoptivbørn ikke har erindringer om samspil med sine nye forældre, idet de som bekendt først møder hinanden, når adoptionen er en realitet. Adoptivbarnet kan ikke gøre direkte brug af de erfaringer med andre mennesker, barnet fik inden adoptionen, når det skal etablere en ny relation. Dette skyldes, at barnet sandsynligvis er blevet passet af forskellige voksne på eksempelvis et børnehjem og barnet har dermed erindringer om samspil med flere forskellige voksne.

Barnets opgave er i forbindelse med adoption gennem samspil at etablere en relation med helt nye mennesker – forældrene. Samspillet med forældrene er anderledes, end barnet har været vant til. Barnet kan således ikke anvende sine erindringer om tidligere samspil direkte i den forestående relationsdannelse, og det er her, nøglen til at forstå barnets problemer, ligger. Udfordringen er at støtte barnet i at erfare sanseoplevelser, som udløser en positiv selvfornemmelse hos barnet. Det vil sige at sansepåvirke barnet sådan, at selvfornemmelsen påvirkes i positiv retning. Dette kan være nøglen til at forstå adoptivbarnet og dermed få indflydelse på den måde, barnet indgå i relation med forældrene på. Omvendt har det selvfølgelig lige så stor betydning, at forældrene har en positiv selvfornemmelse, når de indgår i relation med barnet, idet begge parter i relationen som nævnt har indflydelse på den relation, de får mulighed for at danne.

Én måde at sansepåvirke barnet på kan eksempelvis være at finde ud af, hvilke sansemæssige påvirkninger, barnet oplever som positive. Det kan eksempelvis være at lade barnet lytte til et bånd med stemmer, der taler det sprog, barnet har hørt i sit fødeland. Hvis denne sansemæssige påvirkning udløser en positiv stemning hos barnet (vitalitetsfølelsen), påvirker den barnets selvfornemmelse på en positiv måde. I en sådan situation gælder det for forældrene om at udnytte barnets medfødte evne til at koble forskellige sanseindtryk med hinanden (amodal perception). Det kan konkret gøres ved at skabe en rar situation mellem adoptivbarnet og én af forældrene, hvor den voksne eksempelvis vugger barnet samtidig med, at barnet lytter til stemmerne på båndet, som udløser den positive selvfornemmelse. Denne form for sansepåvirkning kan således være nøglen til at påvirke, den måde barnet indgår i relationen til sine nye adoptivforældre på.

Sterns teori kan altså bidrage til at få øje på, hvordan sansemæssige påvirkninger har stor betydning for, hvordan barnet opfatter sig selv på i det øjeblik et samspil foregår og dermed for, hvordan barnet bliver i stand til at indgå i relationer.

Ovenstående teoretiske viden kan, som vi tidligere har understreget, også anvendes, når adoptivbarnet skal starte i daginstitution eller dagpleje. Her skal barnet igen lære at indgå i nye relationer med nære voksne. I den proces kan det være hjælpsomt for barnet at modtage kendte og positive sansepåvirkninger fra hjemmet, samtidig med at barnet indgår i samspil med de nye voksne i daginstitutionen. Det kan eksempelvis være, at barnet under indkøringen i institutionen eller hos dagplejen sidder på skødet af en voksen og bliver holdt om på en bestemt måde samtidig med, at barnet har en yndlingsbamse med hjemmefra. På denne måde udløses en kendt og tryg stemning hos barnet, som påvirker selvfornemmelsen positivt og dermed den begyndende relation med de nye voksne i institutionen.

Kilder:

Bae, B. (1999): Relation som vågestykke – læring om seg selv og andre. I: Bae, B. & Waastad, J. E. (1999): Erkjennelse og Anerkjennelse: Perspektiv på relationer. Oslo: Universitetsforlaget A/S. 4. oplag.

Barslev, D. & Høeg, S. (2004): Børn, Forældre - & Adoption. I: Psykolog Nyt, nr. 7.
Kragh-Müller, G. (2005): Ka´ selv – vil selv – men du må hjælpe mig! Ascehoug Dansk Forlag, 1. udgave, 2. oplag.

Laubjerg, M. & Petterson, B. H. (2006): Sundhedsmæssige problemer hos adoptivbørn. I: Ugeskrift for Læger, 168/41.

Schibbye, A. L. (2005): Relationer – Et dialektisk perspektiv. København: Akademisk Forlag, 1. udgave, 2. oplag.

Stern, D. N. (2000): Spædbarnets interpersonelle verden. København: Hans Reitzels Forlag. 3. udgave, 4. oplag.