Rummelighed

Af Elisabeth Lockert Lange

Når det Lykkes

Rummelig er da noget man bare er. Hvis man altså er daginstitutionen Brolopperne

En hjernesvulst, en delvis lammelse og flere måneders genoptræning, kan det nogensinde blive en solstrålehistorie? Det lyder ganske usandsynligt, men når man er ansat i Brolopperne, Lundtoftegade 23, med Susanne Elling som leder, Pernille Laursen som souschef og mange supergode kolleger, så kan det ifølge pædagogmedhjælper Birgit Toft Türkel.

Hun er ansat på 30. år i hvad der tidligere var børnehaven Bøllefryd, og som i år gennem sammenlægning er blevet en 150 børn stor integreret institution ved navn Brolopperne. Og gamle og dygtige medarbejdere smider man ikke ud af døren i Brolopperne. Hun er nu ansat i et fleksjob på 20 timer, hvoraf hun arbejder effektivt de 17 1/2.

Vejen frem til fleksjobbet var en blandet oplevelse. Der er den udelukkende positive og hundrede procents opbakning fra kollegerne, souschefen og ikke mindst lederen, den kan Birgit Türkel tale længe og varmt om. Og der er bopælskommunens (Københavns Kommune) langsommelighed, det frustrerende år der gik med konstante rykkere, ja næsten trusler fra LFS’ side, før fleksjobbet endelig går i orden. Men på intet tidspunkt har institutionen vaklet i sin holdning om at ville efterleve deres egen etiske holdning om rummelighed og kommunens personalepolitiske fordring om det. Og på intet tidspunkt har uvisheden om, hvordan økonomien ville ende med at se ud, været overvejet som noget der kunne påvirke deres beslutning.

Masser af arbejde

Birgit Türkel er nok ikke den mest almindelige pædagogmedhjælper. Hun har gennem årene bevist sit værd og har derfor både fået og påtaget sig mange opgaver, som sædvanligvis anses for pædagogopgaver. Bl.a. fungerede hun som souschef i en del måneder (indtil fagforeningen stoppede det, den slags er der nemlig regler for). Men det handler ikke om hende, siger hun selv. Den opbakning hun har mødt, ville andre ansatte på institutionen også møde.

Konkret bliver Birgit Türkel sygemeldt den 1. september 2005 efter hun begynder at gå dårligt, den 31. oktober opereret for en hjernesvulst, godartet men stor, og bliver efterfølgende lam i den ene side. Med efterfølgende genoptræning er hun sat ud af funktion i ca. otte måneder.
”Susanne Elling beroliger mig. Lover at det skal vi nok finde ud af. Der er brug for mig på institutionen, og tro og skattede medarbejdere skal behandles ordentligt, er hendes holdning. Susanne er bare sådan; hun hjælper og støtter medarbejdere ud over det almindelige”, fortæller Birgit Türkel i sin lovprisning af lederen.

Birgit Türkel vender tilbage på 20 timer på en delvis rask melding. Hun er stadig i dag på 20 timer. De forsøger på et tidspunkt med et højere timetal, men det kan Birgit Türkels krop ikke klare. Hun kan bevæge sig rundt med krykker og især med den lille scooter, som hun har fået nu. Men hun har smerter, når hun står eller sidder for længe.

”Susanne Elling fandt masser af arbejdsopgaver til mig, som jeg kan bestride.
Faktisk prøvede hun løbende, hvad jeg kunne klare af forskellige funktioner, og alt skrev hun ned. Hun gjorde et hestearbejde op til ansøgningen om et fleksjob for at det skulle lykkes.”

I år blev børnehave lagt sammen med to andre institutioner, og det giver endnu flere arbejdsmuligheder, fortæller hun. Alt der har at gøre med anvisning af nye børn og pladsanvisningen står Birgit Türkel for, ligeså regninger, kontakt til og koordinering af håndværkere i forbindelse med en kommende omrokering, miljøcertificering, arrangere personaleweekender, konferencer – og en masse andet. Én gang om ugen lukker hun institutionen, men kontakten med børnene er desværre i begrænset omfang.

LFS ind

Nogenlunde samtidig med at hun vender tilbage på arbejde går hun op i LFS og siger til socialrådgiver Susanne Brink Andersen at nu vil hun have noget for sine kontingentkroner. ”Og det fik jeg så”, siger hun med et smil.

Man kan jo undre sig over at det skulle være så stort et problem at få bevilliget et fleksjob med Birgit Türkels historie.

Egentlig bør arbejdsgiveren jo være henrykt for at få det hele serveret på et sølvfad, når nu deres erklærede politik er at medarbejdere med nedsat arbejdsevne skal fastholdes. Når det hele blev trukket ud skyldes det ikke Københavns Kommune som arbejdsgiver men Københavns Kommune som bopælskommune.

Til deres undskyldning skal siges at det hele foregår midt i den omstrukturering til jobcentre, som fl ere gange i dagblade og andre medier (inklusiv dette blad) har været beskrevet som en skandale med lange ventetider etc.
Birgit Türkel og LFS oplever da også netop dette. Når fagforeningen ringer, mailer og skriver har hun pludselig fået en ny sagsbehandler i jobcentret, og ingen ved rigtigt, hvor hendes sag ligger i bunken.

Den 1. juli 2006 træder en ny lov i kraft, en skærpelse af kommunens pligt til at dokumentere at alt har været prøvet, før den bevilliger fl eksjob. De har sådan set hele tiden skulle prøve alt først, men med et skærpet dokumentationskrav bliver jobcentret endnu mere forsigtig – og endnu langsommere.

”LFS kontakter dem igen og igen, at nu må og skal de afklare min situation, så jeg kunne få mit fl eksjob. Til tider svarer de slet ikke. LFS klager over manglende svar og manglende opfølgning og sender også en klage til Borgerrådgivningen.

Jeg får ubehagelige breve om, at nu er der gået så lang tid at de kan stoppe for udbetaling af mine sygedagpenge, men det gør de dog heldigvis ikke. Imens arbejder jeg i Brolopperne hver dag – støt og jævnt.” Først da presset fra LFS med de mange rykkere og klager får kommunen til at sætte ekstra folk på, sker der noget.

De kommer til møde, hvor leder Susanne Elling kan dokumentere al den arbejdsprøvning, som Birgit Türkel allerede har været igennem i institutionen og fortælle præcis hvilke opgaver hun kan magte og hvilke ikke. Den nye sagsbehandler accepterer det blankt. Institutionen har selv så fl ot lavet arbejdet med arbejdsprøvning, og Birgit Türkel får bevilliget sit fl eksjob – men det har taget et helt år at nå dertil.

”Og hvis LFS ikke havde været inde og sætte tommeskruerne på, så havde jeg vel ligget i bunken endnu.”

Institutionen betaler Birgit Türkel fuld løn og har i øvrigt gjort det hele tiden. Institutionen fi k besked på at afholde udgiften inden for eget budget, og det har da også hele tiden været institutionens egen beslutning.

”Den økonomiske overvejelse er jo altid, både når det gælder fl eks- og seniorstillinger, at institutionen må overveje om det, den får for pengene er godt nok.

Og det er det jo”, siger Susanne Elling.
Med bevillingen af fl eksjobbet får institutionen, hvad der svarer til 2/3 af en grundløn for en pædagogmedhjælper, i refusion fra kommunen.

Hårdt slag

At gå fra fuldtidsansat til fl eksjobber er ikke helt let, fortæller Birgit Türkel.
”Det var et frustrerende år. Nogle gange tudede jeg og i starten tænkte jeg at jeg dur ikke mere, det bliver aldrig til noget. Men alle kollegerne kom hen til mig og udtrykte glæde over at jeg var tilbage, jeg har bare fået masser af skulderklap og opbakning”, fortæller hun.
Selvfølglig oplever hun at ryge ned ind i mellem, det er et stort slag at få en hjernesvulst og blive delvist lam. Og det er svært at tabe sin identitet.

”Det var jo ”min” stue i mange år, og det er svært at kobles fra og ikke vide om man får fl eksjob eller ej. Men efterhånden synes jeg det går fi nt, og jeg har mine egne arbejdsområder. Og det handler ikke om medlidenhed eller om tvang fra institutionens side, holdningen er at sådan skal det bare være, fordi jeg gør en ordentlig arbejdsindsats.”

Hun giver jobbet en stor del af æren for at hun er så godt gående nu. ”Jeg har altid levet meget for mit arbejde og været meget hernede og taget ting på mig, fordi jeg gerne ville, jeg elsker mit arbejde. Hvis jeg ikke havde kunnet beholde det, så var det gået i spåner for mig.” En del af de funktioner hun varetager nu er da heller ikke nye for hende.

En del af dem har hun haft i mange år men dengang oven i arbejdet med børnene. ”Så Susanne Elling har jo vidst at jeg kunne klare dem”, siger Birgit Türkel og tager fat på igen at rose hende og institutionen:

”Susanne Elling er fantastisk til at bruge vores kompetence og opkvalifi cere dem. Hun tænker menneskeligt. Ikke kun i forhold til os ansatte, men også i forhold til den mangfoldighed og de problemer, der er i området hos forældre og børn. Hun afviser dem aldrig med ”det kan vi desværre ikke tage os af”, siger hun og smiler:

”Det har været langt og sejt, men egentlig er det jo en solstrålehistorie.”