Relationer

Af Lene Outzen Foghsgaard

Relationer er livsvigtige

Barnet har et væld af evner, som er vigtige at have med sig i livet, men der er især én, som ifølge professor i socialpsykologi, Per Schultz Jørgensen, er vigtigere end alle andre. Det er barnets evne til at knytte relationer til andre mennesker! I både social og personlig sammenhæng er den afgørende, ikke kun for selvfølelsen, men også for lykkefølelsen generelt.

Er du et lykkeligt menneske? Jamen hvorfor - hvorfor ikke?

Lykke-debatten er eksploderet i de sidste år, for aldrig har der været sagt og skrevet så meget om netop det fænomen. Tallene siger, at vi danskere hører til de mest lykkelige mennesker i verden. På en skala fra 1-10 placerer vi os på 8,2, hvilket faktisk gør os til verdens mest jublende folkeslag - tæt forfulgt af Schweiz og Østrig. Ifølge den nyeste forskning inden for psykologien, kan man dog ikke længere tale lykke uden også at tale relationer, fordi relationen fylder så stor en del af vores lykkefølelse.

Ligesom tidligere formand for Børnerådet og professor i socialpsykologi, Per Schultz Jørgensen er overbevidst om relationens livsvigtige betydning, er alverdens psykologer og samfundsforskere det altså også.

Professor i psykolog, ansat på Michigan University i USA, Christopher Peterson, er for eksempel overbevidst om, at det gode liv er et liv præget af gode forhold til andre mennesker: familie, venner, kolleger. ”Andre folk betyder langt mere, end vi tror”, udtaler han. En anden forsker, skotske Carol Graig er enig og siger: ”Når man interviewer mennesker om, hvad der skaber det gode liv, er det tydeligt, at det ikke er velstand, men gode relationer.” Begge citater er hentet fra artiklen ”Ti skridt mod det gode liv”, bragt i Kristelig Dagblad i juli måned.

Per Schultz Jørgensen har i mange år beskæftiget sig netop med relationen som udgangspunkt for barnets trivsel. Blandt andet i hans bog: ”Dagplejen – livsstil og relation”, der udkom for et år siden og blev omtalt her i bladet, fremhæver han dag plejens evne til at knytte relationer, og i en ny bog om ungers ensomhed bidrager han med artiklen ”Ensomhed i netværkssamfundet”, der fortæller om de alvorlige konsekvenser, det kan have for børn og unge at stå uden nære relationer.

Kend forskel

Relationer bekræfter og anerkender os som mennesker, siger Per Schultz Jørgensen, og forklarer, at bekræftelsen er en tilkendegivelse, vi ikke kan undvære. Det er en del af forståelsen af at være til.

”Hele dannelsessiden hos barnet i de første leveår er baseret på etableringen af relationer. Her bliver barnet elsket og mødt af kærlighed, det bliver set og anerkendt som værdifuld. Bliver barnet ikke mødt sådan, kan det slæbe rundt på en underskudsforretning resten af livet. Et menneske, der er i tvivl om, hvorvidt det er elsket, går ind i en livslang kamp for at opnå anerkendelse. Som mennesker er vi dybt afhængige af, at vi i andres øjne er gode nok.”

Professoren skelner mellem to typer af kontakt, når han taler relationer - interaktion contra relation. Og det er vigtigt at kende forskel. Hvor relationer handler om venskaber, intimitet, nærvær og fortrolighed - altså de følelsesmæssige aspekter af en social kontakt, kendetegnes interaktion ved at være en udveksling af tjenester – altså noget mere håndgribeligt. Det kan være at nogen hjælper én med at tage tøj på, at man mødes til receptioner og sniksnakker om vejret, at nogen giver én skubbetur på gyngen eller betaler ens mad på restauranten. Relation er omsorg, hvor interaktion mere kan betegnes som pleje og en let, mere overfl adisk omgang med andre. Et typisk eksempel på en interaktion, der ikke må forveksles med relation, kan være gaveorgiet fra mor og far, når de måske har arbejdet for meget eller er gået fra hinanden. Professoren siger.

”Det er jo fint at give gaver og glæde barnet med noget, det har ønsket sig, men gaver kan sjældent bekræfte barnet. Jeg hørte engang en pige sige: ”Da mor og far blev skilt, fi k jeg vildt store gaver, men jeg vil meget hellere bo sammen med dem. Det kan de bare ikke få mig til at glemme med gaver.” Foræringerne blev større, fordi de erstattede en relation, men de var kun en kompensation, som blev gennemskuet.”

Også nærværet betragter Per Schultz Jørgensen som en væsentlig forudsætning for relationen, for hvis ikke vi er nærværende, har vi heller ikke en anerkendende kontakt. Blot at være til stede i rummet giver mulighed for interaktion, mens nærværet giver grobund for relationen.

Første ben: Anerkendelnen
Bruger vi en trebenet taburet som billede på, hvordan den voksne i daginstitutionen kan hjælpe barnet til at etablere relationer, hedder første ben anerkendelse. At barnet bliver mødt og påskønnet som det unikke menneske, det er. Metoden er sikkert kendt af de fl este: Pædagogen sætter sig ned i øjenhøjde, når barnet kommer ind og er nærværende. Pædagogen siger måske.

”Det er dejligt at se dig. Hvor er det godt, at du kunne komme i dag. Og har barnet for eksempel være væk nogle dage, så husker pædagogen det og siger måske: ”Jeg har glædet mig til at se dig igen og fortælle dig, hvad vi har lavet. Fortæl mig nu om dine dage.” Der er en verden til forskel på den velkomst og så mødet, hvor barnet ikke bliver lagt mærke til eller måske oplever et ligegyldigt skuldertræk. Opfatter barnet sig som en anonym i flokken, vil det automatisk føle sig ligegyldig – uden betydning for nogen. Et barn, der bliver set og mødt, ved derimod instinktivt, at nogen sætter pris på det, og den involverethed er udtryk for et bånd. Det bånd, der findes mellem mennesker, der holder af hinanden og er knyttede.”

Per Schultz Jørgensen taler om, at det netop er i vores selvopfattelse, at vi adskiller os fra alt andet levende. I vores bevidsthed om verden, ligger også bevidstheden om os selv, og den bevidsthed ligger konstant i baghovedet på os. Den tidligere formand for Børneråddet forklarer, at selvopfattelsen primært bliver skabt ved, at vi spejler os i andre, det kan være forældre, pædagoger, lærere, kammerater osv. Det er i det daglige møde med andre mennesker - altså i de daglige relationer og interaktioner - at vi opfatter os selv og enten trives eller mistrives. Det betyder så også, at vi uden relationer, ikke vil opleve spejling fra andre, og det vil så tvivl ved vores selvopfattelse. Og man kan sige, at ligegyldig hvor gamle vi er, om vi taler børn, unge, voksne eller ældre mennesker på plejehjem, så er behovet for at blive mødt som én, der er god nok, evigt til stede. Sådan er det at være menneske.

Andet ben: Normer og rammer
At kunne knytte relationer handler om at blive mødt af andres nære og vedkommende følelser, og at blive mødt af voksne med anerkendelse er, som vi lige har slået fast, et nødvendigt udgangspunkt. Samtidig er det vigtigt, at barnet bliver mødt med bekræftelse af sine jævnaldrende. At blive budt indenfor i kredsen er med til at give en fundamental fornemmelse af, at barnet betyder noget for andre og kan spejle sig i deres sociale påskønnelse. Som voksne kan vi ikke diktere børn ind i venskaber, ligesom vi voksne heller ikke kan dikteres følelsesmæssige bånd. Men pædagogen, den professionelle voksne, kan skabe normerne for samværet med kammeraterne – og også rammerne.

Resten må barnet selv klare.

Normer for samværet handler om, at voksengruppen i dagplejen, institutionen, på fritidshjemmet, i klubben osv. sætter regler for samværet med hinanden. Det skal være leve- og spilleregler, som børnene regelmæssigt præsenteres for og måske ligefrem er med til at diskutere sig frem til. Det kan være regler som. Her mobber vi ikke hinanden. Vi råber ikke ad hinanden eller bruger grimme ord. Her hjælper vi hinanden og trøster, hvis en kammerat har brug for hjælp eller er ked af det. Per Schultz Jørgensen siger:

”Den voksne kan sikre sig, at alle børn får mulighed for at knytte venskaber ved at lade børn arbejde sammen på kryds og tværs. Ved at skabe rammer for det gode samarbejde, får børnene en fornemmelse for hinanden. De får et godt udgangspunkt for at tale sammen, påskønne hinanden og række ud efter hinanden. Det gør det lettere at lære hinanden at kende og finde sammen i et fællesskab og derved er der skabt basis for venskaber. Og selvom der samtidig er skabt basis også for uvenskaber, så overskygger det ikke den kendsgerning, at rammerne for samhørighed er trådt frem i lyset, og de er basale, når relationer skal gro.”

Tredje ben: Fælles samtale og filosofi
Sidste ben i relations-taburetten, som pædagogen kan tage fat i, er den direkte samtale med børnene, hvor der i plenum filosoferes og udvikles etik, moral og filosofi. Per Schultz Jørgensen opfordrer til, at voksne i institutionen taler med børnene om, hvad det for eksempel vil sige at have en ven? Hvorfor er det rart, når nogen kan li´ en? Hvad er en god ven? Han forklarer.

”Børn er meget reflekterende og eftertænksomme, også mere end vi voksne måske tror, og der er ingen tvivl om, at venskabssnakken sagtens kan tages med børn også på børnehaveniveau.
Deres eget verdensbillede og egne oplevelser kan indgå i snakken og sætte tingene i relief. At kunne sætte ord på tanker og oplevelser, er jo med til at skabe en klarere bevidsthed.” Tidligere formand for børneråddet er slet ikke i tvivl om, at hvis pædagogen øger sit fokus på relationer, så kan det smitte af - også på børns forældre og deres indsigt i den livsvigtige kunst at skabe relationer og de initiativer den voksne i den forbindelse kan tage.

Per Schultz Jørgensen er ude i et på mange måder dybt alvorligt ærinde. Han ved om nogen, hvad manglende relationer kan føre med sig, for han har beskæftiget sig med børn og unge i noget nær en menneskealder. Han opfordrer derfor til, at alle professionelle voksne omkring barnet gør sig deres rolle bevidst og forsøger både alene og i samspil med kolleger at bruge kræfter også på den del af barnets ve og vel. Følgende ord er hentet fra det bidrag, professoren har skrevet i antologien om unge og ensomhed.

”Der er ingen anden vej end at indskærpe den forpligtelse, der ligger hos institutionerne til at tage hånd om det sociale miljø. Ikke mindst set i det perspektiv, at vi befinder os i et opbrud, præget af betydelig individualisme – her må institutionsmiljøet være et sikkerhedsnet, der kan samle op og sikre alle en plads i et socialt netværk.”

Pædagogens syn:

Børn er hinandens læremester

”For mig at se er det helt afgørende, at vi som mennesker er i stand til at håndtere relationer. Fra vugge til grav bliver vi sat i grupper, hvor vi skal lære at forholde os og indgå, og for barnet sker første møde med en ufrivillig gruppe af andre mennesker, når det træder ind i vuggestuerummet eller hos dagplejen. Som vuggestuepædagog ser jeg det som en gave at være så tidligt til stede i barnets liv.”

Nana Rovsing har arbejdet som pædagog i de sidste ni år. I institutionen Villa Rose på Østerbro, en vuggestue med ca. 50 børn, fandt hun som færdiguddannet en arbejdsplads, der ligesom hun selv, vægtede de sociale kompetencer højt. Hun kalder ligefrem sit fokus på relationer for en kæphest, fordi det er så afgørende for børns udvikling af selvværd, og samtidig fordi det er tiltrængt i en tid, hvor det regner ned over landets daginstitutioner med krav om vurderinger af barnet som enkelt individ.

”Fra Christiansborg fokuseres der især på de individuelle præstationer, og som pædagog mødes du hele tiden af nye tiltag, der kræver, at du tester og dokumenterer det enkelte barns færdigheder. Men jeg oplever, at jeg har et ansvar for at den store opgave ikke drukner i blandt andet læreplaner. Opgaven, der handler om at hjælpe de sociale kompetencer frem i lyset, så barnet kan fungere med andre børn og voksne. Det er så vigtigt, at vi ruster barnet til at blive en del af flokken. Vi mennesker er nu engang skabt som fl okdyr med behov for relationer, det er dét, der kendetegner os.”

Nana Rovsing oplever, at pædagoger generelt er blevet bedre til at spotte alle de børn, som har svært ved at udvise empati og indgå i grupper. Mange børn i dag er i langt højere grad end tidligere projektbørn - de er utrolig meget ønsket, villet og elsket. Det er smadderpositivt, mener pædagogen, men det kan være svært for ønskebørn at forstå, at der også findes andre ønskebørn i deres verden.
”Personalet i Villa Rose går meget op i at fortælle forældrene, når de kommer første gang, at deres opbakning er nødvendig.

At det er vigtigt, at de viser deres barn, at her er godt at være. Det sker blandt andet ved at gøre morgenafskeden kort og positiv, ikke noget med selv at bryde grædende sammen foran barnet før farvel, men også at lære sig de andre børns navne, så forældrene kan spørge ind til kammeraterne derhjemme, har stor værdi.”

Børn lærer af børn – (og voksne!)
Men hvordan gør hun helt konkret i dagligdagen med sine vuggestuebørn? Hvordan ser hun sin rolle som relationsguide?

”Jeg forsøger hele tiden at få børnene til at se hinanden og få dem til at forstå, at de er en del af en bestemt stue og voksengruppe. Jeg benævner deres navne og handlinger, hvis én f.eks. peger på noget legetøj, så kan jeg sige – ja se, det leger Emma med. Og dér sidder Emil med en drage magen til. Også når et barn i gruppen bliver ked af det eller begejstret – så benævner jeg det, for at sætte ord og navne på situationen. For at inddrage dem i hinandens følelser. Det handler om at dele fokus rundt i gruppen, så barnet ikke kun er optaget af sig selv.”

Nana Rovsing forklarer, at fokus på fl okken også dagligt tænkes ind i måltidet. Det er noget med at lære børnene at give skålene videre til hinanden, for sidemanden vil jo også gerne smage det hele. Men selvom vi voksne er vigtige guider, så er børn hinandens bedste læremestre. Pædagogen siger.

”Det heldige i institutioner er jo, at vi kan dele vores børn op i mindre grupper, hvis et eller fl ere børn for eksempel har svært ved at knytte relationer. Det barn, der savner motivation, sætter vi sammen med kammerater, der er særlig gode til de sociale relationer. Det første barn bliver inspireret af de andres leg og erfaringer.”

Nana Rovsing nævner eksemplet med regnormen. Et barn fi nder måske en regnorm i græsset, men tør kun se på den. Et andet barn løber hen og tager ormen op. Et tredje barn kommer med en spand med blade i, så ormen kan få mad. Et fjerde barn kommer med en bille, som også skal ned i spanden osv.

Pludselig er der et regnorme-forløb i gang, som det første barn kan lære alverden af. Eller legen med togvognen. Et barn sidder alene og kører frem og tilbage, frem og tilbage med togvognen, og legen udvikler sig ikke. Et andet barn kommer nu til og har to andre vogne med, som det hjælper med at hænge bag på den første. To andre børn bygger måske en togstation og nogle skinner, som toget kan køre på, og pludselig er legen en helt anden og større. Ifølge Nana Rovsing er legen alfa omega, når børn skal tillære sig kompetencer, sociale såvel som faglige. Men legen kommer ikke i gang af sig selv – det er her, den voksne er vigtig – både som i gangsætter og guide af forløbet. Den voksne har ansvaret for den gode stemning. Det er altid den voksnes ansvar.

Nana Rovsing er i dag ansat som pædagog i Birkerød i børnehuset ”Lyngbakken”. Efter syv år i Villa Rose på Østerbro rykkede Nana Rovsing teltpælene op, da hun og familien fl yttede til Birkerød. Også i ”Lyngbakken” er de sociale kompetencer i højsæde.