Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Af Elisabeth Lockert Lange
Idrætsinstitutioner i støbeskeen
11 nye daginstitutioner i København uddannes nu til idrætsinstitutioner. Det gælder om at gribe den bevægelsesglæde som børn pr. definition har, siger projektleder Claus Poulsen.
I adskillige år har der været talt og skrevet om at børn ikke bevæger sig nær nok, og at mere bevægelse er et godt middel til at modarbejde den overvægt som flere og flere børn lider af. For ikke at tale om gribe og forøge den glæde og udvikling, som børn naturligt oplever gennem bevægelse og fysiske udfordringer. Alligevel har Københavns Kommune i mange år kun haft én idrætsinstitution nemlig Ryvang 2. Men nu sker der noget, nu starter et uddannelsesforløb for 11 daginstitutioner i byen, som vil ende med ligeså mange nye certificerede idrætsinstitutioner i 2009.
Københavns Kommune har indgået samarbejde med om et uddannelsesforløb til certificeret idrætsinstitution. Med projektleder Claus Poulsens ord er det den mest omfattende uddannelse til idrætsinstitution med efterfølgende certificering man kan få. I en let udvidet form også ganske den samme som hele Ryvang 2s personale har været igennem.
Det er nemlig en del af humlen ved uddannelsen. Det er ikke kun et par stykker fra institutionen, som kommer afsted og som derefter skal formidle emnet til kolleger. Det ret omfattende forløb Fra institution til idrætsinstitution involverer hele institutionen, noget som deltagerne er rigtig glade for. Det starter med en uddannelsesdel med opkvalificering for ledelsen, derefter skal hele personalegruppen på fælles kurser i 35 timer i alt, og så afsluttes der med at to pædagoger uddannes specifikt i idræt på bachelorniveau. Efter at have gennemført uddannelsesforløbet tildeles institutionen Danmarks Idrætsforbund og Peter Sabroe Seminariets Idrætsinstitution-certifikat.
Navnene på de 11 heldige institutioner er offentliggjort samtidig med at Bellahøj Skole blev udpeget til at være idrætsskole.
Og de er heldige, de 11. For interessen har været enorm, og der er udvalgt med hård hånd, fortæller Claus Poulsen. Institutionerne er udvalgt gennem en længere proces. Først en føler ud til alle med hvem, som ville være interesserede. Så blev der holdt informationsmøder og så var der 24 institutioner, som endte med at sende ansøgning. Blandt dem valgte Claus Poulsen de 11, dels ud fra personlige besøg på institutionerne dels ud fra de kriterier og parametre der var lagt ind, dels i samråd med de pædagogiske konsulenter.
Kvalificerede institutioner
Kriterierne har ikke mindst handlet om at sikre en geografisk spredning, at sikre at institutioner med mange socialt belastede familier kommer med, ligeså institutioner med en stor procentdel af tosprogede børn, og så er der set venligt på institutioner med dårlige udendørsarealer.
”Det er min vurdering at samtlige 24 institutioner var fuldt ud kvalificerede ud fra de fleste af parametrene, så man ville sagtens kunne starte et nyt hold op med det samme, hvis der var midler til det. Det har været en fornøjelse at besøge institutionerne, læse ansøgningerne, og se det engagement man har lagt i at kvalificere sig til at blive en idrætsinstitution. Så valget har været svært, og flere af de institutioner, som har fået afslag på deres ansøgninger, har givet udtryk for en vis skuffelse. Så jeg vil forsøge at skaffe midler til endnu et forløb”, siger Claus Poulsen.
Pengene til forløbet er eksterne, de kommer fra Familiestyrelsen, en del af Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender under opgaver til ”forbedring af kvaliteten i dagtilbud”. Og det er da også der han vil forsøger at skaffe flere midler. Hug og stikfaste mål for hvad der skal komme ud af det, er der ikke opstillet, men det vil man nok kigge på sammen med den eksterne evaluator, man har planlagt skal evaluere tiltaget.
”Der er ca. 45 idrætsbørnehaver i Danmark, som har denne uddannelse og certificering. Og for et år siden blev der rejst en debat om, hvorvidt idrætsinstitutioner er en garanti for at børnene bevæger sig mere og bedre. Jeg tvivler på at man kan opstille fuldstændig konkrete mål for, hvor meget mere børnene bevæger sig, man kan nok ikke direkte måle om de løber mere end andre. Det er mere en proces, hvor der kommer mere fokus på bevægelse. Måske ved at nogle af institutionerne sætter sig interne mål i institutionen, skemalægge lege som har med bevægelse at gøre og lignende.”
Praksis viser, at folk forestiller sig at børn bevæger sig langt mere end de gør, konstaterer Claus Poulsen. Det viser sig ved at alt for mange børn ikke er motorisk aldersvarende når de kommer i skole. ”Vi skal give personale en teoretisk ballast til at fokusere på bevægelse.” Det må kaldes en god investering i fremtiden for både børn og personale.
Forløbet Fra Institution til Idrætsinstitution tager udgangspunkt i, at pædagogisk idræt er en bevidst idrætslig og pædagogisk faglig anvendelse af elementer fra idræt, leg og bevægelse. Som der står i programmet: ”Institutionen udvikler børnenes kreativitet, handlekompetence, bevægelsesglæde, sprog, sociale kompetence, etik, moral, m.v. via fokus på den kropslige udvikling.”
Her er de 11 institutioner som meget snart vil starte uddannelsen til idrætsinstitution.
Brolopperne i Lundtoftegade, Børnehjørnet på Bogholder Alle, Haven på Frederikssundsvej, Valnødden på Kettegårds Allé, Enghave Remise på Enghavevej, Stærevænget på Stærevej, Mini Ajax på Bavnehøj Alle, Hylet i Rømersgade, Blæksprutten på Amagerfælledvej, Enveloppen i Ved Stadsgraven og Marthahjemmets Fritidshjem i Brohusgade.