Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Efter deadline: Nyt forlig
Besparelse taget af bordet
Godt gået! Besparelserne på børne- og ungeområdet er taget af bordet. Og uden alle de mange demonstrationer og andre aktiviteter fra det pædagogiske personale og blokader af daginstitutioner fra forældrene var det ikke lykkedes. Det står klart efter pressemødet fredag den 21. september. Som ganske vist lå efter redaktionens slutning, men som alligevel skal have et par ord med på vejen.
Politikere og pressefolk blev efter pressemødet om den endelig budgetaftale mødt af børn og forældre med kort og tegninger, de gerne ville aflevere til Bo Asmus Kjeldgaard og ikke mindst Ritt Bjerregaard.
Og udenfor på Rådhuspladsen stod der personale, forældre og børn med bannere, skilte og hjerter overalt, som vandrede op af trappen i stimer, så det var svært for pressefolkene at komme ud af Rådhuset.
Med andre ord blev presset fra pædagoger og pædagogmedhjælpere opretholdt til det sidste!
Og det virkede. Som SFs Camilla Burgwald sagde på pressemødet: ”Det ville aldrig have været muligt at opnå dette resultat, hvis de mange protester ikke havde affødt et nyt forhandlingsklima.”
Forliget betyder at besparelsen bliver rullet tilbage. Væk er de 120 mill.kr. i underskud på Børne- og Ungdomsforvaltningens konto, budgettet for daginstitutionerne går i nul, der er ingen nedskæring. De pædagogiske fagforeninger i København er tilfredse med budgetforlig.
Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard fra SF er lettet – det fik han sagt to gange på pressemødet, og man tror ham. Det må være dejligt for ham at kunne vise helt konkret at han havde magt som han havde agt – at han faktisk mente det, da han sagde han ville være børnenes og personalets forkæmper. Han rettede da også en direkte tak til alle ansatte og forældre for deres aktioner:
”Forældre og medarbejdere er blevet hørt. Med budgetaftalen er besparelserne taget af bordet.” De rare penge kommer først og fremmest fra kommunens råderum, prioriteringsrummet, de 2 pct. der tages af lønbudgettet hvert år og som lægges et sted på Rådhuset.
Pengene skal direkte ud til den enkelte vuggestue, børnehave og fritidshjem. Præcis hvordan skal forhandles med de faglige organisationer.
Det kunne sikkert være endnu bedre – det kan det altid. Men dette er dog en sejr. Og en god begyndelse på at give området, arbejdet og jobbet den respekt og anerkendelse det fortjener. Som sagt: det vigtigste job i byen. EL